Når en rumæner er blevet udvist fra Danmark, er det ikke noget problem for ham straks at vende tilbage, da det kan være svært at kontrollere, at han er den person, der er blevet udvist.
Det skyldes, at han blot kan rejse hjem til Rumænien og få en ny identitet, skriver Ekstra Bladet, og det er hverken særligt svært eller kompliceret.
Kan skifte identitet op til seks gange årligt
I Rumænien tillader lovgivningen en person at skifte navn og få et nyt ID-kort seks gange årligt. Personnummeret vil dog stadig være det samme, men det er ikke til stor hjælp for det danske politi, da de rumænske personnumre ikke registreres i politiets systemer.
”Vi er nødt til at være opmærksomme på, at rumænerne kan skifte identitet ofte. Så vi skal hver gang, der er grundlag for det, sørge for at tage deres fingeraftryk og dnaprofil. Hvis først de er anholdt og sigtet, kan vi tjekke dem i vores registre for fingeraftryk og dna, men ellers kan de let slippe igennem, siger chefen for politiets Task Force indbrud, Karl Erik Agerbro til Ekstra Bladet.
Berygtede rumænske bander
Rumænske tyve-og røverbander er berygtede. Og effektive. Politiets Task Force Indbrud har forlængst fastslået, at de er velorganiserede og bliver sendt herop fra Rumænien, og at de ved ankomsten modtages af en kontaktmand, der sender dem på arbejde og sørger for, at det stjålne gods bliver fragtet til Rumænien.
Det blev således for nyligt afsløret, at en busrute fra Stockholm til Rumænien via København transporterede alt andet end passagerer.
Da Task Force Indbrud i februar foretog en aktion mod rumænere i samarbejde med SKAT og Udlændingekontrolafdelingen ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, standsede man ved Farøbroen en af de rumænske busser.
Den var proppet med tyvekoster, og to rumænere er i øjeblikket varetægtsfængslet.
Martin Henriksen (DF): ”Det er helt sort”
Den overraskende og dybt bekymrende oplysning om, at rumænske kriminelle helt kan skifte identitet op til seks gange hvert år, får Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen, op i det røde felt.
”Det er helt sort, at ingen har reageret. Der er store huller i EU-samarbejdet. Det er utilfredsstillende, og jeg vil derfor bede Udenrigsministeriet overveje, om der er mulighed for i en eller anden form at genindføre visumregler for EU-borgere, hvor der er stor risiko for, at deres tilstedeværelse i Danmark medfører øget kriminalitet, siger Martin Henriksen til Den Korte Avis og fortsætter:
”Der er en masse juridiske spørgsmål, som skal afklares, men det er bestemt relevant at undersøge, om der kan indføres visumregler for visse EU-lande,” understreger Martin Henriksen.
Martin Henriksen peger i den forbindelse på, at problemerne med kriminelle rumænere bliver endnu større, hvis Rumænien kommer med i Schengen-samarbejdet.
Advarer mod Rumænien, Bulgarien og Schengen
EUROPOL, Det Europæiske Politisamarbejde, har tidlige advaret mod optage Rumænien og Bulgarien som medlemmer af Schengen, ligesom EUROPOL også har været ude med meldinger om, at den manglende grænsekontrol på grund af Schengen er medvirkende til stigende kriminalitet.
Bustrafikken fra Stockholm til Rumænien med tyvegods illustrerer dette. Det var et rent tilfælde, at bussen blev stoppet. Normalt har den kunnet køre uhindret hele vejen ned gennem Europa til Rumænien uden at passere en eneste grænsekontrol og uden at se en eneste tolder eller politibetjent.