Historien gik ikke i stå, da Muren faldt – friheden skal vinde igen

I disse dage er det 25 år siden, Berlin Muren faldt. Symbolet på Den Kolde Krig, på ufrihed, diktatur og deling af lande og mennesker blev brudt ned. Brudt ned af mennesker – mennesker som ville friheden, freden og samarbejdet med Vesten.

 

Vesten vandt slaget om fremtidens idealer. Vores tro på. at mennesker er lykkelige og kan udrette mest, når vi får frihed til at indrette vores liv, som vi selv ønsker, distancerede undertrykkelsen og diktaturet. Det var fantastisk livsbekræftende. En fantastisk tid.

 

Jeg var ung værnepligtig i Dronningens Livregiment på Aalborg Kaserne fra sommeren 1989, da de kommunistiske regimer i Øst- og Centraleuropa pludselig væltede et for et.

 

Og før da havde jeg på studieture med skoler og gymnasier set undertrykkelsen, nedværdigelsen og miljøsvineriet i de socialistiske lande på nærmeste hold. Vi så mennesker bevogtet strengt med maskinpistoler i gaderne og ved grænseovergange.

 

Vi havde set Vesten kæmpe for at svare igen på de kommunistiske landes opstilling af atombevæbnede raketter, som pegede mod vores egne hovedstæder. Og pludselig var fjenden væk!

 

Vi var overvældede og lykkelige – selv om det ikke var os, der var befriet.

 

Der er nye store trusler mod friheden

Men 25 år efter er det også tid til at gøre status. For alt er ikke fryd og gammen. De fleste af de nye demokratier er en del af NATO og EU. Mennesker og virksomheder bevæger sig frit og sælger frit i det meste af Europa.

 

Men når sandheden skal frem, er der stadig trusler mod friheden og vores vestlige idealer. Vi oplever i disse år et pres for at opgive vores frihed, frisind og vores måde at indrette os på. De kriminelle er en trussel mod vores frihed og vores tryghed.

 

De kriminelle udnytter friheden i Europa til at udbrede deres egne imperier med menneskehandel, narkotika, indbrud, våben, vold og økonomisk kriminalitet i en u-smuk blanding. Det skaber utryghed og frygt blandt mennesker.

 

Det skal vi bekæmpe hårdt og effektivt med et rets- og politisamarbejde over grænserne, som virker og sikrer borgernes tryghed.

 

Dårlig integration af ikke-vestlige indvandrere er en anden trussel. Vi har brug for en ny udlændingepolitik, der åbner Danmark for dem, der kan og vil vores samfund og vores værdier – men lukket for dem, der ikke vil.

 

SR-regeringens 31 lempelser af udlændingepolitikken har gjort Danmark til en asyl-magnet. Og vil – hvis regeringen fortsat nægter at forhandle nye stramninger på plads med Venstre og oppositionen – føre til at stadig flere svært integrerede kommer til Danmark i de kommende år.

 

Dårligt integrerede fylder både i kriminalitets-statistikkerne og i statistikkerne over modtagere af offentlige ydelser. Dårligt integrerede forsøger at etablere deres egen retsorden med Sharia-domstole og alternative straffe uden om det danske retssystem. Det udgør en trussel mod den sammenhængskraft, der har gjort Danmark til et af verdens mest vellykkede samfund.

 

Samtidig er Danmark i dag storleverandør af unge krigere til de rabiate i Islamisk Stat, som myrder løs i Syrien og Irak – og truer Vesten med terror. Vi er fristed for mennesker, der bekæmper friheden og bekæmper Vesten – mens udlandet ser måbende til.

 

Og det sker, uden at den nuværende regering har taget konsekvente skridt til at bringe den trafik til ophør – og hindre krigerne i at komme ind i landet igen efter at de har været i krig.

 

Friheden vandt, da Berlin Muren faldt for 25 år siden. Men friheden er ikke vundet for altid. Sikring af friheden og frisindet kræver, at vi står sammen og står vagt om den hver eneste dag. Med ligesindede hjemme og ude. Det vil jeg. Fordi jeg elsker Danmark – og fordi jeg ønsker mine børn skal leve i et stærkt vestligt demokrati. Friheden skal vinde igen.

 

Kristian Andersen er folketingskandidat for Venstre i Nordjylland.

Del på Facebook