Utryghed, magtesløshed og desperation.
Det var følelser, der tirsdag fyldte rummet på politiets og udlændingestyrelsens borgermøde om det nye udrejsecenter for asylansøgere i Hørsholm.
Møde tirsdag aften
Et møde, hvor det store antal af fremmødte vidnede om sagens betydning for de mange naboer til det nye center. Mennesker, der i første omgang har følt sig overhørt, siden bedraget og negligeret og nu talt ned til og sikkerhedsmæssigt overladt til sig selv af statsmagten.
Justitsministeren har besluttet, at alle afviste asylansøgere og alle udlændinge på tålt ophold nu skal samles i et udrejsecenter på Sjælsmark Kaserne i Hørsholm.
Lokalpolitikere og –befolkning har protesteret. Og 18 andre kommuner har givet tilsagn om, at man havde interesse i at have et udrejsecenter inden for kommunegrænsen.
Men nej. Den officielle begrundelse for at gå imod befolkningens ønsker i både Hørsholm og i de øvrige 18 kommuner er, at rigspolitiets arbejde vil være lettere, hvis man samler de udviste udlændinge tæt på Sandholmlejren og lufthavnen.
Arrogante myndigheder
Et grelt, næsten DDR-lignende, eksempel på, hvordan systemer står over mennesker. At de ansvarlige tillader politiets arbejde at styre samfundets indretning er grotesk. Og i et land som Danmark, hvor man på en halv time kan flyve på tværs af landet, ville begrundelsen være komisk, hvis ikke det var så alvorligt.
Borgerne i Hørsholm har været udsat for en statslig beslutningsproces, der får ord som ’nødløgn’ til at virke uskyldigt.
En proces, hvor skiftende justitsministre fra den siddende regering har fremlagt skiftende versioner af ’sandheden’ om undersøgelserne af de 18 interesserede kommuner.
En proces, hvor afsnit om borgernes tryghed i den udarbejdede miljørapport for udrejsecentret er slettet af myndighederne, før rapporten nåede ud til offentligheden.
Man har med andre ord tilbageholdt nogle af de vægtigste argumenter imod centret. Metoder, som sender tankerne til lande og styreformer, som vi ikke normalt ynder at sammenligne os med.
Men selv om befolkningens utryghed kan skjules i rapporter, så var den ikke til at tage fejl af på borgermødet.
Besøg af to afrikanske mænd
Blandt deltagerne på mødet var en familiefar, som allerede ved centrets åbning i begyndelsen af februar fik uventet besøg af to afrikanske mænd, der ikke kendte forskel på dit og mit.
En anden fortalte tilsvarende, hvordan han i pyjamas og bare tæer med sine hunde havde jaget ubudne mænd væk fra sit hus. Han fortalte, at han efterfølgende havde kontaktet politiet for at sikre, at naboerne ikke skulle blive de næste ofrer. Og han beskrev, hvordan følelsen af afmagt og utryghed havde bredt sig i ham, da politiet havde nægtet at rykke ud – og kun modvilligt havde optaget rapport.
Beboerne i området er utrygge. Så utrygge, at et af aftenens spørgsmål, som både blev stillet og besvaret i fulde alvor, var, hvor langt man må gå for at beskytte sig selv; hvornår selvtægt bliver ulovlig.
At overvære et møde, hvor alle erkender, at de ansvarlige politikere med deres beslutninger har sat borgerne i en situation, som indebærer, at et sådant spørgsmål overhovedet er relevant, er mildest talt rystende. Og at opleve voksne menneskers frygt og utryghed komme til udtryk i deres øjne og ord har sat dybe spor. Frygt for at vågne ved at fremmede mennesker står inde i huset. Utryghed ved at lade børnene komme alene hjem efter skole. Magtesløshed over at opleve, at man ikke længere kan passe på det dyrebareste man har – sin familie.
Borgerne i Hørsholm bliver nærmeste naboer til et center med op til 700 udviste udlændinge. Mennesker, der har meget lidt – om noget – at miste og som alle står med den ene fod ude af landet. Befolkningsgrupper, om hvem statistikkerne siger, at 31% af alle asylansøgere dømmes for kriminalitet, og at 50% af alle udlændinge på tålt ophold dømmes for ny kriminalitet efter deres udvisningsdom.
Mennesker, der anses for at udgøre så høj en sikkerhedsrisiko, at udrejsecentret er kameraovervåget, at det, i modsætning til andre asylcentre, drives af kriminalforsorgen og at det internt er opdelt af et trådhegn for at beskytte de afviste asylansøgere fra de, der er udvist på grund af kriminalitet.
De kan færdes frit
Udrejsecentret er indrettet med så stor fokus på sikkerhed, at det faktum, at beboerne frit kan forlade centret uden opsyn virker hovedrystende. At sikkerheden for de afviste udlændinge er højere, end sikkerheden for de danskere, som bor i området, er en skændsel.
Men for de selverklærede humanister, som primært har plads i den venstre del af Folketingssalen, er friheden for fremmede åbenbart vigtigere end sikkerheden for deres egne landsmænd. Og hensynet til systemer er øjensynligt vigtigere end hensynet til mennesker.
Statsmagtens fuldkommenhed og magtarrogance er komplet – og det føles ikke trygt!
