Lovlig smart trick sikrer finansloven og bliver et våben i valgkampen

Finansloven er snart i hus. Nu har man også aftalt en mindre forbedring på hjemmehjælpen og flere penge til pædagoger.

 

Dette er regeringens sidste store økonomiske aftale inden valget og dermed en vigtig platform i valgkampen.

 

Under forhandlingerne har finansminister Bjarne Corydon haft for øje, at finansloven skulle give regeringen mulighed for at føre valgkamp på tre afgørende punkter i den økonomiske politik:

 

Det første punkt er orden i de offentlige finanser. Til det hører, at man lever op til EU’s regler for, hvor stort det offentlige underskud må være.

 

Det andet punkt er vækst og beskæftigelse. Her er regeringen hårdt ramt af, at væksten både i Europa og i Danmark nu tegner til at blive væsentligt lavere, end man havde håbet på.

 

Det tredje punkt er flere penge til offentlig velfærd. Dette har også været forudsætningen for at få venstrefløjen med på en aftale om finansloven.

 

For regeringen er det svært at levere på alle tre punkter samtidig. Det har været dens store udfordring i forhandlingerne.

 

Tricket

Dens eget forslag til finanslov gik lige til kanten af EU’s regler for det offentlige underskud. Derfor var det store spørgsmål, hvordan man i forhandlingerne kunne finde penge til at styrke både vækst og beskæftigelse og velfærd, uden at det offentlige underskud blev for stort.

 

For at det skule kunne lade sig gøre, fandt finansminister Bjarne Corydon på et trick. Et lige lovlig smart trick.

 

Kort fortalt går tricket ud på, at man fremrykker statens indtægter, mens de penge, man lover til de gode formål, for det meste først skal falde engang i fremtiden.

Læs også
Hvornår går borgerlige politikere i flæsket på de politiserende røde journalister?

 

Pensionspenge

Corydon har allerede én gang brugt tricket med at fremrykke statens indtægter. Det skete ved at give folk mulighed for at omlægge deres kapitalpension til en såkaldt alderspension.

 

Ved alderspensionen skal man betale skat af sin pensionsopsparing med det samme – frem for når man går på pension. Lokkemidlet var, at man fik en skatterabat, hvis man gjorde det.

 

For nylig blev denne ordning forlænget til 2015, hvilket giver staten indtægter her og nu og dermed også flere penge at bruge af på finansloven.

 

Derudover kan personer over 60 år nu få udbetalt deres opsparing i Lønmodtagernes Dyrtidsfond med det samme – også med en skatterabat. Igen flere indtægter her og nu til staten og samtidig flere midler til borgernes forbrug og dermed vækst.

 

Fremtidsmusik

Og så er der den anden side af tricket:

Læs også
Det var Journalistisk Venstreparti, der valgte, at valget skulle dreje sig om klima – befolkningen var optaget af udlændingepolitik

 

Regeringen udruller de summer, som den vil bruge på mere offentlig velfærd. Men i virkeligheden drejer det sig i første omgang om meget beskedne beløb.

 

For at få beløbene til at tage sig væsentligt større ud, taler man om, hvad man agter at bruge over de kommende år. Så håber man, at vælgere kun hæfter sig ved det store beløb og ikke ved, at langt det meste af det er fremtidsmusik.

 

På den måde for man det beløb, som finansloven afsætter på sundhedsområdet, til at tage sig ganske anseligt ud.

 

Man taler om 6,5 mia. kr. Men heri medregner man både, hvad regeringen i forvejen havde tænkt sig at bruge, og så de nye aftaler med SF og Enhedslisten. Og beløbet gælder for de kommende fire år. Næste års konkrete beløb til mere sundhed bliver faktisk særdeles beskedent (se Kjeld Møller Pedersens artikel)

 

De beløb til sundhed, som skubbes ud i fremtiden, er i realiteten kun hensigtserklæringer. Men de sælges, som om det var kontante løfter.

 

Kraftig beskydning fra de blå

Læs også
Mette Frederiksen satsede voldsomt og tabte – kaotiske tilstande hos de røde

Regeringens trick er lige lovlig smart af flere grunde:

 

Man skynder sig at bruge nogle penge, som samfundet så vil mangle senere. Man øger her og nu skatteindtægterne fra pensionsopsparing, men reducerer disse skatteindtægter i fremtiden.

 

Man giver vælgerne et oppustet billede af, hvor mange penge man bruger på offentlig velfærd, ved et lave de fireårige regnestykker.

 

Man forsøger at skabe en smule kortsigtet vækst her og nu ved at pumpe nogle pensionsmidler ud – i øvrigt sammen med midler til boligrenovering fra Landsbyggefonden. Men det dækker over, at regeringen slet ikke har kunnet levere, hvad den har stillet i udsigt, når det gælder vækst.

 

Regeringen er ganske givet lettet over, at det lykkes at lave en rød finanslov. Meget forståeligt. Men denne finanslov bygger på et fundament, som de blå partier kan og vil sætte under kraftig beskydning i valgkampen.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…