Derfor skal EU-parlamentet ignoreres

Selv de, der hader Den europæiske Union af et godt hjerte, må tage stilling til, hvem der skal besætte posterne i magtstrukturen – og endnu vigtigere: hvordan de bliver besat, efter at Europaparlamentet er valgt den 25. maj.

 

Det er ekstremt vigtigt for langt de fleste medlemmer af parlamentet, at hele processen ligner en ægte valgkamp, hvor meninger brydes, og den europæiske borger træffer sit velovervejede valg, som fører direkte til valget af Barrosos afløser som den nye præsident for Kommissionen.

 

Men så automatisk kommer det ikke til at ske. Heldigvis; Lissabontraktaten dikterer nemlig, at forslaget til topposterne skal komme fra Det Europæiske Råd, altså fra medlemslandenes regeringer, og forelægges for det nye parlament til godkendelse; ikke den anden vej rundt.

 

Og hvorfor det trods alt er godt, vil man forstå, hvis man fulgte den “præsident-debat”, som den 28. april fandt sted i Maastricht. Her mødtes kandidaterne fra de største politiske blokke i parlamentet. Det var, hvad man med et engelsk ord kunne kalde et freakshow.

 

Mulighed nummer 1

“I aften bliver der skrevet historie,” lovede værten fra Euronews, og den konservative  Jean-Claude Juncker, socialdemokraten Martin Schulz, den liberale Guy Verhofstadt og Ska Keller fra De Grønne i Europa blev mødt af bragende klapsalver fra de 700 EU-begejstrede unge fra European Youth Forum, endnu en EU-gevækst for EU-pamperspirer, som hvert år får cirka  22 millioner kroner til at drive propaganda.

 

Som sædvanlig var den mest flamboyante – eller hysteriske – af panelets føderalister Guy Verhofstadt, belgisk regeringsleder gennem ni år. Han indfangede den vrede, som EU-parlamentarikerne allerede nu, før valget, er begyndt at oparbejde over den mulighed, at regeringerne ignorerer den “sejrende” kandidat fra den af de store blokke, som får flest stemmer efter 25. maj, og præsenterer det ekstremt nærtagende EU-parlament med sit eget kompromis-forslag:

 

“Jeg siger dig; det er utænkeligt!” råbte Guy Verhofstadt: “Det ville være enden på europæisk demokrati, hvis Det Europæiske Råd efter denne debat og dette valg skulle vælge en udenforstående kandidat!”

 

Det ville helt sikkert være enden på den Europæiske Union, hvis Guy Verhofstadt – i øvrigt Ulla Tørnæs’ og Morten Helveg Petersens kandidat – blev valgt; i løbet af få uger ville målløshed i land efter land blive afløst af fortørnelse, raseri og åbne oprør med regeringsfald og massive folkelige krav om udmeldelser til følge, efterhånden som den koleriske belgier øste sine fornærmelser ud over EU’s utaknemlige og indskrænkede borgere.

 

Mulighed nummer 2

Han har dog heller ikke en chance: Alt tyder på, at parlamentets konservative og socialdemokratiske EU-fanatikere indgår en lokumsaftale. Men det ville være slemt nok for den vaklende tilslutning til EU, hvis parlamentets kandidat bliver den tyske boghandler, socialdemokrat og føderalist, Martin Schulz, som selv de britiske socialdemokrater åbent har undsagt, fordi Schulz’ valg vil betyde definitiv britisk afsked med EU.

 

Læs også
Hvis valgresultatet ligner meningsmålingerne, skal blå blok være parat til hård kurs

Martin Schulz er i øvrigt typisk for den slags EU-parlamentarikere, som grå, stille og ubemærkede kravler op ad pamper-stigen i et EU-land for så pludselig at dukke op, nu kæphøj, fræk og føderalistisk, nede i Bruxelles, uden at vælgerne nogensinde har kendt til hans eksistens, liv eller hørt om hans fortjenester for almenvellet.

 

Tysklands Angela Merkel har da også erklæret, at der absolut ingen sammenhæng er mellem resultatet af valget til EU-parlamentet, og hvem der bliver Kommissionens formand; hun ved godt, at EU-parlamentet er for bizar en forsamling, især for borgere i de nordlige EU-lande.

 

EU skal være et mellemstatsligt samarbejde

Og det er bedst sådan: Det europæiske samarbejdes institutioner kan kun overleve, hvis landenes befolkninger er betryggede i, at deres egne valgte regeringer har magt til at tale deres sag over for andre lande; kun hvis det er landenes regeringer, som forhandler sig frem til, hvem der skal styre EU’s embedsmænd – og i øvrigt klipper deres vinger – kan vi få et fornuftigt mellemstatsligt samarbejde.

 

Hvis derimod EU-parlamentet bestemmer, får vi et formynderisk super-statsligt samarbejde, som stadig færre borgere vil vide af. Derfor er min opfordring til Europas virkeligt folkevalgte: Ignorér EU-parlamentet, uanset hvordan det kommer til at se ud.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…