Danmark har oplevet en massiv tilstrømning af asylansøgere. Men de foreløbige tal for oktober viser et markant fald.
Socialdemokraterne har ikke været sene til at forklare, at det skyldes regeringens bebudede stramninger i asylreglerne – de stramninger, som Helle Thorning lancerede i sin åbningstale.
For Socialdemokraterne er det afgørende at kunne lave denne udlægning af tallene.
For det første kan den bruges til at vise, at regeringen fører en stram asylpolitik. Det er nødvendigt for at forhindre, at socialdemokratiske vælgere forsvinder til de borgerlige på grund af udlændingepolitikken.
For det andet kan den socialdemokratiske udlægning bruges til at signalere, at problemerne med asyltilstrømningen nu er på vej til at blive løst. Man behøver ikke at gøre så meget mere, lyder budskabet. Bare se, hvordan tallene rasler ned.
Partiet prøver kort sagt at få udlændingepolitikken pillet mest muligt ud af valgkampen. Men det er meget tvivlsomt, om det vil lykkes.
Socialdemokraterne kan ikke få asyldebatten til at dø.
Større taktisk linedans
Partiet står i et åbenlyst dilemma, som bliver understreget af en aktuel meningsmåling:
I målingen bliver folk spurgt, om Danmark bør tage en større andel af de mange flygtninge, der strømmer til Europa.
Et stort flertal på 69,8 procent af samtlige vælgere siger nej. Hos de borgerlige er der en massiv afvisning – 91 procent er imod, 4 procent er for.
Men den røde lejr er delt lige over: 43 procent siger ja til at tage flere, og 43 procent siger nej. (A&B Analyse/Altinget)
Der er også en splittelse mellem regeringspartierne. De Radikale og deres vælgere trækker – sammen med venstrefløjen – mod et ja, Socialdemokraterne og deres vælgere trækker mest mod et nej.
Derfor har Socialdemokraterne hårdt brug for at sende et dobbelt budskab:
Man skal fortælle tilhængerne af den stramme linje blandt partiets egne vælgere, at man nu gør noget ved sagen – så de ikke begynder at løbe over til Dansk Folkeparti eller Venstre.
Og man skal forhindre et større slagsmål om asylpolitikken i rød blok, så de blå ikke kan udnytte den røde uenighed i valgkampen. Budskabet er derfor, at der ikke er brug for at gøre så meget mere.
Man er kort sagt ude i en større taktisk linedans.
Pludselig fik Socialdemokraterne travlt
Det var en alvorlig streg i regningen for Socialdemokraterne, at udlændingepolitikken og især asyldebatten stjal den politiske dagsorden.
Partiet havde satset på, at valgkampen først og fremmest skulle dreje sig om økonomi og velfærd. Især skulle man skyde løs på Venstres planer om nulvækst.
Pludselig fik Socialdemokraterne nu meget travlt med at tale om stramninger på asylområdet. Helle Thorning lagde ud i sin åbningstale.
Rod i både tal og formuleringer
Men man havde så travlt, at man lavede rod i både tal og formuleringer.
Først hed det, at stramningerne for de asylansøgere, som ikke er personligt forfulgte, vil omfatte størsteparten af asylansøgerne. Nu viser det sig, at der kun er tale om et klart mindretal.
For bare nogle måneder siden talte socialdemokrater, som om menneskesmuglere ikke spillede nogen særlig rolle. ”Man tror da vel ikke, at flygtningene sidder og vælger land efter, hvordan reglerne er de forskellige steder,” sagde de sarkastisk til de blå partier.
Men nu vælter socialdemokrater over hinanden for at slå fast, at menneskesmuglerne reagerer lynhurtigt på selv de mindste ændringer i de forskellige landes regler. Og de hævder, at regeringens stramning straks har fået menneskesmuglerne til at sende asylansøgerne andre steder hen.
Ja, så stærkt gik det for Socialdemokraterne, at partiets integrationsordfører, Mette Reissmann, der har været udpræget slapper, pludselig sprang ud med en voldsom sprogbrug, der kaldte asylansøgere for ”uønskede gæster”.
Sådan er det jo. Man kommer let til at overdrive, når man pludselig skal anslå nye toner.
Årstiden
Nu prøver Socialdemokraterne så at sælge teorien om, at de lavere asyltal for oktober skyldes regeringens stramning (der altså er mindre end påstået).
Men der er andre nærliggende forklaringer på de nye tal. En af de helt oplagte er, at det er blevet efterår på vej mod vinter. Dermed bliver det både mere ubehageligt og farligt at rejse som asylansøger, ikke mindst til havs. Dette er utvivlsomt en vigtig årsag til faldet.
Hvis det meste af forklaringen ligger i årstiden og vejrliget, venter der Socialdemokraterne problemer forude. For valget kommer nok tidligst til foråret, og da gør vejret det igen lettere at rejse herop.
Dykket er formentlig midlertidigt
Så Socialdemokraterne beder til, at der ligger mere permanente årsager bag de faldende tal. Herunder at regeringens begrænsede stramninger er nok til, at de fleste menneskesmuglere og asylansøgere foretrækker andre lande.
De ved, at de vil blive straffet hårdt, hvis asylstrømmen igen kommer ud af kontrol op til valget. Og de ved, at det bliver mere end svært at få De Radikale med på nye stramninger.
Men sandsynligheden taler for, at det store dyk i de aktuelle tal er midlertidigt. Der vil igen komme en kraftig tilstrømning.
Socialdemokraterne kan ikke få asyldebatten til at dø.