Skal jeg omlægge mit 4 %-lån?

Kære Brevkasse

 

For ca. 5 år siden optog jeg et fastforrentet 4 %-lån med afdrag over 30 år. Restgælden er i dag ca. 1,2 mio. Jeg har læst, at det nu er muligt at få et fastforrentet lån med en rente på 2,5 %.

 

Kan det betale sig for mig at omlægge mit 4 %-lån til et 2,5 %-lån?

 

Bedste hilsner

 

Søren K

 

 

 

Kære Søren

 

Der er ingen tvivl om, at en fast rente på 2,5 % i 30 år er meget attraktiv. Desværre er det ikke gratis for dig at omlægge dit lån.

 

Kursen på det nye lån ligger pt. på ca. 96,4. Medregner du omkostninger til omlægningen, kommer din restgæld derfor til at stige med ca. 50.000 kr.

 

Din besparelse på ydelsen efter skat ved at omlægge bliver knap 12.000 kr. om året. De årlige afdrag vil indledningsvis være uændret, men løbetiden bliver til gengæld fem år længere på det nye lån. Så du må forvente, at der som minimum går ca. fire år, før omlægningen er tjent hjem.

 

Du kan derfor med fordel overveje andre muligheder i forbindelse med omlægningen. Har du fx likviditet til at forkorte løbetiden fra de 25 år, du har på dit nuværende lån, til 20 år på det nye lån? Du kan nemlig også få et 20-årigt 2,5 %-lån.

 

Fordelen er, at du pt. kan optage lånet til en kurs tæt på 100, så din restgæld kun stiger ganske lidt. Ydelsen efter skat stiger med ca. 6.000 kr. årligt, hvilket er relativt beskedent, mens dit årlige afdrag stiger med ca. 18.000 kr.

 

Du kan desuden overveje om rentetilpasningslån med fast rente i 3 eller 5 år passer ind i din økonomi.

 

Læs i øvrigt artiklen Skal du omlægge dit 4 %-lån nu? fra ugebrevet FinansNYT.

 

Med venlig hilsen

Kim Valentin

Finanshuset i Fredensborg

 

Kim Valentin skriver hver uge om pension, investering og privatøkonomi i ugebrevet FinansNyt. Send mig FinansNyt helt gratis

 

Del på Facebook