Folketingets formand Mogens Lykketoft har leveret et hårdt angreb på sin egen regering, fordi den har fastholdt dagpengereformen.
Det er ikke just første gang, at Lykketoft har angrebet regeringen. Men det nye angreb er det hidtil giftigste.
Ordvalget er meget dramatisk. Lykketoft kalder dagpengereformen for ”det mest brutale angreb på Den Danske Model, som hidtil er gennemført”.
Samtidig rammer hans angreb makkerparret Helle Thorning og Bjarne Corydon på et tidspunkt, hvor de i forvejen er helt ude i tovene.
Og så er netop dagpengereformen forbundet med splittelse og nederlag for Socialdemokraterne. Den er blevet kritiseret i partiets bagland og folketingsgruppe. Den har fået vælgere til at flygte. Og den udstiller spændingerne mellem de to regeringspartier.
Lykketoft er en meget erfaren herre i det politiske spil. Han har selvfølgelig vidst, hvor ødelæggende en offentlig kritik i denne sag og på dette tidspunkt vil være.
Med sit udfald og sin timing laver Lykketoft et åbent mordforsøg på Thorning.
Kritikken
Lykketofts angreb falder i en klumme, han har skrevet til et LO-magasin for seniorer, kaldet ”Liv & lidt mere”.
Han henviser til, at reformen har sendt mere end 30.000 personer ud af dagpengesystemet, hvilket er omtrent ti gange så mange som beregnet. Han følger her op på den kritik, som er kommet fra hans gamle politiske fælle, A-kassernes direktør Verner Sand Kirk.
Regeringens forsøg på at bløde op på reformen ved at forlænge de lediges periode på offentlig støtte stemples som ufuldkomne og midlertidige.
Lykketoft foreslår, at regeringen i stedet går i gang med trepartsforhandlinger med fagbevægelsen og arbejdsgiverne om en ny reform. Det er endnu et slag mod Thorning og Corydon, der i 2012 aflyste de trepartsforhandlinger, som de havde lovet.
Reaktionerne
Lykketofts artikel har straks udløst ballade hos Socialdemokraterne. En række af de folketingsmedlemmer, der normalt er mest kritiske over for ledelsen, har støttet hans kritik.
Ledelsen indtager derimod en demonstrativ tavshed. Den har ikke lyst til at puste til ilden. Men den kan ikke forhindre, at Lykketoft nu igen får gjort dagpengene til et varmt politisk emne.
De Radikale har reageret helt afvisende på Lykketofts kritik. Og det er De Radikale, der har insisteret på at gøre dagpengereformen til regeringens politik. Selv hvis Thorning ville, kan hun ikke ændre på det.
Det ved Lykketoft naturligvis. Han kan umuligt have troet, at hans klumme kunne få De Radikale til at ændre politik. Han må have været på det rene med, at klummen kun ville udstille De Radikales indflydelse i regeringen – til skade for Thorning.
Hvorfor skrev han så sin kritik?
Ignoreret
Ja, principielt kan man jo forestille sig, at Lykketoft bare har været edderspændt rasende og skulle have luft – koste hvad det ville. Altså at klummen er et udslag af Lykketofts velkendte temperament, der koger over, fordi han er stærkt uenig i regeringens linje.
Der kan også være et element af forfængelighed i det. En frustration over, at den nuværende partiledelse gang på gang vender det døve øre til hans råd.
Lykketoft har jo, til trods for positionen som Folketingets formand, blandet sig en del i den socialdemokratiske debat med kritik af den første politik.
Han har tidligere angrebet dagpengereformen. Han har undsagt skattereformen. Han har kritiseret finanslovsaftalen med V og K og salget af DONG-aktier til Goldman Sachs. Men Thorning og Corydon har stort set ignoreret ham.
To vrede og frustrerede elefanter
Her deler han skæbne med sin tidligere makker og statsminister Poul Nyrup Rasmussen. Denne har heller ikke haft nævneværdig indflydelse på regeringen. Og han har reageret med en endnu mere højrøstet kritik af blandt andet dagpengereformen.
For nylig var Nyrups voldsomme angreb på Goldman Sachs stærkt medvirkende til, at DONG-sagen blev en mediebombe, der eksploderede mellem hænderne på Thorning og Corydon.
Så det er to vrede og frustrerede elefanter, som regeringen har gående frit omkring på savannen. Politisk uenige i linjen, krænkede over ikke at blive hørt og kampberedte.
Et signal
Men disse faktorer er næppe hele forklaringen på Lykketofts udfald. Lykketoft har aldrig foretaget sig noget i politik, uden at der lå en plan bag. Det kan godt være, at han er vred og frustreret, men han ved med sikkerhed også, hvad han vil opnå.
Man kan tænke sig to mulige årsager til, at Lykketoft nu går ud med en kritik, der får Thornings lederskab til at vakle yderligere:
Den ene er, at han vil sende et signal til baglandet, fagbevægelsen og vælgerne om, at der findes en anden linje blandt socialdemokrater end den, Thorning-Corydon står for.
Det kan fungere som en slags varsel om, at når Thorning nu snart falder, kan det blive bedre tider for partiet og dets venner igen. Underforstået: Når Lykketofts protegé Mette Frederiksen overtager roret.
Enkeltbillet til Bruxelles
Den anden mulige forklaring udelukker ikke den første. Den kan være, at Lykketoft øger presset på Thorning i håbet om, at hun vælger at forlade in post, inden den forudsigelige katastrofe rammer partiet ved næste valg.
Sagt på en anden måde: Lykketoft giver et vink med en vognstang om, at det ville være en fin idé, hvis Thorning nu købte sig en enkeltbillet til Bruxelles.
