I morges australsk tid (omkring midnat dansk tid) tog en tilsyneladende bevæbnet mand en større gruppe mennesker som gidsler på en café i den australske storby Sydney. Et skøn lyder på, at der var og er 40-50 mennesker i cafeen.
Den ligger midt i et finans- og indkøbskvarter i det centrale Sydney, der normalt summer af liv. Men nu har politiet evakueret området omkring cafeen.
Fem personer er undsluppet fra cafeen.
En mand med en rygsæk, som formentlig er gidseltageren, er blevet set gå rundt inde i cafeen. Det hedder sig, at han har et gevær, en machete og måske en bombe.
Når man ser mod cafeen udefra, mødes man af et uhyggeligt syn: Nogle af gidslerne er placeret ved vinduet med armene i vejret og håndfladerne presset mod ruden.
Måske bliver de brugt som et skjold mod angreb. Sandsynligvis skal de også tjene til at opnå den størst mulige skræmmeeffekt ved aktionen.
Der er nu kontakt mellem politiet og gidseltageren. Han kræver blandt andet at få et møde med premierminister Abbott.
Udtalelse fra premierministeren
De australske myndigheder er naturligt nok tilbageholdende med at kommentere på, hvad det er, der foregår. Det fremgår dog meget tydeligt af deres reaktion, at de frygter, at der er tale om en terroraktion.
Premierminister Tony Abbott udtalte tidligere på dagen følgende:
”Vi ved ikke, om dette er politisk motiveret, selv om der klart nok er tegn på, at det kan være tilfældet. Vi må indse, at selv i et samfund som vores er der folk, som ønsker at skade os.”
Den ny form for terror
Denne aktion har skræmmende ligheder med den type islamisk terror, som på det seneste for alvor er slået igennem i den vestlige verden.
Det er en terror, der gennemføres af enkeltpersoner, som bruger ganske simple våben – en pistol, et gevær, en økse, en kniv, en bil. Den er rettet mod tilfældige mennesker. Nogle af ofrene er soldater eller politifolk i uniform, andre er civile.
Det uhyggelige ved denne form for terror er, at den kan ramme hvem som helst hvor som helst og når som helst. Det kan være på åben gade. Det kan være i et storcenter eller på en togstation. Eller det kan være på en café.
Samtidig er denne terror svær at opdage i tide, fordi den ikke kræver store, komplicerede forberedelser eller avancerede våben. Terroristen kan slå hurtigt til, når lejligheden lige byder sig.
Islamisk Stat har opfordret sine tilhængere til at bruge denne slags terror i de vestlige lande – specielt de lande, der deltager i kampen mod Islamisk Stat i Irak og Syrien. Også andre ekstremistiske islamiske organisationer tager disse metoder i anvendelse.
Et sort flag med skrifttegn i vinduet
Noget tyder i hvert fald på, at gidseltagningen har islamisk baggrund. Nogle af gidslerne står nemlig ved et vindue og holder et sort flag ud med hvide arabiske skrifttegn.
Teksten er svær at se, men iagttagere mener at kunne konstatere, at ordet Muhammed indgår.
Man formoder, at teksten er den islamiske trosbekendelse: ”Der findes ingen anden gud end Allah, og Muhammed er hans profet”.
Denne trosbekendelse står også på Islamisk Stats fane. Men dette er ikke Islamisk Stats flag, der ser anderledes ud. Derimod har det lighed med flag, der bruges af andre rabiate islamiske grupper såsom Al-Nusra Fronten.
Det forlyder, at gidseltageren nu har rejst et krav om også at få Islamisk Stats flag bragt ind i cafeen. Dette underbygger formodningen om, at der er tale om en rabiat islamist.
I ekstremisternes søgelys
Australien er i de islamistiske ekstremisters søgelys. Ikke mindst fordi landet deltager i den væbnede kamp mod Islamisk Stat og andre i Irak.
I september afslørede de australske myndigheder en islamistisk terrorplan, der gik ud på at gennemføre en henrettelse af uskyldige tilfældige mennesker i fuld offentlighed.
Det mareridt, der nu ligger i baghovedet hos de australske myndigheder og almindelige borgere, er, at gidseltagningen i cafeen kan udvikle sig til noget lignende.
TV-stationen Al Arabiya melder, at politiet i Sydney samtidig med gidselaktionen i cafeen har arresteret en 25-årig mand på mistanke om terrorplaner.
Manden blev pågrebet som del af ”løbende efterforskning af forberedelse til et terrorangreb på australsk jord og hjælp til, at australske statsborgere kan rejse til Syrien for at deltage i den væbnede kamp”.
Det vides ikke, om politiet ser nogen sammenhæng mellem gidselaktionen i cafeen og denne anholdelse.
Tiltrækker flere og flere muslimer i Vesten
Australiens nationale råd af imamer har fordømt gidselaktionen. Men hvad imamer udsender af pressemeddelelser har ingen indflydelse på de rabiate islamistiske kræfter, som kan frygtes at stå bag aktionen. De kører deres helt eget løb.
Det er disse ekstremister, der nu i høj grad sætter dagsordenen. De tiltrækker flere og flere muslimer også i Vesten, især blandt de unge.
Man kan kun håbe og bede til, at situationen i cafeen ikke udvikler sig til det, som alle frygter. Nemlig en gennemført terroraktion.