Kontroversiel bog giver Thorning et nyt slag

Det var lige det, Helle Thorning slet ikke havde brug for.

 

I dag udkommer en bog med titlen ”Den hemmelige socialdemokrat”. Den er skrevet af en anonym person, der angiver sig selv som medlem af den socialdemokratiske folketingsgruppe – gennem en årrække, må man forstå.

 

Bogen giver en fremstilling af magtkampe og intriger i partiet, og den tegner et meget kritisk billede af Thorning som leder. Samtidig leverer den farverige eksempler på, at fremtrædende socialdemokrater ikke just har den store agtelse for hende som politiker.

 

”Den hemmelige socialdemokrat” rummer ikke de store afsløringer. Men den er selvfølgelig generende for Thorning. Særlig fordi den giver hende endnu et slag på et tidspunkt, hvor hun i forvejen har måttet tage imod meget.

 

Tilbage står indtrykket af en statsminister, der i den grad har mistet sit fodfæste.

 

Krise på krise

Vi lever i en tid, hvor Socialdemokraterne virkelig får øvet deres evner i krisestyring.

 

Først var der striben af ministerskandaler, der blandt andet førte til Morten Bødskovs fald, og som også gav Helle Thorning en sag på halsen.

 

Som kom DONG-sagen med Goldman Sachs, som sendte partiet og regeringen på en ny nedtur hos vælgerne.

 

I kølvandet på den kom endnu en af de regeringsrokader, som efterhånden får det til at flimre for folk.

 

Og nu altså en bog med saftige detaljer om socialdemokraters magtstræb, indbyrdes krige og nedsættende bemærkninger om deres leder.

 

Forsøg på krisestyring

Det lumske ved sådan en bog er naturligvis, at det for udenforstående er umuligt at afgøre, hvad der er sandt og falsk i den. Anonymiteten betyder, at man ikke engang har mulighed for at vurdere, om forfatteren selv har et taktisk, manipulerende og måske hævngerrigt ærinde med den.

 

Det er da også her, den socialdemokratiske krisestyring sætter ind.

 

Forfatteren selv skriver, at dele af bogen er ”fiktion”. Med det mener han eller hun, at der også indgår ting, som han/hun ikke selv har oplevet, men har hørt om fra andre. Og så har det hele fået ”et twist af overdrivelse og satire”.

 

Det udnytter partiets nyslåede politiske ordfører, Maja Panduro, til at beskrive den som ”fri fantasi”. Hun har dog angiveligt ikke selv læst bogen.

 

Den socialdemokratiske gruppeformand Henrik Dam Kristensen og andre kalder forfatteren for ”ukollegial”, ”fej” og ”krysteragtig” på grund af anonymiteten.

 

Frem for alt forsøger de socialdemokratiske krisestyrere at affærdige bogen som helt betydningsløs. Man forsikrer, at man ikke finder det umagen værd at jagte forfatterens identitet. Sandheden er givetvis, at den vilde jagt er gået ind.

 

Venlige journalister

Socialdemokraterne kan glæde sig over, at flere journalister også har slået bogens betydning hen. Her lyder påstanden, at det generende for Thorning kun ligger i, at bogen er blevet skrevet. Altså, fordi det viser, at der er knive i ærmet blandt socialdemokrater.

 

Men det er en underdrivelse.

 

Sandt er det, at dette er en mindre sag sammenlignet med hele forløbet omkring DONG og regeringsrokaderne. Alligevel er sagen ret ubehagelig.

 

Det piller naturligvis yderligere lag af Thornings autoritet, når bogen beretter, at fremtrædende partifæller har omtalt hende som ”en påklædningsdukke” og som ”Barbie-Helle” og i det hele taget har en respektløs vurdering af hende. Selv om alt måske ikke er sandt, så hænger det ved.

 

På samme måde kan bogens fremstilling kun bestyrke vælgerne i, at Socialdemokraterne er præget af intern ballade og ondt blod. Den slags skræmmer vælgere væk.

 

Vælgerflugt

Det er jo i forvejen ikke ligefrem, fordi Socialdemokraterne og regeringen vader i vælgere for tiden.

 

I de fleste aktuelle meningsmålinger er rød blok igen mere end 20 mandater bagud i forhold til blå blok.

 

Socialdemokraterne mærker mere og mere Dansk Folkepartis hede ånde i nakken. I en af målingerne er Dansk Folkeparti endda større end Socialdemokraterne (Megafon/TV2 og Politiken).

 

Som i Anker Jørgensens tid

Det kræver ikke raketvidenskab at regne ud, at Helle Thorning hellere ville beskæftige sig med alt mulig andet end en bog, der fremstiller hende som en svag leder med ringe autoritet.

 

Men selve det, at nogen tør skrive sådan en bog, viser, hvor lidt autoritet, Thorning har – og hvor svært hun har ved at styre de forskellige fløje, kaffeklubber og frustrerede gemytter i partiet.

 

Meget sigende henviser bogens anonyme forfatter til et forbillede, som boltrede sig under en anden socialdemokratisk leder, der havde svært ved at styre flokken.

 

Det var pseudonymet dr. Mefisto, som slog sine folder under Anker Jørgensen i begyndelsen af 1980’erne med afsløringer fra partiets indre liv. Dr. Mefisto viste sig siden at være Erling Olsen, mangeårig minister.

 

Før ham var der i øvrigt en anonym topsocialdemokrat, der skrev om indre forhold under navnet ”Altmann”. Så der er en solid tradition at trække på.

 

Hvad nu, hvis …?

Bogen er færdiggjort før den seneste regeringsrokade. Nu må Thorning bare bede til, at den ”hemmelige socialdemokrat” ikke er en af de ministre, som hun netop har udnævnt!

Del på Facebook