Koran-lærer misbrugte 11-årig pige, men slap for fængsel, fordi hans kone ikke kan sproget

I 2012 hyrede et muslimsk ægtepar i Storbritannien Suleman Maknojioa til at undervise deres tre børn i arabisk og Koran-læsning. Det drejede sig om to drenge på henholdsvis 13 og syv år og en pige på 11.

 

Maknojioa viste sig mere interesseret i at undervise pigen end drengene. Han gav hende større opgaver, der betød, at han skulle tilbringe mere tid med hende – til drengenes store fortørnelse.

 

Tiden sammen med pigen blev imidlertid ikke kun brugt på Koran-læsning.

 

”Han blev ved og ved, op og ned med sin hånd”

Mens hans ene hånd blev brugt på undervisningen, befamlede han med den anden pigens ben og andre dele af kroppen, indtil han lod den glide ind bag de lange folder i hendes hovedtørklæde, hvor den tog hende på brysterne. Det skete blandt andet, mens hun bad.

 

”Han blev ved og ved, op og ned med sin hånd,” sagde pigen siden hen i retten (Daily Mail). Sådan fortsatte det i ni måneder.

 

Pigen var rædselsslagen. Hun turde ikke fortælle forældrene eller andre, hvad der skete. Men hun blev mere og mere utilpas, når hun skulle til Koran-læsning hos læreren med den store seksuelle appetit på en mindreårig.

 

Hendes brødre kunne iagttage, hvad der foregik, og da de en dag stod og talte om det i familiens køkken, hørte deres mor det. Så rullede sagen.

 

Forbryderen endte med at blive udnævnt til offer

Maknojioa, selv far til seks, blev arresteret, netop som han skulle ind og undervise 30 børn i en moské.

 

En Koran-lærer misbrugte en værgeløs pige. Hun led stærkt under krænkelsen. Alligevel endte forbryderen Suleman Maknojioa på sælsom vis med at blive udnævnt til en slags offer, da sagen kom for retten.

 

Konen kunne ikke engelsk

Dommeren fordømte ganske vist Maknojioa i kraftige vendinger. Han gjorde det klart, at denne på det groveste havde misbrugt den tillid, som forældrene havde vist ham, og havde udnyttet sin autoritet til at begå overgreb på pigen.

 

Dommerens konklusion var da også, at Maknojioas handlinger fortjente en fængselsstraf.

 

Men så føjede han til, at der forelå formildende omstændigheder: Den tiltalte var blevet arbejdsløs og skulle opereres. Han var en god far for sine seks børn. Og han udgjorde ifølge de sociale myndigheder ikke nogen risiko (?)

 

Frem for alt lagde dommeren vægt på, at Maknojioas kone ikke kunne engelsk, aldrig havde haft et arbejde og var stærkt afhængig af, at han udfyldte rollen som familieoverhoved.

 

Derfor skulle Maknojioa kun have en betinget dom.

 

Fik klækkelig rabat for at være elendigt integreret

Reelt indebar denne afgørelse, at Maknojioa slap meget billigt, fordi han og især hans kone var elendigt integreret. Man må jo forstå dommeren sådan, at hvis konen havde taget aktivt del i det britiske samfund og været i stand til at klare sig selv, var manden blevet sendt i fængsel.

 

Man kan sikkert finde mange eksempler på britiske eller danske familier, hvor manden har begået kriminalitet, og hvor familieforholdene er ret kaotiske. Men hvornår har man oplevet, at der er blevet taget vidtgående hensyn til dette ved selve strafudmålingen?

 

Det plejer at være op til de sociale myndigheder at forholde sig til den slags.

 

Maknojioa fik efter alt at dømme en klækkelig indvandrerrabat. Eller for at være mere nøjagtig: En rabat for at være så dårlig integreret, at ligheden for loven sættes ud af kraft.

 

Straffeloven og den politiske korrektheds lov

Er man en social taber med etnisk britisk eller dansk baggrund, bliver man ramt med fuld kraft af lovens lange arm.

 

Men hvis man har vendt ryggen til det samfund, som man er indvandret til, og hvis konen ikke har fået lov til at gå uden for en dør, er man berettiget til rollen som et offer, der skal vises særlige hensyn

 

I Danmark synes der at være en lignende tendens, når det gælder spørgsmålet om udvisning af kriminelle udlændinge. Også her bliver dommene i stigende grad gjort betingede under henvisning til, hvor afhængig familien er af dens overhoved.

 

I henhold til den britiske straffelov stod Suleman Maknojioa tilsyneladende til en fængselsstraf. Men i henhold til den politiske korrektheds lov slap han alligevel.

Del på Facebook