Mette Frederiksen er om sig for tiden. Blandt andet har hun travlt med at skrive kronikker, der profilerer hende som alternativet til Helle Thorning.
Imens er der taget et opsigtsvækkende nyt skridt i kritikken af Thorning fra de socialdemokratiske rækker. I en rundspørge fra DR Nyheder siger 13 lokale partiforeningsformænd nu lige ud, at hun bør gå af som partiformand og statsminister inden næste folketingsvalg. (dr.dk)
Mette Frederiksens ene kronik
I dag har Mette Frederiksen en kronik i Berlingske Tidende, der er skrevet sammen med en stribe erhvervsfolk, fagforeningsbosser og offentlige ledere.
Kronikken er en hyldest til fællesskabet og dets helte. Dens forfattere har ligefrem indstiftet ”Fællesskabsprisen” for at belønne disse hverdagens helte.
Mette Frederiksens besyngelse af fællesskabet er egnet til at varme socialdemokratiske hjerter. Den står i skærende kontrast til Helle Thorning, som folk for tiden mest hører tale om tørre, teknokratiske ting som Produktivitetskommissionen, vækstplan og EU-ret.
Mette Frederiksens anden kronik
I går havde Frederiksen solo en kronik i Politiken. Den gennemspillede et andet klassisk socialdemokratisk tema. Nemlig at rettigheder og pligter må følges ad.
Denne kronik præsenterer en Frederiksen-specialitet: Hun fortæller, at når kontanthjælpsreformen beskærer ydelserne til yngre mennesker, så er det kun for at yde ægte socialdemokratisk hjælp til, at mange kommer i uddannelse og arbejde, mens resten får en særlig omsorg.
Ingen kan som Mette Frederiksen forklare partifællerne, at der ikke er nogen modsætning mellem den førte politik og de traditionelle socialdemokratiske værdier. Selv den mest blå reform kan hun tale rød. Og det får hendes egne til at ranke ryggen.
Samtidig skælder kronikken i Politiken ud på de borgerlige. Også det er populært i baglandet.
Endelig får Mette Frederiksen fremhævet … Mette Frederiksen. Det sker med en højtidelig – nogle vil sige selvhøjtidelig – retorik såsom: ”Pejlemærket for mit politiske virke er, at ret og pligt skal være i balance.”
Frederiksen mod Thorning
Med disse kronikker får Mette Frederiksen markeret, at hun i dag er Socialdemokraternes politiske lederskikkelse. Det er hende, der har fat om partiets hjerterødder. Det er hende, der i partifællernes øjne evner at forsvare, hvad man har gjort. Det er hende, der viser vejen frem.
Imens er Helle Thornings autoritet i hastig opløsning. Både i forhold til partifællerne, vælgerne i bred almindelighed, partierne på Christiansborg og medierne.
Reelt er Mette Frederiksen allerede ved at tage magten efter Helle Thorning.
Partiet tror ikke på hende
Kritikken af Helle Thorning fra socialdemokratiske borgmestre og partiforeninger har nu overskredet grænserne for, hvad man normalt byder en siddende statsminister fra ens eget parti. Den er bred, hård og frem for alt offentlig.
Det er ikke ligefrem hverdagskost, at 13 lokalformænd rent ud siger, at deres statsminister bør gå af inden næste valg. Det er et signal om, at Thorning er ved at miste grebet om sit parti.
Budskabet til Thorning er: Du har kun en chance, hvis du hurtigt skaffer fremgang for partiet og regeringen. Men man tror så lidt på det, at man lufter sin kritik i offentligheden og dermed gør det endnu sværere for Thorning at skaffe fremgang.
Så det skjulte budskab til Thorning er i virkeligheden: Du skal forberede dig på at gå. En række partiforeningsformænd har så allerede nu valgt at sige det direkte.
Thorning møder i weekenden partiets hovedbestyrelse og kredsformænd. Måske vil man rent sprogligt plastre konflikterne over. Men alle vil vide, at en proces er sat i gang, som Thorning får særdeles svært ved at vende. En proces, der meget vel kan ende med, at hun går før tid.
Folketingsmedlemmernes frygt
Utilfredsheden er ligeledes særdeles mærkbar i den socialdemokratiske folketingsgruppe. Her er kritikken helt overvejende anonym, men den er harsk.
Også her er Thornings autoritet nu under hastig nedbrydning.
Folketingsmedlemmerne har ikke kun i tankerne, at Thorning kan koste partiet tilbagegang ved næste valg. De er også knivskarpt bevidste om, at denne tilbagegang kan koste dem pladsen i Folketinget. Det er noget, der virkelig skaber uro.
Samtidig begynder man også i den socialdemokratiske folketingsgruppe at betragte Mette Frederiksen som den reelle politiske leder. Det er hende, man skal holde sig til hos, hvis man fremover vil have en plads i forreste række.
Vælgernes lussing
Sidst, men ikke mindst, giver vælgerne en sviende lussing til Thorning. De er blevet spurgt, om et ville styrke Socialdemokraternes muligheder ved næste valg, hvis Helle Thorning forinden blev afløst af Mette Frederiksen.
37 procent svarer ja, kun 26 procent svarer nej. Blandt de socialdemokratiske vælgere svarer hele 38 procent ja. (Megafon/TV2 og Politiken)
EU-posterne
For hver dag bliver der stadig flere socialdemokrater, som håber, at Thorning kan få en af de tre topposter i EU, der nu bliver ledige.
For hver dag bliver det også stadig mere tydeligt, at det vil være den bedste mulighed for Thorning til at føre den politiske karriere videre med æren i behold. Hvis hun kan få en sådan post, er det efterhånden temmelig utænkeligt, at hun siger nej og bliver som statsminister.
Men det er ganske usikkert, om Thorning kan få en af disse stillinger. Hvad sker der så, hvis hun ikke gør det?
Kan hun væltes?
Der har været talt meget om, at Thorning ikke kan væltes i et åbent opgør, fordi det ville give alt for megen ballade tæt på det kommende valg. Og det er rigtigt.
Men det er en misforståelse at tro, at man derfor bare er nødt til at lade hende blive siddende frem til næste valg. Hvis man vil, kan man i partiet lægge et meget stærkt pres på hende, for at få hende til at trække sig – det kunne så være for at blive dansk EU-kommissær.
Hvis alle Socialdemokraternes tre berømte kaffeklubber gør Thorning klart, at hun ikke længere har deres opbakning og derfor bør gå, vil det være særdeles svært for hende at blive siddende.
Bookmakerne tror ikke på, at Thorning holder til næste valg. Det har Den Korte Avis sagt i nogen tid, og for hver dag bestyrkes den opfattelse.