Naser Khaders 14-årige datter blev for nylig overfaldet af to andre piger på14-år. De er anbragt på institutionen MultifunC på Amager. Unge piger, som trods overfaldet, stadig har lov til at strejfe omkring sent om aftenen.
Havde mine drenge – Gud forbyde det – overfaldet en ung pige, ville jeg ikke være i tvivl. De ville definitivt ikke komme uledsagede uden for en dør, før jeg var sikker på, at de igen forstod, hvordan man behandler andre mennesker.
Men når de unge er’samfundets’ ansvar, er der uanede mængder tolerance og frihed.
For trods en dagspris på knap kr.10.000,- for en anbringelse i Københavns Kommune, som burde være rigeligt til en konstant mandsopdækning, er det med den gældende lovgivning ikke tilladt at tilbageholde de unge mod deres vilje.
Overfaldet fik Vibeke Petersen, mor til en ung anbragt, til at stå frem i TV2. Hun fortalte, at hendes største frygt i hverdagen er telefonopkaldene fra institutionen, hvor de fortæller, at hendes søn igen har forladt institutionen.
At han igen går rundt på må og få, og at ingen ved, hvor han er, eller hvornår han kommer tilbage. I de timer og dage er han til fare for sig selv – og måske for andre.
Hun efterlyste derfor en lov, som giver institutionen mulighed for at holde hendes søn hjemme.
Det er det nemt at forstå, at man, som Naser Khader, der er far til offeret for de unges overfald, harmes over, at de anbragte piger kan overfalde en ung pige, uden at det får konsekvenser.
Men som mor til tre drenge kan jeg lige så let sætte mig ind i den desperate situation, som Vibeke Petersen er i.
For hvordan kan man være sikker på, at de myndigheder, der har overtaget ansvaret for ens barn, kan beskytte det mod de problemer, som ofte er årsagen til anbringelsen, hvis de ikke har hjemmel til at sikre, at de har rimeligt styr på, hvor barnet befinder sig?
Hvis ikke de, der har påtaget sig at drage omsorg for ens barn, kan garantere noget så fundamentalt, som at barnet sover i trygge omgivelser hver nat, får mad og drikke og modtager undervisning?
Ifølge Troels Gamst, pædagog og forhenværende afdelingsleder på døgninstitution for kriminelle unge, har de unge behov for voksne rollemodeller, som tør vise dem konsekvens af deres handlinger, hvis samfundet skal have blot et lille håb om forandring for fremtiden.
Konsekvens som kan suppleres med socialpædagogisk intervention, frem for at lade dem mærke samfundets konsekvenser senere i livet, hvor samfundet har opgivet dem, og konsekvensen står alene i form af fængsel.
Politisk er vi nødt til at spørge os selv, om det er barnets tarv vi varetager, når vi med den nuværende lovgivning lader børn flakke på gader og stræder til fare for sig selv og andre.
Personligt er jeg ikke i tvivl. Den manglende konsekvens er både misforstået og ødelæggende – for de unge og for samfundet.
Folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti, Nordsjællands Storkreds
