I et indlæg for nylig skrev Morten Kabel, at ca. 40% af pendlertrafikken i København foregår pr. cykel.
Det kan måske være rigtigt nok, men M.K. udelader bevidst al den anden trafik end pendlerne, som vareudbringning, taxier, sælgere og ikke mindst håndværkere samt skraldebiler og politi og brandvæsen.
Ved at udelade disse meget store grupper skævvrider han det totale trafikbillede.
Morten Kabel glemmer helt, at også en stor del af hans vælgere transporteres på anden måde end den tohjulede.
Morten Kabel giver altså på en måde det indtryk at ca. 40% af al trafik foregår pr. cykel.
MK bør i stedet arbejde på fremkommelighed for alle arter, parkeringsforhold for borgerne og ikke mindst af alt, bedre og meget billigere offentlig trafik.
M.K. bør også arbejde på at lade taxivogne benytte busbanerne. Her er masser af plads mellem busserne.
M.K. bør arbejde på at store parallelle gader kan ensrettes i hver sin retning. Dette giver større sikkerhed og hurtigere gennemstrømning.
Hvis M.K. også samtidig vil begrænse forurening, bør han arbejde på at der er plads i boligkvartererne til parkering, så beboerne ikke skal køre rundt i lang tid i første gear og lede efter en plads.
Ligeledes at trafikkens gennemsnitshastighed øges, for at mindske udledningen. Biler der kører langsomt forurener mere.
Ved intelligent planlægning er der masser af plads i København. Alt kan ødelægges ved obstruktion og meget kan forbedres ved positive handlinger. Hvor der er vilje, er der vej.
Palle Christoffersen