Champagne til årets studenter

 

 

_______

De Gode
Dråber
_______

 

 

Alt i sol og måne tyder på, at mange års økonomisk krise, der har redet Danmark og resten af verden som en mare, nu er ved at lette. Derfor er der også råd til at fejre årets nye kuld af studenter, hvis hvide huer vil præge bybilledet resten af denne måned, med ægte Champagne i rigelige mængder.

 

 

Planlægningen af festerne for de glade unge mennesker er i fokus, og alt står parat til at modtage de bøgegrenssmykkede hestevogne og lastbiler, som under højlydt postyr bringer studenterne fra hjem til hjem. De mange glædesskrig kan være belastende for de tørre stemmebånd, så væde af ædel karat med bobler og skum er helt på sin plads. Nok er øl godt, men det er trods alt noget mere festligt at fejre afslutningen på 12-13 års skolegang med et sprudlende glas Champagne.

 

 

 

Intens frugt

Der er utallige Champagne-mærker at vælge imellem, men ét af de huse, som man ikke går forkert i byen af at satse på, hedder Drappier. Det ligger i Urville Bar-sur-Aube i den sydlige del af Champagne-distriktet, hvor jordbund og klima er nært beslægtede med forholdene i Chablis, og det forklarer, hvorfor Drappiers champagner har en unik intens frugt.

 
Producenten har været i gang siden 1809, og i dag styres huset af 7. generation personificeret af Michel Drappier, der gennem de sidste 20 år har fulgt sine forgængeres traditioner med brug af Pinot Noir som bærende drue ved Champagne-fremstillingen. Men naturligvis dyrker man også Chardonnay og Pinot Meunier, der er de andre hoveddruer i distriktet.

 

 
Foregangsmand
Store dele af markerne er omlagt til organisk dyrkning, hvilket giver mere syre til mosten, og i det hele taget er der taget et kvantespring i hele konceptet under Michel Drappiers ledelse.

 
Han har således foretaget en række nyplantninger, indført moderne metoder i vinfremstillingen, ligesom han løbende foretager eksperimenter med minimal anvendelse af dosage.( Dosage er en tilsætning af vin og rørsukker, der afgør Champagnens restsødme). Han var også den første til at sælge en Champagne uden tilsat svovl – Champagne Brut Nature Sans Soufre, som også udmærker sig ved ikke at være tilført dosage eller at være filtreret.

 
Hertil kommer ideelle lagringsforhold i kældre, der oprindeligt lå under et stort Cistercienser kloster bygget i det 12. århundrede. Efter den franske revolution blev kældrene omdannet til fængsel, men overtaget til vinøse formål efter 2. verdenskrig af familien Drappier. I dybet lagrer flaskerne optimalt ved samme temperatur og luftfugtighed året rundt.

 
På det internationale marked kom gennembruddet, da den amerikanske vinbibel Wine Spectator for nogle år siden gav 96 point af 100 mulige til Drappiers 1996 Carte d’Or Brut.

 

 
Stjerne-bobler
Herhjemme har Philipson Wine i Kokkedal som sædvanlig været på forkant med den gode kvalitet og importeret Drappiers champagner i mere end 25 år!

 
I almindelig flaskestørrelse på 75 cl. tilbyder Philipson Wine 12 forskellige udgaver og årgange til priser, som starter ved 179,95 kr. for en Carte d’Or Brut og slutter ved 5.999,95 kr. for en årgang 1959 Carte d’Or Drappier. Imellem disse yderpunkter finder vi den svovlfri til 249,95 kr. og en Brut Nature Rosé til 269,95 kr.

 
Til studenter-halløjet vil det være tosset at servere de kostbare champagner. Her opfylder Carte d’Or Brut fuldt ud alle behov – både til pris og kvalitet – og vil være en perfekt ledsager til sandwich og pindemad.

 

 

Del på Facebook