Ekspert: En stor del af debatten om Eritrea-rapporten er præget af dyb uvidenhed om, hvordan beslutningerne træffes

privat

Som nu pensioneret fhv. embedsmand, der igennem sin løbebane har haft en del med forvaltningen af dansk udlændingepolitik at gøre, har jeg af flere grunde ikke kunnet lade være med at undre mig mere og  mere over den aktuelle debat om Udlændingestyrelsens Eritrea-rapport.

 

Flygtningenævnet

Det er først og fremmest besynderligt, at rapportens kritikere åbenbart går ud fra, at Flygtningenævnet i spørgsmålet om Eritrea står på nærmest bar bund, således at man risikerer, at Nævnet bevidstløst vil tillægge rapporten en vægt, som var den en himmelsk åbenbaring.

 

Hvis man gør sig den ulejlighed at gå ind på Flygtningenævnets hjemmeside, kan man konstatere, at det råder over et samlet baggrundsmateriale på mere end 175 dokumenter om Eritrea. At antage at Nævnets medlemmer i bedømmelsen af de eritreiske asylsager skulle holde sig alene til et enkelt dokument, in casu den seneste rapport, vidner om et totalt ukendskab til og en stor mistillid til Flygtningenævnet og dets medlemmer.

 

Det er ikke forholdene i landet men den personlige beretning, der kan være debat om

Dertil kommer at den offentlige debat om asylsager næsten altid bygger på den fejlagtige opfattelse, at det er forholdene i ansøgernes oprindelsesland, der er det springende punkt i sagsbehandlingen. Det er imidlertid helt forkert. Normalt vil medlemmerne af Flygtningenævnet være enige eller stort set enige i bedømmelsen af disse forhold og i, hvor alvorlig menneskerettighedssituationen er i et givet land.

 

Det, som asylsagerne der imod meget ofte drejer sig om, er, hvorvidt en konkret asylansøger er den person, han/hun giver sig ud for, om han overhovedet kommer fra det pågældende land og, om han overhovedet har været det igennem, som han påstår.

 

Sidder man i Nævnet (eller for den sags skyld i Udlændingestyrelsen) med en asylsag, kan man ikke simpelthen uden videre tage den slags hjertegribende historier for gode varer, som mange journalister sluger råt og kolporterer videre i medierne til de intetanende læsere og seere. I Eritrea-sagerne er der f.eks. mistanke om, at nogle af asylsagerne faktisk kommer fra Etiopien.

 

Mine erfaringer fra Flygtningenævnet

Som medlem af Nævnet i en periode oplevede jeg gang på gang, hvordan sådanne røverhistorier smeltede som dug for solen, når de blev udsat for skepsis og kritiske spørgsmål under en konkret vurdering af en asylansøgning. Desværre oplevede jeg også, hvordan enkelte advokater aktivt medvirkede til opsætningen af sådanne teaterforestillinger.

 

 

Politikere blander sig i en domstolslignende afgørelse

Videre har jeg også undret mig over, at de skarpeste kritikere af rapporten (Johanne Schmidt-Nielsen, Karina Lorentzen), som jo har udtrykt deres bekymring for, hvordan Flygtningenævnet nu også vil behandle asylsagerne fra Eritrea, tilsyneladende har overset, at de dermed blander sig groft i Flygtningenævnets arbejde.

Læs også
Afsløring: De er modtaget som flygtninge i Danmark og andre lande – men nu fester de som turister i det land, de skulle forestille at være flygtet fra

 

Nævnet er som bekendt et domstolslignende organ under forsæde af en dommer. Med deres indblanding har politikere fra Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti samt en række NGO-repræsentanter kunnet bade sig i humanismens skinnende sol under mediernes fulde og ukritiske bevågenhed. Paradoksalt nok er der imod flere folketingsmedlemmer fra blå blok + én socialdemokrat på det allersidste blevet stærkt kritiseret for manglende respekt for domstolenes uafhængighed og ligefrem politianmeldt, fordi de har erklæret deres utilfredshed med dommen i sagen mod den berygtede islamist Sam alias Said Mansour.

 

Endelig har så formanden for den radikale folketingsgruppe Camilla Hersom forlangt, at ingen asylansøgere fra Eritrea sendes hjem indtil videre – om overhovedet? Der er også uro i det radikale bagland.

 

Erfaringerne fra palæstinenserloven

Nu var det måske umagen værd, om den radikale gruppeformand kiggede lidt på de mildest noget tvivlsomme erfaringer med, hvordan det går, når politikere tager sig af at hjælpe særligt populære asylansøgergrupper på tværs af de gældende regler. Hun kunne f.eks. tage sig en snak over en kaffe latte med sin partifælle kulturministeren, der har rige erfaringer på dette område.

 

Marianne Jelved var som bekendt en af bannerførerne for den efterhånden berygtede palæstinenserlov i 1992. Hun vil kunne fortælle Camilla Hersom, at den gruppe på flere hundrede palæstinensere og deres efterkommere, som den gang alle stod til udvisning, men fik asyl ved et politisk magtbud, sidenhen har figureret overordentlig prominent i kriminalstatistikken og opgørelserne over modtagere af overførselsindkomster, men knap så iøjnefaldende på arbejdsmarkedet.

 

Og nu venter vi så på næste akt i forestillingen.

 

Læs også
Udlændingestyrelsen dropper gennemgang af opholdstilladelser – 400 somaliere får lov til at blive i Danmark
Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…