TV2 bragte en meget mystisk meningsmåling om Kristian Thulesen Dahl

TV2 bragte i går en meningsmåling, hvor det centrale spørgsmål var, om Kristian Thulesen Dahl vil blive en god statsminister. (Megafon/TV2 og Politiken)

 

Det mest interessante ved denne måling er spørgsmålet om, hvorfor den overhovedet er blevet lavet. Den ser nemlig meget mystisk ud.

 

Målingen blev lanceret som en nyhed om, at over halvdelen af vælgerne mener, at Thulesen Dahl ikke vil være en god statsminister. Altså som en negativ nyhed for Thulesen Dahl.

 

Men der er da ikke megen nyhed i det. Det ville tværtimod have været en sensation, hvis ligefrem et flertal af vælgerne nu sagde, at Dansk Folkepartis leder ville blive en god statsminister.

 

Sammenligning af Thulesen, Thorning og Løkke

Det er vel også et åbent spørgsmål, om et flertal netop nu ville betragte Helle Thorning eller Lars Løkke som en god statsminister.

 

Alle målinger vedrørende statsminister viser, at både Thorning og Løkke i øjeblikket har en begrænset opbakning. Hvis folk har muligheden for at svare ”en anden”, er der mange, der gør det.

 

Hvis en sådan måling skulle være brugbar, måtte man stille det samme spørgsmål vedrørende Thorning og Løkke, som man har stillet vedrørende Thulesen Dahl.

 

Så havde man en mulighed for at sammenligne vælgernes bedømmelse af dem. Hvis man ikke kan det, så giver det jo ingen mening at stange et tal ud for Thulesen Dahl alene.

 

Endelig en negativ vinkel

Hvorfor har man så gjort det?

 

Læs også
Hvornår går borgerlige politikere i flæsket på de politiserende røde journalister?

Ja, det kan der kun gisnes om. Men man kan i hvert fald konstatere, at den valgte fremgangsmåde endelig gav mulighed for at lave en negativ nyhed om opbakningen til Thulesen Dahl.

 

Og det er jo ellers lidt svært i øjeblikket, hvor Dansk Folkeparti har megen medvind.

 

Tag bare Megafons egen nye måling om opbakningen til partierne. Her er Dansk Folkeparti det næststørste parti med hele 21,5 procent af stemmerne – foran Socialdemokraterne.

 

En nylig måling vedrørende vælgernes opfattelse af partiledernes troværdighed placerede Thulesen Dahl på en førsteplads. (Wilke/Jyllands-Posten)

 

Ser man på gårsdagens Megafon-måling, der blev solgt som en negativ nyhed, så er den egentlige nyhed vel snarere, at Thulesen Dahl klarer sig forbløffende godt:

 

27 procent svarer, at han vil blive en god statsminister. Dertil kommer 15 procent, som svarer hverken-eller. Hver tredje Venstre-vælger mener, at han ville være en god statsminister. Det drejer sig om en mand, der under ingen omstændigheder er på tale som statsminister, og som aldrig har siddet i regering.

 

Læs også
TV2 afslører politiskandale – men holder hånden over Mette Frederiksens rolle

 

Politisk dagsorden

Men man valgte altså at lave en mystisk vinkel på målingen, der gjorde det til den store historie, at der ikke er et flertal bag Thulesen Dahl som statsminister.

 

Man kan næppe bebrejde Megafon noget. De har sikkert gjort deres arbejde upåklageligt, og det er ikke dem, der bestemmer, hvad en måling skal dreje sig om, og hvad den skal bruges til.

 

Det gør de, der bestiller målingen: TV2 og Politiken. Og de ser ud til at have haft deres ganske særlige politiske dagsorden.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…