Det offentlige skatteborgerbetalte danske sundhedsvæsen skulle som bekendt være baseret på lighed for alle, men det gælder tilsyneladende ikke på Hvidovre Hospital.
Her rullen skandalen videre om den ekstreme særbehandling, som den saudiarabiske ambassadør, Mohammed Ibrahim Al-Agail, fik, da hans moder blev indlagt på hospitalets højt specialiserede Neurorehabiliteringsafsnit.
For at efterkomme ambassadørfamiliens krav nedlage hospitalsledelsen blandt andet to sengepladser på afdelingen, der er den eneste af sin slags på Sjælland og i København og med lange ventetider.
Personalet blev behandlet som tyende og terroriseret af ambassadørfamilien i en sådan grad, at det til sidst blev nødvendigt at knytte en erhvervspsykolog til afdelingen.
”De behandler os på samme måde, som man behandler tjenestefolk på i Mellemøsten. De forventer, at personalet står og bukker og skraber, når de knipser med fingrene,” har en kilde fortalt Ekstra Bladet.
Blev beordret til at droppe andre patienter
Det er Ekstra Bladet, der i en række artikler har afdækket de skandaløse forhold, og nu har avisen også afsløret, at hospitalets vicedirektør, Torben Mogensen, har givet læger og sygeplejersker direkte ordre om at stoppe behandlingen af andre patienter, når den saudiarabiske ambassadør kaldte.
Over for Ekstra Bladet erkender vicedirektør Torben Mogensen, at han har givet en sådan ordre.
”Det var ikke sådan, at han skulle smide, hvad han havde i hænderne, men vi ville gerne have, at de prioriterede det, for nu var patienten pludselig blevet dårlig. Han skulle gøre behandlingen for hjertestop færdig først,” forklarer han til avisen.
Helt forkert, at en hospitalsdirektør blander sig
Udover den ekstreme særbehandling, saudifamilien fik på bekostning af andre patienter, har det også vakt kritik, at hospitalets vicedirektør har blandet sig i behandlingen.
”Det forkerte ligger i, at en hospitalsdirektør siger, at nu skal du prioritere en patient frem for en anden. Hvis direktøren kommer ind og siger, at nu skal vi lave speciel-service for den her patient, så er det ikke i orden,” siger overlæge Ole Davidsen, der arbejder med genoptræning af hjerneskade-patienter, til Ekstra Bladet og understreger:
”Det er ikke vigtigere at give en ambassadør-mor behandling frem for andre patienter. Det er den lægelige vurdering, der afgør behandlingen og ikke, hvad de pårørende eller en hospitalsdirektør mener.”
Middag hos ambassadøren: Ombudsmanden ind i sagen
Efter at Ekstra Bladet ligeledes har kunnet afsløre, at hospitalets vicedirektør var været til middag på den saudiarabiske ambassade, er ombudsmanden nu af egen drift gået ind i sagen.
Således skriver ombudsmand Jørgen Steen Sørensen i en pressemeddelelse den 27. februar:
”Ombudsmanden har i dag bedt Region Hovedstaden om at oplyser nærmere om baggrunden for en middag hos den saudiarabiske ambassadør i Danmark, som en vicedirektør for Hvidovre Hospital for nylig deltog i sammen med sin ægtefælle og en anden læge fra hospitalet,” skriver ombudsmanden og fortsætter:
”Det sker, efter at Ekstra Bladet i går bragte en artikel om, at bl.a. vicedirektøren og ægtefællen var til middag hos ambassadøren på et tidspunkt, hvor ambassadørens mor var indlagt på hospitalet. Af avisen fremgår videre, at ambassadørens mor angiveligt skulle have fået særbehandling på hospitalet.”
I sin pressemeddelelse understreger ombudsmand Jørgen Steen Sørensen, at hans henvendelse udelukkende drejer sig om middagen og ikke om selve behandlingen på hospitalet.
Det hænger sammen med, at ”En offentlig ansat bør som udgangspunkt undlade at tage imod en gave eller anden fordel, hvis den har sammenhæng med den pågældendes ansættelse i det offentlige,” som ombudsmanden formulerer det i sin pressemeddelelse.