Der er fire konklusioner på balladen om Eritrea-rapporten

Foto: FT/Colourbox

Balladen om Udlændingestyrelsens Eritrea-rapport tog i går en opsigtsvækkende drejning, da styrelsens chef Henrik Grunnet gik på retræte i forhold til rapporten.

 

Mange sidder nok tilbage med en usikkerhed om, hvad hele denne sag egentlig drejer sig om. Hvorfor skabte rapporten så megen ballade i første omgang? Hvad betyder Henrik Grunnets retræte? Hvordan påvirker sagen det politiske liv?

 

Der er i hvert fald ikke noget at sige til, hvis mange er forvirrede. For både mediedækningen og den politiske debat om sagen har været noget rod.

 

Lad os gøre et forsøg på at skabe mere klarhed:

 

Efter Den Korte Avis’ opfattelse er der fire konklusioner på balladen om Eritrea-rapporten.

 

Udlændingestyrelsen

Den første konklusion er, at Udlændingestyrelsens ledelse står noget medtaget tilbage.

 

Styrelsens rapport om situationen i Eritrea lagde op til, at man godt kunne afvise at give dansk asyl til folk fra Eritrea, der var rejst illegalt fra landet og dermed havde unddraget sig den såkaldte nationaltjeneste (en slags udvidet værnepligt).

 

Ifølge rapporten ville en sådan afvisning ikke være forbundet med nogen større risiko for de pågældende.

 

Den konklusion har man trukket i land på. Udlændingestyrelsen siger nu, at der i nogle tilfælde kan være baggrund for at give asyl til disse personer. Det skal så ske efter en konkret og individuel vurdering.

 

Man siger altså ikke, at de automatisk bør have asyl. Men man siger nu, at for nogle af dem kan der tænkes at være en trussel, som gør det rigtigt at give asyl. Større er Udlændingestyrelsens retræte altså heller ikke.

Læs også
Mette F. lægger ud med store løftebrud i udlændingepolitikken – vi får flere flygtninge

 

Men enhver ledende embedsmand vil hade at måtte øve selvkritik på denne måde. Men presset fra den politiske debat og fra mediekampagnerne mod rapporten har været så stort, at Udlændingestyrelsen ikke turde stå fast.

 

Specielt kunne det bringe ministeren – justitsminister Mette Frederiksen – i en uholdbar situation.

 

Mette Frederiksen

Den anden konklusion er selvfølgelig, at sagen har givet Mette Frederiksen problemer.

 

Først kom hun og hendes forgænger Karen Hækkerup under mistanke for at have blandet sig i, hvilken vurdering Udlændingestyrelsen skulle give i sin rapport.

 

Mistanken har gået på, at ministrene gerne ville have en konklusion, der gjorde det muligt at stramme op i forhold til asylansøgere fra Eritrea.

 

Læs også
Mette Frederiksen satsede voldsomt og tabte – kaotiske tilstande hos de røde

Nu hvor Udlændingestyrelsen så er gået på retræten, kommer Mette Frederiksen under beskydning fra den borgerlige opposition: Regeringen er på slingrekurs, hedder det, og den har ikke noget modtræk overfor, at tilstrømningen af asylansøgere er ved at komme ud af kontrol.

 

Det er det sidste, der politisk er det værste for Mette Frederiksen. De fleste vælgere går ikke så højt op i, om hun måske har blandet sig lige lovlig meget i Udlændingestyrelsens arbejde. Men hvis der nu lægges op til, at mange fra Eritrea kan få asyl, kan det give smæk hos vælgerne.

 

Hvem bestemmer hvad?

Den tredje konklusion er, at debatten om Udlændingestyrelsens rapport har været høneforvirret.

 

Både politikere og medier har nærmest fået det fremstillet, som om det er Udlændingestyrelsen der afgør, om folk fra Eritrea kan få asyl.

 

Som man vil kunne læse i Bent Wigotskis artikel i dagens avis, er det noget vrøvl. Wigotski, der har en karriere i Udenrigsministeriet bag sig, har selv været involveret i arbejdet med at tildele asyl.

 

Det er Flygtningenævnet, der afgør, hvem der kan få asyl. Og Flygtningenævnet er et uafhængigt, domstolslignende organ (med en dommer i spidsen), som ikke kan modtage diktater fra embedsmændene i Udlændingestyrelsen.

Læs også
Regeringsforhandlingerne er ramt af store problemer – men Journalistisk Venstreparti prøver at hjælpe ’deres’ Mette

 

Udlændingestyrelsens rapport er under alle omstændigheder kun en del af det materiale, som Flygtningenævnet har at bygge på i forhold til Eritrea.

 

Det betyder så også, at Udlændingestyrelsens retræte i sagen ikke har nogen direkte konsekvenser for Flygtningenævnets afgørelser. Nævnet afgør selv, hvad der er op og ned i disse sager, og det beror i høj grad på en individuel vurdering af de enkelte ansøgere.

 

Udlændingestyrelsens rolle er med andre ord blevet blæst fuldstændig ud af proportion i medierne. Der har været først en kampagne, der vel dybest set havde det formål at presse på for, at Danmark skal tage imod mange flere fra Eritrea.

 

Medierne gør forskel på de blå og de røde

Den fjerde og sidste konklusion er, at Journalistisk Venstrepartis stærke position i medierne er blevet bekræftet af denne sag.

 

Det gælder presset for, at der skal gives asyl til mange flere fra Eritrea. Men det gælder også på en anden måde:

 

Læs også
De Radikale er hårde over for danskerne, men bløde over for indvandrerne – en farlig partner for Socialdemokratiet

I en aktuel sag (Said Mansour) bankede medierne det stort op, at en gruppe politikere blev kritiseret og politianmeldt for at blande sig i de uafhængige domstoles arbejde. Der var overvejende tale om borgerlige politikere.

 

Men i Eritrea-sagen har medierne været helt tavse om, at røde politikere har blandet sig på livet løs i, hvordan det uafhængige, domstolslignende flygtningenævn skulle forholde sig.

 

Johanne Schmidt-Nielsen fra Enhedslisten og Karina Lorentzen fra SF er gået meget langt. Også den radikale Camilla Hersom har blandet sig (se Wigotski). Hvor er medierne?

 

Der er behov for en kritisk debat om hele Eritrea-balladens forløb. Men til det må også høre en kritisk belysning af, om en række medier mest af alt har kørt en skjult politisk dagsorden.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…