Dansk Flygtningehjælp: Vi får lige så mange asylansøgere i år som sidste år, og det er vores velstand, der lokker

You Tube

Nu fastslår også generalsekretær for Dansk Flygtningehjælp, Andreas Kamm,  at regeringens såkaldte stramninger på asylområdet ikke har haft den store effekt og forudser, at Danmark i år vil modtage lige så mange asylansøgere som sidste år.

 

“Det er meget svært præcist at forudsige udviklingen, fordi den er afhængig af mange faktorer. Men presset fra flygtningene er større end nogensinde på verdensplan. Det ser  vi resultatet af i Sydeuropa, og en del af dem vil også komme til Danmark,” siger Andreas Kamm til TV2 News og understreger:

 

“Derfor må vi indstille os på at tage lige så mange flygtninge som sidste år.”

 

Ifølge Andreas Kamm er det “klart nok”, at asylansøgere har Danmark som mål, hvis de kender til de velordnede sociale forhold, der er her i landet.

 

Nu kommer der 200 asylansøgere om ugen

Sidste år modtog Danmark 14.815 flygtninge og siden januar sidste år og til og med april i år har i alt 10.705 fået opholdstilladelse med krav om bolig til sig selv og den familie, der efterfølgende bliver hentet her op.

 

Siden januar og frem til udgangen af april har 2.090 personer søgt i asyl i Danmark, hvilket stort set svarer til niveauet fra sidste år, hvor i alt 2.136 personer søgte asyl.

 

Udlændingestyrelsen har endnu ikke offentliggjort maj-tallene, men ifølge TV2 News skulle de med Udlændingestyrelsen som kilde ligge på omkring 750 asylansøgere samtidig med, at der nu kommer omkring 200 nye asylansøgere hver uge.

 

I 2014 kom der i maj måned 723 asylansøgere, og  antallet af asylansøgere toppede med 3.150 i september måned og faldt derefter jævnt frem til året afslutning 403 i december.

 

Helle Thorning-Schmidts stramninger

De stramninger, som Helle Thorning-Schmidt uafladeligt har henvist til under valgkampen som sensationelle, går i al sin korthed ud på, at krigsflygtninge fra Syrien i første omgang får en ét års opholdstilladelse.

 

Hvis krigen i Syrien ikke er slut inden for et år, får de opholdstilladelse på lige fod med alle andre asylansøgere og dermed også ret til at ansøge om familiesammenføring og i praksis blive her resten af livet.

 

Det er, hvad stramningerne går ud på, og det er kun dem, der tror på, at krigen i Syrien er slut om et år, der kan give Helle Thorning-Schmidt ret i, at hun står bag en gennemgribende stramning af asylpolitikken.

 

Ikke engang hendes egen vicestatsminister tror på det.

 

“Det samlede billede er, at der ikke er udsigt til, at de her mennesker kan vende hjem til Syrien. Vi er nødt til at planlægge efter, at det sagtens kan vare i årevis,” sagde således den radikale leder, økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard, til Jyllands-Posten den 16. december sidste år.

 

Iøvrigt har det vist sig, at Thorning-Schmidts stærkt opklamerede stramninger indtil nu kun har ramt 126 personer, som altså må vente et år, inden de kan ansøge om familiesammenføring, hvorefter de, som Morten Østergaard udtrykte det, sagtens kan blive her i årevis.

 

Og syrerne strømmer da også fortsat til Danmark

En af de asylansøgere, der netop er kommet til Danmark, er Mohammed Tahar. Han fortæller til TV2 News, at han ankom for ti dage siden fra Syrien, og er således en af de syriske asylansøgere, der ikke har ladet sig afskrække af regeringens stramninger.

 

Han fortæller tværtimod til TV2 News, at han på forhånd havde udvalgt sig Danmark som mål netop på grund af de velordnede forhold, som generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp, Andreas Kamm, påpeger.

 

“Inden jeg kom til Danmark, læste jeg på nettet, at det er et land, hvor flygtninge får rettigheder og beskyttelse. Jeg læste også, at danskerne er det mest lykkelige folk. Derfor valgte jeg at rejse til Danmark,” siger Mohammed Tahar.

 

Og Mohammed Tahar er ikke den eneste syrer, der har gennemskuet, at Helle Thorning-Schmidts asylstramninger stort set ikke er andet end kosmetik.

 

Således er der allerede i året fire første måneder kommet langt flere syriske asylansøgere til Danmark end i samme periode sidste år, hvor der perioden januar – april ankom 689 syrere og søgte asyl.

 

Det antal er her i årets fire første måneder steget til 839.

 

Ud af de 14.813 personer, der i 2014 søgte asyl i Danmark, var lidt over halvdelen eller i alt 7.185 personer syrere. Meget tyder på, at der i år vil komme endnu flere. På trods af Helle Thorning-Schmidts let gennemskuelige kosmetiske stramninger.

Del på Facebook