Løkke har tre grunde til at sende nye signaler om skatten

Det har skabt ballade i den borgerlige lejr, at Lars Løkke er gået ud med nye signaler i skattepolitikken.

 

I søndags gjorde han det klart, at han prioriterede skattelettelser i bunden højest for en eventuel kommende borgerlig regering. (Berlingske)

 

Dette er i sig selv ikke nyt. Allerede sidste år lagde Løkke vægten på skattelettelser i bunden for at tilskynde flere til at tage et arbejde. Her hentede han inspiration fra den borgerlige regering i Sverige.

 

Men han trækker synspunktet skarpere op denne gang. Først og fremmest nedtoner han tydeligere  lettelser i topskatten, end han har gjort før:

 

”Jeg synes altså, at den tungeste samfundsmæssige udfordring ligger et andet sted på skalaen. Det er det klare fokus for mig.” (Berlingske).

 

Skarpe reaktioner

Løkkes melding har udløst skarpe reaktioner fra Liberal Alliance og De Konservative.

 

Den konservative leder Lars Barfoed kalder det ”socialdemokratisk politik”. Liberal Alliances skatteordfører Ole Birk Olesen truer Løkke:

 

”Hvis Lars Løkke har brug for Liberal Alliances mandater for at blive statsminister, så vil jeg gerne garantere, at der kommer til at ske noget med topskatten.” (BT/Berlingske Nyhedsbureau)

 

DI’s direktør Karsten Dybvad siger lidt mere diplomatisk, at han er ”uenig” med Løkke. (Berlingske).

 

Løkkes borgerlige kritikere henviser med rette til, at lettelser i topskatten samfundsøkonomisk giver mest for pengene i form af øget arbejdsindsats, vækst og velstand. Produktivitetskommissionen pegede da også på, at en sænkning af topskatten på lang sigt måske kunne finansiere sig selv.

Læs også
Det var Journalistisk Venstreparti, der valgte, at valget skulle dreje sig om klima – befolkningen var optaget af udlændingepolitik

 

Alt dette ved Lars Løkke naturligvis. Han er også klar over, at han som eventuel næste statsminister kan få komplicerede forhandlinger med de andre borgerlige partier om skatten.

 

Men for ham er det afgørende at få sendt sit signal om skattelettelser i bunden nu. Det drejer sig ikke om en teoretisk økonomisk diskussion, men om håndfaste politiske overvejelser.

 

Løkke har tre grunde til at gøre det.

 

Socialdemokraterne er gået til angreb

For det første er valgkampen nu for alvor begyndt. Og det står klart, hvilken linje Socialdemokraterne kommer til at køre:

 

De vil pudse den røde profil op, og de vil angribe Venstre for at være velfærdens fjender.

 

Læs også
Dansk Folkeparti opruster: Udvalg, der skal skærpe partiets nationalkonservative profil med Martin Henriksen som formand

Venstre skal udstilles som partiet, der ønsker skattelettelser for velhavere og virksomheder, finansieret af beskæftigelsesindsatsen for de arbejdsløse og nulvækst i den offentlige sektor. Man udmaler fyringer i den offentlige sektor og nedskæringer på velfærden.

 

Disse røde kanoner blev for alvor kørt i stilling på 1. maj-møderne.

 

Nu kan man så spørge sig, hvor stor en trussel det er for Løkke i betragtning af, hvor svagt Helle Thorning og Socialdemokraterne står.

 

Men Løkke ruster sig til, at han fra nu af får det sværere, end han har haft.

 

Det har gjort livet let for Løkke, at regeringen har ført en så blå politik. Det har betydet, at den politiske debat i høj grad er foregået på borgerlige præmisser.

 

Venstre har kunnet tone meget rent blåt flag, mens vælgerne tænkte: Når der alligevel føres blå politik, er det bedst at sætte de borgerlige til det.

 

Læs også
Løkke holdt mærkeligt pressemøde om SV-samarbejde – nu har han udløst voldsomt opgør blandt sine egne

Nu bliver det mere kompliceret. Socialdemokraterne vil kaste alt ind i at give vælgerne det indtryk, at Løkke ikke ligger på midten, men langt til højre. Det kan måske få nogle vælgere på midten til at vakle. I hvert fald er Løkke nødt til at være på vagt over for det.

 

Derfor markerer han Venstres sociale profil ved at prioritere skattelettelser i bunden. Vel vidende, at det er en god sag hos de vælgere, som Thorning forsøger at tilbageerobre.

 

Løkkes konkurrence med Thulesen Dahl

Men for det andet har Lars Løkke også et øje på Kristian Thulesen Dahl med sine nye signaler om skatten.

 

Hvis der kommer en større kritisk debat om Venstres sociale profil, er det langt fra sikkert, at det er Socialdemokraterne, som får mest gavn af den. For Venstre er risikoen måske nok så meget, at det vil kunne flytte stemmer til Dansk Folkeparti.

 

Kristian Thulesen Dahl har jo høstet mange vælgere på at stå som manden, der er garanten for en blød social profil i tilfælde af en borgerlig regering.

 

Så Løkkes skattesignaler må også ses som et forsøg på at styrke Venstres position i konkurrencen med Dansk Folkeparti om vælgerne.

Læs også
TV2 gik over stregen i forhold til Dansk Folkeparti, men trækker nu tilsyneladende i land

 

Dansk Folkepartis nøglerolle

Samtidig ligger der for det tredje et oplæg til samarbejde med Dansk Folkeparti i Løkkes skattepolitiske melding.

 

Med sin kraftigt øgede vælgeropbakning står Dansk Folkeparti til at få en meget stærk rolle i forhold til en eventuel borgerlig regering. Man kan ikke engang udelukke, at Venstre og Dansk Folkeparti får flertal sammen.

 

Med borgerligt flertal kommer der formentlig en ren Venstre-regering. Men samarbejdet med Dansk Folkeparti vil være den bærende akse.

 

Derfor bestræber Løkke sig nu på at komme med politiske udspil, der kan bruges i et samarbejde med Thulesen Dahl. I stedet for at sige en masse, som siden vil blive skudt ned af Dansk Folkeparti, så man ender i en diskussion om løftebrud.

 

Løkkes ny skattesignaler er et led i opvarmningen til en regering, der skal finde sig til rette med et stærkt Dansk Folkeparti.

 

Læs også
Dansk Folkeparti stiller krav til ny regering om fast grænsekontrol – det er der meget gode argumenter for

Thulesen Dahl kvitterer: ”De her nye udtalelser fra Lars Løkke Rasmussen lover virkelig godt for det fremtidige samarbejde.” (Berlingske)

 

Kampen om midten

Lars Løkke har truffet sit valg. Han er bevidst om, at kampen om midtervælgerne nu bliver hårdere, end den har været i de seneste år.

 

Han er indstillet på at gøre, hvad der skal til, for at Venstre kan stå sig i denne kamp om midten.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…