Sent lørdag eftermiddag kom brandvæsnet i Riverside County, Californien, på en højst usædvanlig opgave.
De blev kaldt til et hus, hvor en person sad fast i skorstenen.
Brandmændene fik slået hul ind til skorstenen. Her blev de mødt af det sælsomme syn, som gengives på fotoet her: et par nøgne kvindeben! De hang lige over husets pejs.
Mere end tyve brandfolk deltog i aktionen, og det tog dem to timer at få kvinden fri.
Hun var kravlet ned i skorstenen oppe fra husets tag. Men det er ikke oplyst, hvorfor hun gjorde det. I første omgang var der også kun sparsomme oplysninger om kvindens identitet.
Siden har husets ejer oplyst over for en lokal TV-station, at kvinden er mor til hans børn, men at hun ikke bor i huset. Mere ønskede han ikke at fortælle.
Det er således overladt til fantasien at udtænke, hvilket drama der kan have ligget bag kvindebenene, der dinglede i skorstenen.
Mon ikke spørgsmålet har været livligt diskuteret blandt brandfolkene og andre i lokalområdet.
Billedet er blevet et hit.
Foto: KNBC-TV via Engineer Jared Hazelaar/CAL FIRE Riverside
(Kilder: KNBC-TV, NBC 4, The Blaze)