Verdenskrigens lange skygger

Den 13. august blev der rejst to mindesten i Tranum Klitplantage ved Jammerbugten for de seks engelske flyvere, der mistede livet den 13. august 1940, da deres to fly blev skudt ned i den daværende Sandmosen.

 

Lerup – Tranum

Det er den meget aktive sognegruppe i Lerup – Tranum, der har fået ideen og gennemført projektet, godt støttet af forfatteren Ole Rønnest, der har skrevet den fremragende bog, Den dømte Eskadrille”. Den er beretningen om den største allierede katastrofe i det danske luftrum under Anden Verdenskrig, hvor 11 Blendheim fly blev skudt ned over og omkring Aalborg Lufthavn, og 20 af de 33 besætningsmedlemmer omkom.

 

John Lart

 

Det blev på alle måder en smuk og gribende højtidelighed i klitplantagen med deltagelse af flere hundrede tilskuere og en række englændere med oberstløjtnant Edward Larts nevø, John Lart i spidsen.

 

Jeg havde den fornøjelse at være chauffør for John Lart og dennes hustru, Katherine, hvor dagen begyndte med kransenedlæggelse ved de mange flyvergrave på Vadum Kirkegård. Vi var sammen i flere timer, og så fik jeg John Larts historie.

 

Edward Lart

Farbroderen, oberstløjtnant Edward Lart var leder af de 11 Blendheim fly, der blev skudt ned den 13. august 1940. Han var i 1930’erne udstationeret som militærpilot i Indien og Afghanistan; men han ville hjem for at slås med Hitler, og det kom han unægteligt. Hans fly blev som bekendt skudt ned i Sandmosen ved den nuværende Rødhusvej. Han blev 39 år gammel og var ugift. Det var da også en selvfølge, at John Lart var med til at afsløre den sten, som onklens navn står på.

 

Den nu 79årige John Lart blev født i Iran, hvor hans far var læge på en missionsstation. Da familien vendte hjem, blev forældrene skilt, hvorefter moderen blev gift igen. John voksede op hos faderen og dennes familie, bl.a. hos en faster og en ældre farbror, der havde mistet det ene ben i 1. Verdenskrig.

 

 

Den anden Verdenskrig

Så kom 2. Verdenskrig. Moderens anden mand, der var pilot, blev skudt ned og dræbt i 1941. Faderen blev indkaldt som læge ved et infanterikorps, og han faldt ved Monte Casino i Italien i 1944. Moderen var i mellemtiden blevet gift for tredje gang og var flyttet til New Zealand, hvor hun fik tre sønner, John Larts halvbrødre.

 

Læs også
Modig frihedskæmper: Ella von Cappeln lokkede SS-officer med røde roser – og skød ham

John Lart blev hos fasteren og farbroderen, hvor han fik et godt hjem. Han blev senere uddannet læge ligesom faderen. Han har før besøgt Vadum Kirkegård og den store allierede kirkegård ved Monte Casino, hvor hans far er begravet. Smerteligt; men også nødvendigt, som han udtrykte det.

 

Ofrenes skygger

John Larts historie viser, at han også er en af verdenskrigens ofre, og at denne forfærdelige krig har kastet lange skygger efter sig.

 

Arne Sloth Kristoffersen – Skribent og foredragsholder

arnesk.dk

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…