Amatørerne sejrer!
Nedlæggelsen af det75 år gamle DR’s underholdningsorkester, som bl.a. spiller koncerter af Haydn og Mozart, er endnu en offentlig fejlprioritering og i mine øjne et stort tab for vores fælles kulturarv. En beslutning, som vi langt fra bliver dygtigere af.
Vi lever i en underlig tid. Vi tolerer enorme udgifter til Melodi Grand Prix og vi hylder amatører, der er vilde med dans eller har x-factor. Men det er fællesskabets penge, vi anvender, og vores valg får konsekvenser, for midlerne er ikke ubegrænsede.
Vi har et hav af radio- og TV-kanaler, men de kanaler, vi er tvungne til i fællesskab at bidrage til, bør have andre mål og ambitioner end mainstream underholdning, som nabokanalerne kan tilbyde. For nogle år siden kostede det P2 med klassisk musik livet. Man kan i dag køre hele FM-båndet igennem og høre Rasmus Seebach på alle stationer. Fremskridt?
Nu har man besluttet at nedlægge DR’s Underholdningsorkester, som spiller en vigtig og enestående rolle i dansk musikliv. Med afskaffelsen forsvinder et ‘skolende’ led i almindelige menneskers indgang til klassisk musik, idet koncerterne er ‘lettere’ at forstå, og derfor, for mange, er nøglen til en udvidet forståelse for klassisk musik.
Underholdningsorkestret er et orkester, der formår at dække operette, wienerklassicistisk musik, musical samt at være et glimrende supplement til Symfoniorkestrets store opførelser. Musikere og dirigent er gennemprofessionelle mennesker, der har dedikeret deres liv og arbejde til musik og glæde.
Jeg er arkitekt, og ligesom viden og indsigt i arkitekturhistorie er væsentlige forudsætninger for at arkitekter kan udvikle ny, banebrydende arkitektur, så tror jeg, at mange musikere vil give mig ret i, at musikhistorie, og dermed klassisk musik, er væsentlig for musikeres evne til at udvikle musikken.
Efter Statsbankerotten i 1814 ville man spare på uddannelserne. Frederik d. VI afviste: Fattige ere vi, men vi skal ikke være dumme tillige.
Han burde have formandssædet i DR´s bestyrelse.
Pernille Vermund er folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti