Center for Terroranalyse (CTA) fremlagde i fredags den seneste vurdering af terrortruslen mod Danmark. Den er på syv sider og begynder med følgende formulering:
”CTA vurderer, at terrortruslen mod Danmark er alvorlig, men at risikoen for at blive offer for et terrorangreb i Danmark er begrænset.”
Situationen er altså alvorlig men faren for et terrorangreb er stadig begrænset.
En trussel, der er begrænset, er vel ikke så slem. Jo, det er den. Det opdager man, når man læser videre.
Her får man en forståelse for hvilken form for terror, der kan være sandsynligt i Danmark. Man får også klar besked om, at det især er islamister, som er de mulige terrorister.
Truslen på gadeplan begået af islamister
Ifølge Politiets analytikerne er det ikke veltilrettelagte seriebomber, togafsporinger eller digitalt nedbrud danskerne skal frygte. Det er heller ikke terrorangreb med radiologisk eller nukleart materiale.
Terrortruslen kommer på gadeplan.
Terroren kan være rettet mod tilfældige mennesker på gaden.
Terroren kan også være et angreb mod mål, der er en slags symboler: Soldater, politi og andre sikkerhedsmyndigheder.
Den terror, der truer danskerne, bliver beskrevet som vilkårlig og med brug af dagligdags ting:
”Det kan være stikvåben, skydevåben, brandstiftende bomber og mindre, hjemmelavede bomber eller angreb med andre forhåndenværende midler.”
”CTA vurderer, at der i Danmark er islamister, der har kapacitet til at gennemføre terrorangreb med lettilgængelige våben.”
Det er den form for terror, vi netop har oplevet i Sydney i Australien. Men også i Ottawa i Canada. I New York i USA. Og i London i Storbritannien. Desuden har der været konkrete trusler om den samme form for terror i Norge.
En farlig terror, der er svær at afsløre
De store terrorplaner, der kræver lang planlægning bliver ofte afsløret. Derimod er det sværere, at afsløre terror på gadeplan.
Sådanne terrorangreb kan gennemføres spontant eller efter kort planlægning og uden at der på forhånd har været efterretningsmæssige indikationer derpå. Det er denne spontane terror på gadeplan, som politiet mener er en reel trussel i Danmark.
PET skriver, at der findes personer i Danmark, der har kapacitet til at udføre simple angreb med kemiske stoffer og med biologiske stoffer, som vil kunne erhverves på internettet.
Hvem er det danskerne skal frygte
Ifølge CTA skyldes den øgede trussel, det stigende antal ’hellige krigere’ som er vendt hjem fra Syrien og Irak. De kommer tilbage med militære færdigheder og kamperfaring. Disse personer kan have kapacitet til at gennemføre simple angreb, men med skæbnesvanger effekt.
Hjemvendte syrienskrigere i Danmark, eller i udlandet, anses altså for højst centrale personer i terrortruslen mod danskerne. Men de står desværre ikke alene:
”Der befinder sig i Danmark personer, som sympatiserer med militant islamisme, men som ikke har været i konfliktzonen. CTA vurderer, at sådanne ikke-udrejste personer kan gennemføre terrorangreb i Danmark, ansporet af personer eller grupper i konfliktzonen eller andre steder i udlandet, af påvirkning fra militant islamistiske miljøer i Danmark eller af anden militant islamistisk propaganda, herunder den seneste propaganda fra ISIL.”
Sikke en cocktail!
CTA vurderer, at angreb i udlandet, fra ikke udrejste personer kan inspirere til lignende angreb i Danmark.
Islamisternes overordnede motiver
Ifølge CTA bliver de ’hellige krigere’ motiveret af den opfattelse, at islam er under angreb fra Vesten. Det handler om krænkelser af islam, i tale, skrift og tegning. Men Danmarks deltagelse i den internationale koalition mod Islamisk Stat i Syrien og Irak er bestemt heller ikke populær.
Foruden truslen mod danskernes sikkerhed vurderer CTA, at de etnisk/sekteriske dimensioner i konflikten i Syrien og i Irak kan føre til konfrontationer mellem de berørte grupper i Danmark, fortrinsvis kurdere og shia-muslimer.
Fra meget begrænset til begrænset
Faren for terror er blevet stærkere i Danmark. CTA har opgraderet trusselsvurdering fra meget begrænset til begrænset.
Mon det er muligt at blive mere konkret? Kan efterretningsvæsnet sige noget om, hvor truslen er størst? Eller hvem der er mest udsat?
Skal soldaterne undlade at bære uniformer? Kan man give borgerne gode råd?
Der er næppe tvivl om, at statens institutioner selv er meget bevist om faresignaler og højrisikozoner, det burde borgerne også være.
https://www.pet.dk/Nyheder/