En mand fra Holbæk og en dreng fra Skotland, som begik selvmord, har haft samme grimme oplevelse med sex på nettet

Sidste år begik den 17-årige Daniel Perry fra Fife i Skotland selvmord ved at springe fra en bro.

 

Han blev drevet til det af en forbryderbande, der befandt sig så langt væk som Filippinerne. De gjorde brug af en ny form for kriminalitet, som udnytter, at internettet forbinder hele verden.

 

Pengeafpresning

Bander som denne opretter falske profiler på facebook, hvor unge attraktive kvinder søger kontakt med mænd. Når kontakten er etableret, lokker kvinden sit offer med sexsnak og pornografiske billeder.

 

Når hun så har ham på krogen, snakker de sammen på Skype, får hun ham til at smide tøjet for åbent kamera og foretage sig noget seksuelt – for eksempel onanere.

 

Det optager forbryderne så på video, uden at offeret ved det. Bagefter bruger de disse optagelser til at presse penge af ham – det kan være beløb helt op til 20.000 kr.

 

De truer med at offentliggøre optagelserne, for eksempel på YouTube, hvis han ikke betaler. Der er eksempler på, at dette faktisk er sket. De kan også true med at sende optagelserne til familie og venner.

 

Det var denne fælde, Daniel Perry havnede i. Han kunne ikke betale, hvad pengeafpresserne krævede, og han kunne udholde tanken om, at hans familie skulle se de kompromitterende billeder af ham.

 

Derfor sprang han i døden.

 

Hans død udløste en større international politiefterforskning. Man sporede hans afpressere til Filippinerne. For nogle dage siden slog den koordinerede politistyrke til og anholdt et større antal mistænkte filippinere. Mindst tre af dem menes at have deltaget i afpresningen af Daniel.

Rigspolitiet advarer

Læs også
Mohammed sad i bussen og begyndte at se porno på sin telefon – så blev han helt hæmningsløs

Disse forbryderbander, der gør sig i sex og afpresning i cyberspace (nettet), har også danske ofre.

 

En mand fra Regstrup ved Holbæk kom for eksempel galt af sted og blev afpresset, efter at han havde mødt en kvinde på facebook, som fik ham til at onanere på Skype. (Metroxpress)

 

Fænomenet har nu herhjemme fået et omfang, der fik Rigspolitiet til at lægge en advarsel ud på deres facebook-side i lørdags.

 

Her maner man til at bruge sin sunde fornuft og være bevidst om de skumle kræfter, som opererer på nettet. Ikke alle er, hvad de giver sig ud for at være, hedder det.

 

Mange tror naivt, at det er privat

Med andre ord: Det vil være en god idé, at man ikke smider kludene og agerer sexløve foran kameraet på opfordring fra den første den bedste skønhed fra Filippinerne, eller hvor det nu ellers er fra.

 

Politiets advarsel er i høj grad på sin plads. Mange tror naivt, at det, de laver på nettet, er privat. De skriver mærkelige ting på facebook og bliver forbløffede, når det udløser voldsomme reaktioner. Og de kaster sig ud i sexlege uden at gøre sig tanker om, hvad folk på Filippinerne kan bruge det til.

Læs også
Black Army og Hells Angels i ulmende konflikt: Fyns Politi tager ingen chancer og forlænger visitationszoner og lukning af klubhuse

 

Samtidig anbefaler politiet, at man ikke betaler de mange penge, hvis man ryger i fælden. ”Det vil blot være en skrue uden ende,” siger politikommissær Flemming Kjærside fra Nationalt Cyber Crime Center, NC3 (refereret i Metroxpress).

 

Rammer unge

Det særligt ubehagelige ved denne form for kriminalitet er, at den rammer mange følsomme unge mennesker, der farer rundt på nettet. For en del af disse unge kan det blive en helt uoverskuelig situation, når pengeafpresserne sætter tommelskruerne på.

 

Sådan havde 17-årige Daniel Perry det. Han skulle selvfølgelig have haft en voksen, som han kunne lette sit hjerte overfor. Men enten havde han det ikke, eller også syntes han, at det var for pinligt at gøre det.

 

Så han gik op på broen og sprang. Drevet i døden af nogle mennesker på den anden side af kloden.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…