Når retssagen mod den 41-årige CJ starter i morgen ved Retten i Odense, lægger anklagemyndigheden ikke fingrene imellem, men kræver den tiltalte CJ idømt i alt 18 års fængsel for blandt andet fuldbyrdet voltægt og voldtægtsforsøg mod to små piger, voldtægtsforsøg mod en voksen kvinde samt en lang række overtrædelser af våbenloven.
Dertil kommer indretning af en garage med en række instrumenter til sextortur, og som han ifølge anklageskriftet, som Den Korte Avis har fået aktindsigt i, havde planlagt at anvende i forbindelse med bortførelser, voldtægt og anden seksuel aktivitet end samleje.
Ligeledes er den 41-årige odenseaner tiltalt for at have været i besiddelse af store mængder børnporno i form af film og billeder, samt for i seks tilfælde selv at have distribueret børnepornografisk materiale.
Vil udnytte en undtagelse i straffeloven
Sammenlagt kan alle de forhold, den 41-årige CJ er tiltalt for, give maksimum 12 års fængsel, men det mener anklagemyndigheden ved Fyns Politi er for lidt og kræver derfor, at Straffelovens paragraf 88 tages i anvendelse.
Det er en undtagelsesparagraf beregnet på særligt grove forbrydelser, og den giver mulighed for, at maksimumstraffen kan hæves med 50 procent til 18 års fængsel, og det er, hvad anklager ved Fyns Politi, Lenette Skak, kræver.
”Det er en usædvanlig sag. Dels på grund af de mange seksuelle krænkelser, som hurtigt får straffen til at løbe op ad, men også på grund af de syv skydevåben og de mængder sprængstof, han havde,” siger Lenette Skak til Jyllands-Posten og fortsætter:
”Det er to forskellige forbrydelsestyper, men begge af meget grov karakter. Derfor vil vi have friheden til at gå ud over straframmen på de 12 år.”
Bortførte 11-årig pige og sexmisbrugte hende
Ifølge anklageskriftet bortførte den nu 41-årige CJ den 26. oktober 2012 en kun 11-årig pige i Vester Skerninge på Fyn, idet han kørte ind foran hende med sin bil, greb fat i hende og slæbte hende ind på bilens bagsæde, hvor han trak en halsedisse ned over hendes hoved og bagbandt hende.
Herefter forsøgte han uden held at voldtage den 11-årige, ligesom han udsatte hende for en række andre groft seksuelle overgreb. En del af dem filmede han. Ifølge anklageskriftet med henblik på videre distribution.
Bortførte og voldtog ti-årig pige
Små tre uger senere var CJ, der under efterlysningen blev berygtet som ”Manden i den røde bil”, igen på spil.
Den 14. november sidst på eftermiddagen lykkedes det ham at rive en ti-årig pige af sin cykel i Refsvindinge på Fyn og hive hende ind på bagsædet af sin bil, hvor hun ligeledes fik en halsedisse over hovedet og blev bagbundet.
Denne gang lykkedes det for ham at gennemføre voldtægten af den kun ti-årige pige, som ud over voldtægten også blev udsat for en række andre grove seksuelle overgreb.
Ifølge anklageskriftet blev hun under voldtægten og den efterfølgende seksuelle mishandling ved med at sige, at hun ville hjem til sin mor.
Også i dette tilfælde filmede den tiltalte CJ dele af sexmisbruget med henblik på videre distribution.
Kørte rundt på Fyn for at finde små piger
Ud over de to konkrete forhold er den 41-årige odenseaner også tiltalt for i perioden fra november 2012 og frem til 1. juli 2013 at have kørt rundt på Fyn for at finde mindreårige piger, der færdedes alene, og som han kunne bortføre og voldtage og i øvrigt udsætte for grove seksuelle overgreb.
Når politiet kan være så sikker på datoen den 1.juli skyldes det, at der tirsdag den 2. juli udbrød brand i et hus i Skibhuskvarteret i Odense. Huset, der var beboet af den nu tiltalte 41-årige CJ, viste sig at indeholde så mange farlige kemikalier, at brandvæsenet tilkaldte politiet.
Under en ransagning på bopælen fandt politiet ud over kemikalier en række ulovlige våben og ammunition og anholdt derfor den 41-årige. En yderligere ransagning bragte blandt andet en halsedisse og en rød bil for dagen, og der blev derfor taget mundskrab på den anholdte.
Den 5. juli kom svaret. DNA’et viste, at den anholdte var identisk med sexkrænkeren eller ”Manden i den røde bil”.
I mellemtiden og frem til anholdelsen havde Fyns Politi ifølge Ekstra Bladet DNA-testet 400 mænd i hele Danmark og afhørt 1.156.
Garagens uhyggelige indhold
Udover et større våbenlager bestående af tre pistoler, en revolver og diverse signalpistoler samt 1.800 styk skarp ammunition og store mængder sprængstoffer gjorde politiet under deres fortsatte ransagninger et uhyggeligt fund i form af en garage beregnet til tortur af sexofre.
Garagen var blandt andet udstyret med håndjern, håndjern med kæde samt sejlgarn og strips for slet ikke at tale om en læderrem med gummikugle og en hundesnor.
Ifølge anklageskriftet skulle garagen danne ramme om voldtægt og sexmishandling af mindreårige piger, som den 41-årige havde planer om at kidnappe og bortføre, hvilket ifølge anklageskriftet kun ”mislykkedes på grund af udefrakommende omstændigheder, og fordi han den 1. juli blev anholdt af politiet.”
Næsten 10.000 film med børneporno
Under den fortsatte ransagning på den 41-årige odenseaners bopæl fandt politiet næsten 10.000 film med børneporno samt lidt over 100.000 børnepornografiske billeder.
I anklageskriftet er materialet delt op i tre kategorier alt efter grovhed, hvor iblandt en kategori omfatter ”særligt grove seksuelle forhold, hvor børnene fremstår som udsat for voldtægt, tvang eller lignende, hvor børns liv fremstilles som udsat for fare, grov vold eller for alvorlig skade, eller som udsat for seksuel omgang med dyr, samt tilfælde, hvor den seksuelle aktivitet involverer et barn, der fremstår som mellem 0 og 3 år,” som det formuleres i anklageskriftet.
I denne kategori fandt politiet 1.683 billeder og 332 film.
Retslægerådet anbefaler tidsubestemt straf
Som nævnt starter sagen mod den 41-årige odenseaner CJ i morgen, tirsdag, ved Retten i Odense, hvor der er afsat syv dage til retsmøderne.
Ifølge Jyllands-Posten har Retslægerådet anbefalet, at den tiltalte idømmes en tidsubestemt straf i modsætning til anklagemyndigheden, der vil have ham idømt 18 års fængsel.
Tidsubestemt straf kan meget vel komme til at betyde livstid. Reglerne er sådan, at efter fem års afsoning tages straffen op til overvejelse, hvor en domstol på grundlag af en vurdering fra Retslægerådet skal vurdere, om den dømte er egnet til løsladelse.
Herefter skal sagen tages op til nyvurdering hvert andet år.