I 1992 var der over 430.000 fuldtidsledige. I dag er der ca. 160.000. Men på trods af det voldsomme fald i ledigheden er antallet af personer mellem 16 og 66 år, der modtager offentlig forsørgelse, næsten det samme i dag som for 20 år siden.
Samtidigt med at ledigheden er faldet så markant, er antallet af personer på andre offentlige ydelser nemlig steget stort set tilsvarende. F.eks. er antallet af personer på efterløn steget med over 130.000, og antallet af førtidspensionister og fleksjobbere er godt 35.000 højere i dag end i 1992.
(klik for stor udgave)
Professor Bo Sandemann Rasmussen fra Aarhus Universitet, mener det er tankevækkende, at på trods af massevis af beskæftigelsesreformer i perioden, så vedbliver gruppen af offentligt forsørgede med at være nogenlunde konstant.
”Siden starten af 1990’erne har man stort set kun formået at flytte gruppen rundt mellem et stigende antal forskellige ydelser. Og generelt er der sket det, at man har flyttet en stor gruppe fra dagpengeydelsen, hvor der var rimeligt håb om, at de kunne komme i arbejde, til en stribe ydelser, hvor de er betydeligt længere væk fra arbejdsmarkedet,” siger han.
Han mener, at det sådan set kunne være i orden, hvis det er udtryk for, at de forsørgede er kommet på en ydelse, der er mere retvisende for deres chance for at komme i job.
”Men der er noget, der tyder på, at visiteringen ikke er skarp nok. Dermed risikerer man at placere folk på en ydelse, der holder dem væk fra arbejdsmarkedet. Hvor den ledige måske tidligere ville have fundet en løsning på sine problemer, f.eks. ved at arbejde på deltid, så har man givet ham eller hende særlige forhold, der reelt holder vedkommende fra det ordinære arbejdsmarked. Derfor er det en problematisk rokering, vi kan observere,” siger han.
Velfærdskoalitionen bestemmer
Dagpengemodtagerne og de jobklare kontanthjælpsmodtagere udgjorde i 1992 knap 43 procent af alle på offentlig forsørgelse. I 2012 udgjorde de godt 16 procent.
Når antallet af offentlig forsørgede stort set ikke er ændret siden begyndelsen af 1990’erne, er det fordi samfundet allerede i 1990’erne nåede et “point of no return”, ifølge Gunnar Viby Mogensen. Han er dr. phil., tidligere leder af Rockwool Fondens Forskningsenhed, og har udgivet bøger om det danske velfærdssamfunds udvikling.
”Det er forfærdeligt, at vi stadig står med alt for mange på offentlig forsørgelse. Når udviklingen er stort set uændret, skyldes det især, at bestræbelser på at løfte folk væk fra offentlig forsørgelse møder modstand af en velfærdskoalition. Velfærdskoalitionen udgør over 60 pct. af befolkningen, som får hovedparten af deres indkomst af det offentlige. De er enten offentligt ansatte eller ydelsesmodtagere og har derfor i udgangspunktet også en forståelse for, at de pågældende personer på offentlig forsørgelse kan blive omfattet af ydelserne,” siger Gunnar Viby Mogensen.
Velfærdskoalitionen medfører, at der er et stort politisk potentiale for at opretholde ydelserne, mener han.
”De sidste par år har der været nogle reformbestræbelser, men de er gået i stå, fordi vi så småt er på vej ind i en valgkamp. I et naboland som Sverige har man kunne bremse antallet af offentligt forsørgede. Det er rystende, at vi i Danmark stadig har så mange på offentlig forsørgelse, og derfor bør politikerne ikke stoppe reformbestræbelserne,” siger han.
