Nye tal fra Statens Seruminstitut (SSI) viser ifl. Søndagsavisen, at knapt otte procent af patienterne i 2013 fik en af fire hyppigste infektioner under deres hospitalsindlæggelse. Hvis alle infektionstyper tælles med, ryger tallet op på 10 procent. Det svarer til 100.000 patienter årligt.
Tallet har ligget stabilt mellem 8-10 procent, siden SSI i 2008 begyndte at opgøre tallet. (Søndagsavisen)
For dårlig hygiejne
Årsagen til de mange infektioner skyldes blandt andet dårlig rengøring og sjusket håndhygiejne på hospitalerne, forklarer Brian Kristensen fra den Centrale Enhed for Infektionshygiejne ved SSI til Søndagsavisen:
”Rengøringen skal virkelig tages alvorligt. Det nytter ikke noget at spare på den del for at gøre det billigere.”
God hygiejne på de danske sygehuse er vigtig. En tidligere opgørelse fra SSI har vist, at hospitalsinfektioner får dødelig udgang for hele 3.000 patienter om året, hvis infektionstallet er på 10 procent af patienterne. (Søndagsavisen)
Ifølge professor i mikrobiologi på Syddansk Universitet Hans Jørn Kolmos kan antallet af infektioner halveres, hvis hygiejnen og rengøringen på hospitalerne forbedres.
”Hygiejne og rengøring på sygehusene er noget, alle taler om at forbedre, men når det så kommer til stykket, og ressourcerne skal prioriteres, så er det som regel hygiejne, som kommer i sidste række,” siger Hans Jørn Kolmos til Søndagsavisen.
Bent Hansen, formand for Danske Regioner, skriver til Søndagsavisen, at regionerne er opmærksomme på hospitalsinfektioner, men uddyber ikke, hvorvidt regionerne vil øge budgettet til rengøring og hygiejne. (Søndagsavisen)
Desinficerende tiltag
På Sygehus Lillebælt i Kolding har man netop forstærket indsatsen mod infektioner og har gode erfaringer med at bekæmpe hospitalsinfektioner. (TV SYD)
En sprayflaske med klorhexidin og et løft af patienternes hovedgærde. Tiltagene reducerer antallet bakterier, der kan passere til luftrøret, og mindsker dermed risikoen for lungebetændelse. Denne praksis har nedbragt antallet af lungebetændelser blandt patienter i respirator med 43 procent på Sygehus Lillebælt. (TV SYD)
Oveni har hospitalet på et år halveret antallet af blærebetændelser og urinvejsinfektioner ved hurtigt at fjerne katederet, når patienterne kan undvære det. (TV SYD)
Endelig har hospitalet med en anden praksisændring reduceret antallet af blodforgiftninger med 67 procent på tre år. (TV SYD)
Også i Region Hovedstaden har sat mål for at nedbringe hospitalsinfektioner. Fx har en desinficerings-maskine været med til at nedbringe antallet af diarreinfektioner med 30 procent. Maskinen sender en sky af desinfektion ud i et rum, som lægger sig overalt på alle flader i rummet, hvilket altså har vist sig anvendeligt i rum, hvor der har været mistanke om diarreinfektion. (TV SYD)
17 millioner fra sundhedsministeren
Sundhedsminister Nick Hækkerup (S) anerkender problemet med beskidte hospitaler og har sammen med regeringen nu etableret en pulje på 17 millioner kroner for at nedbringe problemet. (TV SYD)
”Det er alvorligt problem, at flere tusinde patienter hvert år får en infektion, mens de er indlagt. Man lader sig jo indlægge på et sygehus for at blive rask og ikke for at blive mere syg. Derfor skal vi også gøre, hvad vi kan, for at forebygge og bekæmpe sygehusinfektioner,” siger sundhedsminister Nick Hækkerup i en pressemeddelelse.
Regionerne kan søge om penge fra puljen til projekter, der kan reducere infektioner på sygehusene eller bidrage til en mere hensigtsmæssig brug af antibiotika. (TV SYD)
Det kan du selv gøre
Du kan også gøre meget selv. For både som patient men også gæst er det vigtigt at være opmærksom på din håndhygiejne, når du færdes eller er indlagt på et hsopital. (TV SYD)
Hvis hænderne ikke er synligt snavsede, kan du nøjes med at bruge sprit. Hvis de derimod er synligt beskidte, skal du først vaske hænder og dernæst afspritte dem, skriver Sygehus Lillebælts i pjecen: Sådan kan du selv være med til at undgå sygehusinfektioner.