Rådgiver i personlig økonomi: Sådan får du mest ud af din formue

Træffer du de rigtige valg, når du investerer, kan du forøge afkastet af din formue betydeligt. Med renters rente kan det blive til mange hundrede tusinde kroner.

 

Rigtig mange mennesker er usikre, når de skal tage beslutninger om placering af formuen. De får derfor ikke taget de nødvendige valg på de rigtige tidspunkter. Eller værre endnu de træffer de forkerte beslutninger på de forkerte tidspunkter.

 

Tager du stilling til risiko, omkostninger og skat har du et godt grundlag for at træffe de rigtige beslutninger. Her får du 3 tips til at forbedre afkastet af din formue for hver af de 3 områder.

Skat

1. Tjek beskatningen af afkastet og muligheden for at trække tab fra, inden du køber et værdipapir. Det skal som minimum være sådan, at du ikke betaler en højere skat ved et positivt afkast, end dét du kan trække fra, hvis afkastet er negativt.

2. Sørg altid for, at du inden skatteårets udløb (kalenderåret for de frie midler) har tjekket, om der er nogle særlige muligheder, du kan udnytte for at nedbringe beskatningen af årets afkast.

Mange af de gunstige lave beskatningsmuligheder skal benyttes hvert år, for at du får mest muligt ud af det. Det gælder eksempelvis grænsen for lav aktieindkomstbeskatning.

3. Tjek altid din slutbeskatning inden du sælger hele eller dele af din værdipapirbeholdning. Rebalancering af risikoen i din portefølje medfører ofte skat, det bør du ikke blive overrasket over. Husk dog, at det er bedre at betale skat af en gevinst, end at du taber pengene, fordi du har taget for stor risiko

 

Læs artiklen Planlæg skatten inden du investerer

Risiko

  1. Gå ikke efter et større afkast end markedsafkastet, for det betyder, at du risikerer at få mindre end markedsafkastet.
  2. Vælg den risiko, som passer til dig, og vælg risiko, før du tænker på afkast.
  3. Acceptere, at du må tage en risiko med dine penge på de rigtige tidspunkter af dit liv.

 

Læs artiklen 3 tips til et godt afkast på din investering

Omkostninger

  1. Betal ikke depotomkostninger. Eller du skal i hvert fald kun acceptere meget lave omkostninger til depot – under 0,1% af depotet om året. I dagens marked kan du få denne ydelse gratis, fordi opbevaring af værdipapirer ikke er en særlig stor omkostning for banker og pensionsselskaber i dag.
  2. Accepter ikke høje handelsomkostningen. For tiden kan du handle obligationer ned til 0,05% pr. handel uden kursskæring. Aktier kan du handle ned til ca. 0,15% med lidt forskel alt efter om det er danske eller udenlandske aktier. Kan din bank eller pensionsselskab ikke matche disse priser, skal du enten forhandle prisen ned eller gå et andet sted hen.
  3. Vælg den rigtige rådgiver. Du skal sikre dig, at rådgivningen, først og fremmest tjener dine interesser og ikke primært er anledning til mersalg for banken eller pensionsselskabet. Din rådgiver, må heller ikke have en økonomisk interesse i, at du handler dine værdipapirer så ofte som muligt.

 

Læs artiklen 3 tips til lavere omkostninger på din investering

Gå dine investeringer i værdipapirer igennem med disse huskeregler i mente – så kan det være at du kommer bedre igennem dine beslutninger.

 

God fornøjelse!

 

Med venlig hilsen

Kim Valentin

Finanshuset i Fredensborg

 

Kim Valentin skriver hver uge om investering, pension og privatøkonomi i ugebrevet FinansNyt. Send mig FinansNyt helt gratis

 

 

Del på Facebook