Den franske præsident fik dette tøj i gave – og så gik det bare helt galt

Instergram

Frankrigs socialistiske præsident Francois Hollande aflagde i sidste uge besøg i Kazakhstan. Her modtog han frakken med pelskrave og pelshuen som gave. Han følte sig forpligtet til at stille op i det til fotografering sammen med landets præsident Nursultan Nazarbayev.

 

Det viste sig ikke at være nogen god idé.

 

Tøjet er sikkert af høj kvalitet. Men det er ikke ligefrem højeste mode i Paris. For at sige det rent ud, så ser Hollande lettere komisk ud i denne mundering.

 

Det er jo ikke godt for en præsident. Og det er specielt ikke godt for en præsident, som er historisk upopulær, og som i forvejen er et hyppigt offer for satire og respektløse bemærkninger.

 

Skaden var sket

Fotoet var velegnet til at sætte nye vittigheder i gang om Hollande. Og de udeblev da heller ikke.

 

Ulyksaligvis for den franske præsident blev billedet fluks fredag aften lagt ud på nettet af det nationale kazakhstanske pressebureau – på billedtjenesten Instagram.

 

Allerede lørdag morgen blev det dog pillet af igen. Man kan forestille sig, at det skete på indtrængende anmodning fra Hollandes stab, der godt var klar over, hvad dette kunne udvikle sig til.

 

Men ak, skaden var sket. Det gik helt galt.

 

Premierministeren rykkede til undsætning

Billedet nåede at ryge i cirkulation på nettet, hvor det blev flittigt delt, mens den ene vittighed afløste den anden. Præsidenten og hans folk var rasende.

 

En fræk kommentator skrev for eksempel på Twitter: ”Et virkelig hit til jul: # Hollande-dukken, som børnene kan klæde på med alt muligt.”

 

Hollandes autoritet hang endnu engang i laser. Sagen var blevet så stor, at selv præsidentens egen premierminister Manuel Valls følte sig nødsaget til at svare på journalisters spørgsmål om den.

 

Valls rykkede ud med følgende højtidelige erklæring: ”Alle må anerkende, at republikkens præsident står i spidsen for et storslået land, og dette storslåede land og dets statsoverhoved må respekteres af alle.”

 

Han tager nok ikke det tøj på igen

Påfaldende nok sagde Valls intet om Hollandes personlige kvaliteter. Han nøjedes med at kræve respekt for embedet.

 

Det har næppe hjulpet på Hollandes autoritet. En præsident, der må forsvares med den slags appeller fra premierministeren, er en præsident, der har mistet grebet.

 

Francois Hollande må forbande det øjeblik, da han blev fotograferet i pelsfrakke og pelshue fra Kazakhstan. Man vil nok ikke se ham i det igen.

 

(Kilde: The Local)

Del på Facebook