Efter det sidste møde i Modersmål-Selskabets bestyrelse kørte jeg hjem med S-toget. På hovedbanegården kom tre piger ind I min vogn, muligvis gymnasieelever, og de begyndte at snakke.
De talte ikke til hinanden, de snakkede bare “løs” – nogle gange alle tre på én gang. Og de tog ikke hensyn til de andre passagerer i vognen. Det var ikke en dialog, men en kaotisk udveksling af ord og forskellige udtryk for noget, de lige havde oplevet.
Sproget var utydeligt, uden pauser og med masser af bandeord. Men de var meget tilfredse med deres kommunikation. De var glade og naive, og deres snak afspejlede alle de moderne tendenser i det danske samfund – og i det danske sprog.
Ved siden af dem sad en nydelig, yngre mand, som gerne ville læse i sin bog, men det var umuligt for ham. Han virkede træt og distraheret af de tre pigers gentagelser af ord og sætninger. Kliche efter kliche, bandeord efter bandeord for at udtrykke følelser og danne billeder af fælles “selfie”- oplevelser.
Hvis Aristoteles havde været der, ville han undre sig. Hvad var det, som foregik i S-toget? Det var ikke en dialog. Det var tre ”soloer” på én gang.
Samtidig blev der på TV skærmen vist et politisk debatprogram. Men samtalen på TV skærmen var den samme som i S-toget: hurtige spørgsmål, som skud fra en gevær, og endnu hurtigere svar – tit i kor. Der var ingen fælles ønske om at udtrykke sandheden eller finde løsningsmodellen. Kommunikationens eneste mål i dette TV program var, at forvirre seerne og holde dem som gidsler – klistrede til skærmen.
I Albertslund forlod pigerne S-toget, og der faldt ro over resten af passagererne. Jeg begyndte at drømme mig væk, og pludselig så jeg et indre billede for mig: pigen med svovlstikkerne, som stod på gaden, hvor alle gik forbi hende uden at kaste hende et eneste venligt blik. Som hun stod der, symboliserede hun for mig det danske sprog – glemt, udnyttet, mishandlet, og uden nogen beskyttelse.
Alle gik forbi hende og de talte alle mulige sprog – men de talte ikke med hende og slet ikke til hende. I min forestilling havde alle så travlt med at finde deres egen identitet og bevare deres egen kultur. Hvad skulle de dog med hende?
H.C. Andersen skrev den smukke historie om den lille, fattige pige med svovlstikkerne, men fattigdom omfatter ikke kun de materielle ting. Der eksisterer også sproglig fattigdom – og fattigdom i kommunikation. Den lille pige med svovlstikkerne er stadig et symbol på noget, som skal beskyttes og som der skal værnes om.
Grænserne mellem de forskellige lande er ikke kun symbolske. De eksisterer for at beskytte noget, som let kan forsvinde, hvis beboerne ikke vil passe godt på det. Det danske sprog burde beskyttes på samme måde, som det tyske sprog beskyttes i Tyskland, som det svenske sprog beskyttes i Sverige, og som det norske sprog beskyttes i Norge.
Hvis noget skal beskyttes, skal det skrives ind i en lov. Loven er den beskyttende “vagthund”, som værner om dyrebare – tit meget skrøbelige – og umistelige værdier. Det er nu på tide, at vi tager sådan en lovgivning op i Danmark.
