Sverige var indtil for få årtier siden et af verdens mest velfungerende lande. Der var generelt stor velstand, og der var gennem skabelsen af det såkaldte Folkhemmet, den svenske velfærdsstat, skabt et land, som et stort flertal af svenskerne bakkede op om. Det svenske socialdemokrati opnåede næsten altid over 40 procent af stemmerne ved valg til rigsdagen, og Sverige virkede som en klippe af stabilitet.
Det gik skævt fra 1980
Omkring 1980 begyndte det at skride. Rigsdagen erklærede Sverige for et multikulturelt samfund, og den svenske udlændingepolitik rettede sig nu mod at stille med så mange retsgarantier som mulig i forhold til mennesker, der aldrig havde sat deres ben i Sverige.
Borte havde taget den indstilling, der prægede den mangeårige svenske statsminister Tage Erlander (1946-69), der i 1965 i kølvandet på voldsomme optøjer i de amerikanske storbyer skal have sagt:
”Vi svenskere er jo i en så uendelig meget lykkeligere situation. Vort lands befolkning er homogen, ikke bare med hensyn til etniske grupper, men også i mange andre henseender.”
Jeg kan ikke dokumentere, at Tage Erlander sagde præcis som citeret, men det er mindre væsentligt. Sandheden er jo den, at Sverige i 1965 var et meget homogent land med langt færre konflikter. Af den simple grund, at der var mindre at skændes om, fordi nogle grundlæggende forhold ved tilværelsen deltes af næsten alle.
Svenskerne på vej til at komme i mindretal
I 2013 var 28 procent af den svenske befolkning ikke-etniske svenskere. De 28 procent nås, når man definerer en svensker som en person, der er født i Sverige med begge forældre ligeledes født i Sverige (Affes Statistik-blogg). En rimelig definition, synes det, der endda ikke tager højde for børn af efterkommere.
En del af disse 28 procent vil naturligvis være vesterlændinge. Hvor mange vides ikke. At der er tale om en voldsom udvikling, ses af udviklingen siden år 2000, hvor andelen lå på 20,5 procent. Alene i årene 2012 og 2013 tog Sverige hvert år imod ca. 70.000 ikke-vestlige, herunder i hvert af årene godt 40.000 fra muslimsk dominerede lande.
En stribe svenske byer som Södertälje og Malmø må om få år forvente at få et flertal af ikke-etniske svenskere. I hele Sverige kan det ske senest i 2050, hvis den nuværende udvikling fortsætter. I betragtning af de rekorder, der sættes år for år, vil det snarere ske en del tidligere.
At Sverige i 1965 var et bedre sted at være for så mange svenskere, kan ikke engang de svenske myndigheder skjule.
Vold og voldtægt
6.000 eller flere voldtægter anmeldes nu hvert år. I Danmark er tallet ca. 500. Som i Danmark regnes der med et mørketal på fem til ti gange det anmeldte tal. Den udvidede svenske definition af voldtægt tæller for omtrent 1.000 af anmeldelserne. Resten, de 5.000 eller flere, er tal, der med al sandsynlighed kan sammenlignes med Danmark.
I Danmark er der ca. 17.000 anmeldelser for vold. I Sverige ligger tallet på ca. 100.000. Danmarks befolkning er ca. 60 procent af den svenske. En enorm forskel i kriminalitetsniveau med andre ord.
Angreb på dem, der protesterer
Den svenske gadekunstner Dan Park er netop for anden gang blevet dømt efter den svenske racismeparagraf, ”hetz mod folkegruppe.” Tre måneders ubetinget fængsel lød dommen på. Dan Park havde bl.a. provokeret ved på offentligt sted i Malmø at skrive på noget pap: ”Sigøjnerkriminalitet er noget godt.”
Den kunstneriske kvalitet kan diskuteres, men allerede dommens hårdhed siger en del om Sverige. Da en politiker fra Sverigedemokraterne blev mordtruet af en muslim bosiddende i Sverige, endte sagen med dagbøder og en erstatning på 5.000 kr. Politikeren blev pr. mail kaldt en ”ækel jøde, der burde blive til grisefoder.”
De forstår sig på proportioner i Sverige. Som om det ikke var nok, ønskede anklageren i sagen mod Dan Park at lade ham mentalundersøge. Dan Park er nemlig allerede én gang før blevet dømt for hetz mod folkegruppe. For anklageren at se måtte Dan Park derfor være psykisk utilregnelig.
Begæringen blev ikke imødekommet, men alene ønsket fra anklageren vidner om en stat, der synes klar til at bruge metoder som i det hedengangne DDR og Sovjetunionen, hvor dissidenter blev set som psykiske afvigere, der måtte behandles.
Eksemplerne på de forfærdende tilstande i Sverige er utallige. Det får række for nu. Efter Danmark er intet andet land så meget i mine tanker som Sverige.