Kristian Thulesen Dahl indtager en ny politisk rolle i disse dage

Collage: Asger Bonnevie

Lars Løkke har mødt kraftig kritik fra den konservative Lars Barfoed og Liberal Alliances Anders Samuelsen for Venstres økonomiske aftale med regeringen.

 

Barfoed og Samuelsen angriber specielt, at Løkke er gået med til at hæve bundskatten for at finansiere afskaffelsen af den såkaldte forsyningssikkerhedsafgift.

 

De kalder det er brud på Venstres løfter om at sætte skatten ned og ikke op. Og de henviser til, at Venstre netop har betonet, at det bedre skal kunne betale sig at tage et arbejde. Derfor har partiet lagt vægt på skattelettelser i bunden.

 

Men én røst har manglet i koret af Løkkes borgerlige kritikere: Dansk Folkepartis leder Kristian Thulesen Dahl har forholdt sig tavs. Et bemærkelsesværdigt signal.

 

Det er næppe overdrevet at sige, at Thulesen Dahl indtager en ny politisk rolle i disse dage.

 

Overskud og ansvar

Thulesen Dahls tavshed kan dårligt skyldes, at han er tilfreds med Løkkes accept af en forhøjet bundskat. Dansk Folkeparti er netop gået arm i arm med Venstre om at kræve skattelettelser i bunden. Så de havde sådan set grund til at brokke sig.

 

Men Thulesen Dahl er i dag i en position, hvor han prioriterer det højere at styrke Løkkes muligheder for at blive statsminister.

 

Han ved, at intern borgerlig strid kan skade det mål. Og Dansk Folkeparti har nået en styrke, hvor det ikke er presset til at forsøge at hente vælgere på kritik af Venstre.

 

Liberal Alliance og De Konservative har mere brug for at markere deres selvstændige profil i forhold til Venstre. De ønsker utvetydigt en borgerlig regering, men de fører også en kamp for at undgå at blive klemte i den borgerlige lejr.

 

Dansk Folkepartis vælgeropbakning er vokset kraftigt, og partiet ligger i øjeblikket på et stabilt højt niveau. I kølvandet på Løkkes krise kappes det med Socialdemokraterne om, hvem der p.t. er Danmarks største parti.

Læs også
Løkke holdt mærkeligt pressemøde om SV-samarbejde – nu har han udløst voldsomt opgør blandt sine egne

 

Det giver overskud. Og det overskud får Thulesen Dahl til at tage et større ansvar.

 

Uundværlig partner

Han vil ikke angribe en sårbar Løkke. Han vil hellere bidrage til at stive Løkke af, så Danmark får en Venstre-statsminister. Og her kommer så den afgørende tilføjelse: … med Dansk Folkeparti i en mere central rolle end før set.

 

Thulesen Dahl tager strategisk ansvar for at sikre en blå regering, og det gør han for at få en strategisk rolle i forhold til en sådan regering.

 

DF-lederen vil ikke selv i regering i denne omgang. Men han vil placere Dansk Folkeparti som en uundværlig partner for en Venstre-regering.

 

I det ligger der, at han går efter at give Dansk Folkeparti en status, der går længere end den normale rolle som støtteparti.

 

Læs også
En stemme på Mette Frederiksen vil uundgåeligt være en stemme på en svagere udlændingepolitik

Han vil gå længere i retning af at tage politisk ansvar. Men han vil også gå længere i retning af at få indflydelse. I den forstand kan Dansk Folkeparti blive mere krævende at have med at gøre for en eventuel Løkke-regering.

 

Sidste gang og nu

Under den sidste borgerlige regering fandt Venstre og De Konservative først ud af tingene indbyrdes i regeringssamarbejdet. Derefter forhandlede man med Dansk Folkeparti.

 

Disse forhandlinger endte som regel med en speciel deal: Dansk Folkeparti gik med til at bære store dele af regeringens økonomiske politik igennem. Til gengæld fik partiet markante indrømmelser i værdipolitikken, især udlændingepolitikken.

 

Hvis der kommer en blå regering, bliver den sandsynligvis en ren Venstre-regering. De Konservative vil altså ikke få en insider-rolle, som de havde sidst.

 

Der er grund til at tro, at Thulesen Dahl vil have Dansk Folkeparti tidligere og stærkere ind i beslutningsprocessen end sidst. Sådan, at Løkke i første omgang afstemmer sin politik i forhold til dem.

 

Der er også grund til at tro, at Kristian Thulesen Dahl vil være mere opsat på også at få indflydelse på den økonomiske politik, end partiet havde under Pia Kjærsgaard. Både fordi partiet nu er blevet så meget større og stærkere, og fordi Thulesen Dahl markerer sig mere på den økonomiske front.

Læs også
Udsigt til politisk drama om udlændingepolitik mellem Kristian Thulesen Dahl og Mette Frederiksen

 

Det ændrer dog ikke ved, at Dansk Folkeparti fortsat vil være meget udfarende i værdipolitikken.

 

Mere end et støtteparti

Som sagerne står i dag, vil Løkke som statsminister ikke have udsigt til at kunne få et flertal uden om Dansk Folkeparti sammen med Liberal Alliance, De Konservative og De Radikale.

 

Det øger selvfølgelig kraftigt Dansk Folkepartis mulighed for indflydelse.

 

Men hvor langt denne indflydelse kan række, vil afhænge af, hvor meget Socialdemokraterne vil være med til. Vil de indgå i store forlig, vil det mindske Løkkes afhængighed af Thulesen Dahl.

 

Det vil Thulesen Dahl naturligvis være bevidst om. I det hele taget er han ikke manden, der overspiller sin rolle.

 

Læs også
Det er åbenbart, at Løkke ved meget lidt om islam. Det er lige så åbenbart, at han ikke har tænkt sig at rette op på det

Men han vil målbevidst arbejde på gøre Dansk Folkeparti til mere end et støtteparti. Han vil gå længere i at søge indflydelse. Og han vil gå længere i at tage ansvar.

 

Han vil være en uundværlig partner. Det er derfor, han ikke går ud med åben kritik af Løkke i den aktuelle situation.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…