Regeringens asylpolitik ligger i ruiner

Da statsminister Helle Thorning-Schmidt holdt sin åbningstale til Folketinget var udlændingepolitikken et hovedpunkt.

 

Denne prioritering hang sammen med, at Danmark oplever en voldsom tilstrømning af asylansøgere. Udlændingepolitik tegner dermed til at blive et stort tema ved det kommende valg. Og det er dårligt nyt for regeringen, som her har en klar tabersag.

 

Thorning forsøgte i talen at rette op på denne situation ved at bebude, at regeringen ”vil stramme reglerne” for asyl.

 

Stramningen skulle bestå i, at flygtninge fra især Syrien, som ikke er personligt forfulgte, i første omgang kun får en midlertidig opholdstilladelse. Og i denne periode kan de ikke få familiesammenføring.

 

Daværende justitsminister Karen Hækkerup erklærede, at stramningen ville omfatte ”størstedelen af de flygtninge, vi ser i øjeblikket”.

 

Men allerede nu ligger den ny og strammere asylpolitik, som Thorning bebudede, i ruiner.

 

En ordentlig bommert

Det har hele tiden stået klart, at den ny etårige opholdstilladelse ikke ville få den store betydning. Ingen tror på, at der foreløbig vil være så meget fred i Syrien, at folk sendes hjem.

 

Til gengæld kunne det måske gøre en vis forskel, at flygtninge ikke længere kan få familiesammenføring i det første år, med mindre de er personligt forfulgt.

 

Men nu smuldrer også denne del af Thornings bebudede stramninger.

 

Justitsministeriet må nemlig nu indrømme, at den udskudte familiesammenføring ikke berører ”størstedelen” af flygtningene, som Karen Hækkerup hævdede, men kun cirka en tredjedel. De to tredjedele får familiesammenføring som hidtil.

Læs også
Mette F. lægger ud med store løftebrud i udlændingepolitikken – vi får flere flygtninge

 

Denne bommert er temmelig pinlig for Justitsministeriet og for regeringen. Og det blev kun endnu mere pinligt af, at ministeriet forsøgte at skjule bommerten ved at rette i den gamle pressemeddelelse, hvor Karen Hækkerups fejlagtige udtalelse optrådte! Sikke noget.

 

Ydermere er det kommet frem, at sagsbehandlingstiden for familiesammenføringer er meget kortere i Danmark end for eksempel i Sverige og Norge. (Berlingske)

 

Selv for de personer, der bliver underlagt de ny, strammere regler, vil familiesammenføringen gå nogenlunde lige så hurtigt som i Sverige og Norge. Stramningen vil således være alt for beskeden til at ændre det store på asyltilstrømningen.

 

Mareridt

Få uger efter Thornings åbningstale er der meget lidt tilbage af hendes offensiv i udlændingepolitikken. Oven i købet har hele balladen om forløbet kun ført til, at vælgerne forholder sig endnu mere til udlændingepolitikken end før.

 

Den borgerlige opposition tamper løs på en rådvild regering. Venstres Inger Støjberg kalder således Thornings udspil i talen for ”kynisk vælgerbedrag”.

 

Læs også
Mette Frederiksen satsede voldsomt og tabte – kaotiske tilstande hos de røde

For den ny justitsminister Mette Frederiksen, der bestemt ikke var begejstret for posten, er der tale om en mareridtsagtig start. Og hvis den massive asyltilstrømning fortsætter, kan det kun blive værre.

 

Behov for vidtgående ændringer

Regeringens kiksede forsøg understreger, at mærkbar begrænsning af tilstrømningen kræver vidtgående ændringer i både reglerne og forvaltningen af dem.

 

Blandt andet er der brug for at se på, hvad der ligger bag, når to tredjedele af asyltilladelserne bygger på, at folk er personligt forfulgte.

 

Hvordan definerer man nærmere det at være personligt forfulgt? Hvornår og hvordan kan man for eksempel bruge det som en gyldig begrundelse, at man ikke ønsker at være soldat i Syrien? Og hvilke krav stilles der til dokumentation for ens forklaring?

 

Foreløbig er den politiske debat om disse ting alt, alt for overfladisk.

 

De dør af hinanden

Læs også
Regeringsforhandlingerne er ramt af store problemer – men Journalistisk Venstreparti prøver at hjælpe ’deres’ Mette

Balladen om asylpolitikken slider hårdt på forholdet mellem regeringspartierne.

 

De har en klokkeklar interessekonflikt i forhold til udlændingepolitikken: Socialdemokraterne har brug for at vise deres vælgere, at de kan være stramme. De Radikale har brug for at vise deres vælgere, at de fortsat er til meget lempelige regler.

 

Denne interessekonflikt har ødelagt meget for dem – faktisk har uenighederne bidraget stærkt til hele tre røde valgnederlag i dette årtusind. Og næste valg kan blive det fjerde.

 

Socialdemokraterne fik tilsyneladende deres vilje med Thornings åbningstale. Men den radikale leder Morten Østergaard tog revanche, da han så meddelte, at stramningerne vil omfatte langt færre, end det var blevet sagt.

 

De Radikale gør vedvarende, hvad de kan for at nedtone stramningernes betydning. Gruppeformand Camilla Hersom taler om en ”lille opbremsning”, og hun understreger, at ”Danmark fortsat er et rigtig godt sted at være flygtning”.

 

Omvendt øver socialdemokraterne sig i den mere stramme retorik.

 

Læs også
De Radikale er hårde over for danskerne, men bløde over for indvandrerne – en farlig partner for Socialdemokratiet

Selv Mette Frederiksen, der engang var superslapper, har nu lært sig at sige, at antallet af flygtninge og indvandrere betyder noget for det danske samfund. Hun erkender også, at asylansøgere blandt andet vælger land efter, hvor gode forhold de bydes.

 

De to partiers signaler strider så meget mod hinanden, at det kan koste yderligere vælgere.

 

Forleden skrev Den Korte Avis, at ”Socialdemokraterne og De Radikale dør af hinanden”. Den aktuelle debat om asylpolitikken synes at bekræfte dette.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…