De gamle partiers problemer kan sende Alternativet i Folketinget

alternativet.dk

For bare kort tid siden var der ikke mange i det politiske miljø, der gav Uffe Elbæks ny parti, Alternativet, en chance for at komme i Folketinget.

 

Men man skal vogte sig for at vurdere et partis chancer ud fra, hvordan folk taler om det på Christiansborgs gange. Vælgerne går jævnligt deres egne veje. Og det gør de oftere nu om dage end før i tiden.

 

Flere meningsmålinger har vist, at Alternativet har en chance for at komme ind. I en enkelt måling er partiet allerede nu over spærregrænsen (YouGov/Metroxpress).

 

Meget vil dog afhænge af, hvordan partiet formår at udnytte valgkampen til at trænge igennem.

 

Partiets muligheder

Men Alternativet kan i hvert fald gå hen og få en størrelse, der kan påvirke forholdet mellem rød og blå blok.

 

Hvis det havner lidt under spærregrænsen, vil det give et betydeligt stemmespild for rød blok – hvilket gør det endnu sværere for de røde at genvinde magten.

 

Hvis det havner lige over spærregrænsen, vil det omvendt styrke rød blok. Selv om Alternativet placerer sig til den røde side, kan det godt trække et vist antal vælgere med, der ellers kunne overveje at stemme blåt.

 

Med al respekt så skyldes vælgernes forholdsvis pæne modtagelse af partiet nok ikke så meget dets politiske forslag, som de færreste endnu kender. Den skyldes mere den almindelige politiske stemning i landet:

 

De gamle partier i dansk politik har problemer. Det har givet mere plads til andre partier, og det kan nu sende Alternativet i Folketinget.

 

De Radikale er svækket

Læs også
Hvornår går borgerlige politikere i flæsket på de politiserende røde journalister?

Alternativet lukrerer især på, at De Radikale er blevet svækket. Det begyndte allerede under MargretheVestager, og det er blevet forstærket, efter at Morten Østergaard tog over som leder.

 

Uffe Elbæk er kommet fra De Radikale, og det er blandt deres vælgere han har størst chancer for at vinde stemmer.

 

Ved sidste valg hentede De Radikale en del stemmer fra vælgere, der lå til den røde side i deres værdier, men som gerne ville have lidt borgerlig tænkning ind i forhold til økonomien. I et vist omfang kan Alternativet nu trække i den samme gruppe.

 

Vælgerforskydning

Men Alternativet er en lille del af en større sammenhæng:

 

Over en årrække har de gamle partier i dansk politik tabt terræn. De gamle partier vil sige Venstre, De Konservative, Socialdemokraterne og De Radikale. Og så er der det ”halvgamle” SF. Venstre har længe haft vind i sejlene, men er i øjeblikket faldet til et mere moderat niveau.

 

Til gengæld har Dansk Folkeparti haft voldsom fremgang. Liberal Alliance har etableret sig solidt. Og Enhedslisten er blevet et mellemstort parti.

Læs også
Mette Frederiksen satsede voldsomt og tabte – kaotiske tilstande hos de røde

 

Der er ikke tale om en eksplosiv krise for de gamle partier. De fylder jo stadig særdeles meget i dansk politik – for eksempel er det disse partier, der i øjeblikket sidder og forhandler om afskaffelsen af retsforbeholdet i EU.

 

Udramatisk protest

Men vælgernes verden er i opbrud, og dermed er de gamle partier ikke længere det faste holdepunkt, som de engang var.

 

Den økonomiske krise svækkede tilliden til, at de gamle politiske kræfter havde styr på økonomi og velfærd.

 

Indvandringen svækkede tilliden til, at de gamle politiske kræfter havde styr på tilstrømningen og dens konsekvenser.

 

Den voksende magt til EU svækkede tilliden til, at de gamle politiske kræfter havde styr på EU.

 

Læs også
Lars Løkke har skabt mismod hos de blå og glæde hos de radikale

Man kan godt kalde det en vælgerprotest. Men det er en ret glidende og forholdsvis udramatisk protest, der har skabt og skaber forskydninger i vælgeropbakningen.

 

Til en vis grad er denne udvikling nok uundgåelig, og vi ser den også i andre lande. I en globaliseret verden sker der så meget, at de gamle partier ikke længere kan regne med den traditionsbestemte opbakning, som de havde før i tiden.

 

Flop eller Folketing?

Alternativet kan måske få sin egen lille niche inden for denne protest. For vælgere, der er meget optaget af klima, innovation i den flyvske ende og sociale eksperimenter.

 

Foreløbig har partiet opnået, at man begynder at tage det alvorligt. Men der er et godt stykke vej endnu, før partiet har mindst 2 procent af stemmerne i kassen og dermed kommer i Folketinget.

 

Indtil videre er folk mest nysgerrige. Meget vil afhænge af, hvilket indtryk Uffe Elbæk og hans parti vil gøre i valgkampen. Elbæk var jo ikke ligefrem nogen tordnende succes som minister.

 

Så Alternativet kan stadig ende som et flop.

Læs også
Trykkefrihedsselskabet: Vi går mod mørkere tider

 

Men partiet kan altså også ende i Folketinget.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…