Jo flere oplysninger der kommer frem om den australske gidseltager og morder Man Haron Monis, jo mere ufatteligt virker det, at myndighederne ikke fik grebet ind mod manden, før han gennemførte sin afskyelige aktion.
Forskellige myndigheder var bekendt med, at han var mentalt ustabil, meget voldelig og fanatisk optaget af islamisk ekstremisme.
Meget slående sagde Monis’ tidligere advokat til Daily Mail Australia: ”Før nogen overhovedet kontaktede mig, tænkte jeg på, at han kunne være gidseltageren.” Hun vidste ud fra sine erfaringer, at han var en oplagt kandidat til at gøre sådan noget. Men myndighederne lukkede øjnene
Premierministerens kritik
Australiens premierminister Tony Abbott udtrykte da også på TV sin undren og skarpe kritik:
Hvorfor havde denne mand overhovedet fået opholdstilladelse i landet?
Hvorfor havde han fået en våbentilladelse?
Hvorfor var han ikke under overvågning?
Og frem for alt: Hvorfor løslod retssystemet ham flere gange mod kaution til trods for, at der var stærke tegn på, at han var en farlig mand?
Svaret er: Fordi de ansvarlige myndigheder behandlede ham med en ufattelig naivitet og slaphed. Hvorfor de så gjorde det, er der foreløbig ikke noget klart svar på. Simpel slaphed og uduelighed? Politisk korrekthed?
Så skånsomt blev han behandlet
I 2009 blev Monis dømt for at have sendt ekstremt hadefulde breve til familier til australske soldater, som var faldet i Afghanistan. Men han slap fri på god opførsel.
I 2011 truede han ifølge politikilder sin tidligere kone, Noleen Hayson Pal, med at skyde hende, hvis han ikke fik ret til samkvem med deres to fælles børn. Og han forfulgte hende.
Men han fortalte politiet, at han bare var ”en beskyttende far”, og at han var bange for, at børnene blev dårligt behandlet. Sigtelsen mod ham blev frafaldet. Dette til trods for, at han angiveligt havde tævet konen og tvunget hende til at bære muslimsk tørklæde og holde sig isoleret.
I oktober sidste år blev Monis’ nye veninde anholdt og sigtet for at have myrdet eks-konen ved at stikke hende med kniv og sætte ild til hende. Monis’ selv blev sigtet for medvirken til mordet.
I første omgang blev hans anmodning om løsladelse mod kaution afvist. Men han skabte en farlig ballade og klagede over, at han var blevet ”tortureret” og havde fået smidt ”ekskrementer” på sig. I december sidste år blev han så løsladt mod kaution.
I april i år blev han sigtet for seksuelle overgreb, der specielt var foregået i hans praksis som ”spirituel healer”. Men han blev løsladt mod kaution.
I oktober i år blev denne sag kraftigt udvidet med 40 nye sigtelser for seksuelle overgreb. Men han blev … løsladt mod kaution.
Dommere gav ham mulighed for at gennemføre gidseltagningen
Monis var således involveret i to meget alvorlige retssager, da han gennemførte gidseltagningen. Det kunne lade sig gøre, fordi han i begge sager var løsladt mod kaution.
Ifølge Daily Mail skulle den dommer, der løslod ham mod kaution i sagen om mordet på eks-konen, have erklæret, at staten havde en svag sag, og at Monis og hans veninde ikke udgjorde nogen trussel mod befolkningen (!)
For at det ikke skal være løgn, har australske embedsmænd tilsyneladende diskuteret Monis’ særprægede opførsel med kolleger i hans fødeland Iran. Blandt andet optrådte Monis som en falsk ”sheik”, dvs. islamisk lærd. Men myndighedernes bekymringer fik ingen konsekvenser.
Man skal ikke forveksle slaphed med menneskelighed
Man Haron Monis var en mand, som der var helt åbenlyse grunde til at holde et vågent øje med. Hans adfærd udsendte det ene advarselssignal efter det andet.
Men myndighederne lod stå til. Det kostede to uskyldige mennesker livet, mens resten af gidslerne oplevede 17 timer, som vil mærke dem for livet.
Man skal ikke forveksle naivitet og slaphed med menneskelighed. Denne sag er et eksempel på, at naivitet og slaphed kan gå umenneskelighedens ærinde.
(Kilder: Daily Mail Australia, Daily Mail, Daily Telegraph)