Endeligt har Justitsministeriet den 11/12-14 offentligt udtalt, at alkolås til spritdømte vil kunne træde i kraft d. 1/3-15 efter at have været i høring i EU.
Den tidligere enstemmigt vedtagne lov, L 179, er i den mellemliggende tid blevet så udvandet, at den dårligt er til at genkende, det er således frivilligt om spritbilister vil tage imod tilbuddet om alkolås, hvormed de kan få kørekortet tilbage år før tid.
Man har således fjernet pisken, den tvungne alkolås til spritdømte over en hvis promille. Den skulle ellers være med til at hindre fortsat spritkørsel og få den dømte til at tænke sig om en ekstra gang. I stedet beholdt man guleroden, nemlig den frivillige ordning der giver den dømte mulighed for at få kortet igen, år før tid, hvis han installerer alkolås.
Den frivilligheds ordning er intet værd, det betyder blot, at hvis du har penge så kan du få, men har du ingen så må du gå. Nogle vil sikkert mene, at det er en forbedring i forhold til at alle spritdømte over en vis promille skulle køre med alkolås i 2 år efter at have fået kortet igen.
Absolut nej. Det oprindelige forslag var ens for alle og som sådan en del af straffen for at have kørt spritkørsel. En straf der i forvejen er alt for slap og som tager mere hensyn til spritbilisten end til hans offer.
6 justitsministre og 5 år er der nu gået med dette lovforslag, og så ender det ud i en gang udtyndet opvaskevand. Det svarer til at koge suppe på en sten. Det slukker tørste,n men har ingen næring og loven vil have meget ringe effekt. Ret skal være ret, selv på krykker kommer man fremad og hvert lille skridt har betydning.
5 års sagsbehandling er ganske uhørt. Det drejede sig om en lov der blev enstemmigt vedtaget i Folketinget. Denne sag har vist, at Justitsministeriet kan skalte og valte som det passer dem. De har simpelthen holdt Folketinget for nar og lukket ører og øjne for kollegaernes synspunkter.
Vi var selv til stede, da Morten Bødskov var kaldt i samråd i retsudvalget for at besvare spørgsmål. Det var chokerende at høre ham besvare et spørgsmål med “I kan tage det eller lade være, det er hvad I får.” At høre Justitsministeren tale så nedladende til retsudvalget er simpelthen uhørt.
Justitsministeriet, den instans der skal sikre lov og ret i vores lille land, den instans som vi alle burde respektere, vi kalder os jo for et demokrati, men hvordan skal vi kunne respektere en instans der end ikke vil lytte til sine kollegaer derinde på demokratiets højborg?
Det kan derfor ikke undre nogen, at respekten for Justitsministeriet efterhånden kan ligge på et meget lille sted hos familien Danmark, ikke mindst set i lyset af de seneste års skandaler.
Vi vil holde os til denne sag og mener, at når 6 ministre har brugt 5 år på denne sag, så burde det der kom ud af det være et perfekt stykke arbejde, men nej, vi fik et stykke ugennemtænk makværk, hvor alt det der skulle forhindre spritkørsel er pillet fra og det der er tilbage kun får betydning for nogle ganske få.
Signalværdien overfor spritbilisterne om, at man ikke vil tolerere spritkørsel er lig nul.
Som en del af familien Danmark sidder vi med dyb undren. Vi har sagt det før; Det har under hele denne sag virket som om nogen med klør og næb har modarbejdet denne lov.
6 meget forskellige justitsministre har haft med denne sag at gøre og det er ret usandsynligt at de alle ser ens på loven. Så er der embedsmændene tilbage, kan det mon være der hunden ligger begravet, ministeren kan nu engang ikke vide alt og er nødt til at lytte til dem.
På de seneste har man flere gange set overskriften “Er det regeringen eller embedsmændene der styrer Danmark?” Tja, det er noget af et spørgsmål.
Selv har vi kontaktet Justitsministeriets embedsmænd og talt både med positive som negative af slagsen. Vi har oplevet svar på forespørgelser: “I får besked når I får besked” eller “Jeg skal prøve på at få ministeren til at se på sagen” og endelig da vi henviste til en svensk ekspert undersøgelse “Vi har ikke brug for råd, det har vi vore egne folk til.”
Det sammenholdt med den lange sagsbehandling og de 6 ministre sætter tankerne i gang. Er der mon blandt disse embedsmænd nogen der kan have en personlig interesse i, at forsinke denne lov , hvis ikke hvor ligger problemet så? Vi ville så gerne kunne tro på, at Justitsministeriet arbejder for retfærdighed i vores samfund, men ingen kan vel fortænke os i at vi efter alle disse år har vores tvivl?
Tag endelig ikke fejl, vi er skam glade for hver eneste lille skridt fremad, selvom det går sindssygt langsomt. Vi tror stadig på, at vi en skønne dag når i mål, men det gør ondt at tænke på de mange liv der går tabt, medens vi venter på at få alkolåsen gjort lovpligtig.
Ifølge en statistik lavet af Vejdirektoratet til bladet Ingeniøren, har Justitsministeriets smøl i perioden okt. 2009 til sept. 2011 kostet 111 dræbte og 1064 kvæstede. Der er nu gået 3 år mere siden denne statistik blev til, alt 5 år hvilket betyder, at tallet fremskrevet til i dag ville have været 278 dræbte og 2.662 kvæstede.
Hvem er ansvarlig for alle uskyldige ofres død og lemlæstelse? Tja for os at se er det først og fremmest spritbilisterne, men også Justitsministeriet må vedkende sig sin del af ansvaret. Havde de ikke smølet så længe med sagen, så ville en del af disse drab og lemlæstelser være kunnet undgået.
Lad os nu få denne lov sat i værk, lidt er bedre end intet og hvert eneste menneskeliv der undgår at blive spritdræbt er det hele værd, men på sigt er det en ommer.
Vi ønsker jer alle en glædelig jul og pas på derude, spritbilisterne kører også på jeres vej.
Svend og Lilian Drews