Forskning har allerede vist, at kaffedrikkere har mindre fare for at udvikle diabetes. Nu viser en ny undersøgelse, at et øget indtag af kaffe kan reducere risikoen for at få type 2 diabetes, skriver Daily Mail.
Kaffe kan påvirke risikoen for at udvikle type 2 diabetes
To forskere fra Harvard Universitet har fundet ud af, at man ved at indtage yderlige 1½ kop kaffe om dagen reducerer risikoen for at udvikle diabetes 2 med 11 procent.
Forskerne, Dr. Frank Hu og Dr. Shilpa Bhupathiraju fra Institut for Ernæring på Harvard Universitet, har undersøgt sammenhængen mellem kaffedrikning og diabetes.
Undersøgelsen bygger på data fra tre amerikanske studier af personer mellem 25 og 75 år. Forskerne indsamlede information om personernes kost, livsstil, medicinske tilstand og andre kroniske sygdomme hvert andet til fjerde år i en periode på mere end 20 år.
Ændringer i vaner påvirker diabetesrisiko
Analyse af disse data viste, at de personer, som reducerede deres kaffeindtag med en eller to kopper om dagen havde 17 procent større risiko for at udvikle diabetes 2, mens personerne med størst kaffeindtag (tre kopper om dagen eller mere) havde den laveste risiko for diabetes. Faktisk en tredjedel lavere end for de personer, som drak en kop kaffe eller mindre om dagen.
Undersøgelsen viser ifølge forskerne, at vaner spiller en rolle i forhold til udvikling af diabetes. ”Ændringer i forbrugsvaner synes at påvirke risikoen for diabetes på relativ kort tid. Vores fund tilvejebringer nye beviser for, at ændringer i vaner er relateret til risiko for diabetes,” udtaler Dr. Frank Hu.
Undersøgelsen er netop blevet offentliggjort i tidsskriftet Diabetologia (udgivet af European Association for the Study of Diabetes).
Sidste år viste en europæisk undersøgelse, at moderat kaffedrikning mindskede risikoen for diabetes med omkring 30 procent i forhold til ingen kaffe.
Men alt med måde. Undersøgelsen taler netop om moderat kaffedrikning.
Husk også de kendte råd mod diabetes 2
Dr. Richard Elliott fra den britiske diabetesforening (Diabetes UK) understreger dog, at de kendte råd til forebygge diabetes 2 fortsat er vigtige. ”Hvad vi ved, er, at den bedste måde at reducere din risiko for type 2 diabetes er at opretholde en sund vægt ved at spise en sund og balanceret kost og ved at være regelmæssigt fysisk aktiv.”
Diabetes 2 kaldtes tidligere for gammelmandssukkersyge. Den betegnelse er dog misvisende i dag, da diabetes 2 ikke længere kun rammer ældre, men typisk voksne. Diabetes 2 er arvelig, men skyldes også ofte usund livsstil og fysisk inaktivitet. Knap 321.000 danskere har sukkersyge og omkring 80 procent af dem har type 2 diabetes. (Diabetesforeningen)