Valget til Europaparlamentet kan nemt ende med, at en tredjedel af de 751 pladser bliver besat med en kulørt skare af EU-modstandere, skeptikere og rene EU-hadere.
Modstand fra alle sider
I Frankrig står det reformerede Front National under Marine Le Pen til over 30 procent af stemmerne. I Storbritannien har udmeldelsespartiet UKIP overhalet både Labour og Konservative i den seneste meningsmåling. I Sverige ser Sverigedemokraterna ud til at bryde igennem den samlede falanks, som det politiske og kulturelle etablissement ellers havde skabt. I Holland har vælgerne en hel rad af EU-skeptiske og EU-hadende partier at vælge iblandt, det mest markante Frihedspartiet under ledelse af Geert Wilders. I Østrig ligeså. I Tyskland ventes Die Alternative, skabt på modstand mod euro’en, at komme over spærregrænsen.
Selv kalder de sig for nationale, sociale, liberale og konservative i forskellige kombinationer. Men politiske kommentatorer kalder dem nationalister, populister, ekstremister og endda racister – ofte kombineret med udtrykket ”højre”.
Men mens der er udsigt til, at det nyfascistiske Gyldent Daggry, det hidtil mest provokerende udtryk for EU’s politiske krise og fejlgreb, kommer over spærregrænsen, så ventes EU-modstanden fra Grækenlands venstrefløj at blive endnu stærkere repræsenteret i form af det Enhedsliste-lignende Syriza. Fra Italien kan parlamentet vente at få besøg af den politiske klovn Beppe Grillo, som ikke nemt lader sig placere.
EU-eliten er på den anden ende
Hele EU-apparatet er på den anden ende. På alle etager i Babelstårnet bliver der holdt krisemøder, konferencer, workshops og seminarer om den truende, kontinentale katastrofe. Morten Løkkegaard rejser rundt med en ”ny fortælling” om Europa. Hjemme i Danmark har Uffe Ellemann-Jensen og Mogens Lykketoft på TV2 svært ved at skjule deres foragt for de kværulerende borgere.
EU-elitens attitude er i virkeligheden en del af problemet. Husk blot, hvordan den tidligere præsident for EU-parlamentet Nicole Fontaine reflekterede over, at et flertal af Irlands befolkning stemte nej til Lissabon-traktaten i juni 2008: ”Vi har et kommunikationsproblem. Vi har ikke grundigt nok forklaret fordelene ved den europæiske konstruktion. Vi har været for tilbageholdende.”
Lidt tættere på sandheden var Pascal Lamy, tidligere EU-kommissær og præsident for tænketanken Notre Europe, da han beklagede sig:”De fleste af vore europæiske medborgere føler ikke et tilhørsforhold til Europa på samme måde, som de hører til i deres byer, kommuner eller lande. De føler sig ikke som europæiske borgere. Men problemet ligger ikke i EU’s institutioner eller procedurer. Vi kan kun løse problemet ved at ændre folks indstilling.”
Imod et uigenkendeligt projekt
Der er vidt forskellige grunde til, at danskerne stemte nej til Maastricht-traktaten i 1992, nej til euro’en i 2000, at franskmændene og hollænderne stemte nej til EU-forfatningen i 2005 og irerne stemte nej til Lissabon-traktaten i 2008, og til, at så mange EU-borgere denne gang ser ud til at stemme imod de etablerede EU-partier i deres hjemlande.
Og dog: Efterhånden som land efter land får deres egne oplevelser og erfaringer med det magtfuldkomne apparat, når de finder ud af, at deres folkevalgte og embedsmænd tilslørede, hvad der stod med småt i traktaterne, og de føler sig magtesløse over for en fjern domstol, som fortolker ud over alle bredder i integrationens tjeneste – så reagerer de ved at gå på tværs, og efter min mening med fuld ret.
I dag tør EU-eliten ikke sætte et eneste spørgsmål om EU til folkeafstemning; de frygter, at vælgerne skal kompensere for den berettigede følelse af magtesløshed og klaustrofobi og bare stemme ”nej!”.
EU-eliten kan mene, at dét er uretfærdigt; at vælgerne er uvidende og utaknemlige. Men det ville nok være fornuftigt at sænke tempoet i ”en stadig tættere union”, når nu mistroen til hele konstruktionen breder sig – netop en overnational sammenslutning som EU har vel en vis forpligtelse til at tage de forskellige nationers folkestemning i betragtning?
Den erkendelse er selv EU-partierne Venstre, Konservative og Socialdemokraterne kommet frem til i løbet af bare 8-9 uger. Men den er ikke trængt igennem nede i Bruxelles.
EU-ekstremisternes egen skyld
Der var engang, hvor EU frembragte EU-rasende sydeuropæiske landmænd, som hældte vin, mælk og appelsiner ud over landevejene. I dag har EU frembragt italienske klovne, anarkister, græske fascister og kommunister. Nu tramper græske metro-ansatte rundt og kræver erstatninger af Tyskland for Anden Verdenskrig, selv om de tjener dobbelt så meget som deres tyske kolleger, mens de maler Hitlerskæg på fotos af Angela Merkel.
Mistroen mellem nord og syd, mellem lutheranere og katolikker og mellem vest- og østeuropæere er så stor som nogen sinde i EU’s historie. Og alligevel bliver irettesættelser, trusler og domme ved med at regne ned over de formastelige borgere.
Alligevel fortæller kommissærer og dommere dem, at de ikke har ret til at bevogte deres landes grænser, og bare har at byde velkommen og betale til enhver fremmed, der møder op i, hvad de troede var deres eget land og deres eget hjem.
Hvis der er nogen, der frembringer ekstremister den 25. maj, er det ekstremisterne nede i Bruxelles, Strasbourg og Luxembourg. Hvis der er nogen, der ødelægger EU, er det EU selv.
