Forbrugerrådet har i flere omgange advaret imod bankerne, der udhuler danskernes investerings- og pensionsdepoter for milliarder af kroner.
Hovedsynderen er det såkaldte formidlingsgebyr, der koster forbrugerne 3-4 mia. kr. årligt.
Gebyret har Forbrugerrådets tidligere direktør Vagn Jelsøe kaldt ”samfundsødelæggende”, da forbrugerne betaler for rådgivning, som de reelt ikke får.
Heldigvis er der mulighed for at undgå gebyret, der ikke hænger sammen med kvaliteten af investeringen, men typisk går til banken, der anbefaler kunden et køb. Gebyret er blandt andet blevet afskaffet i lande som Holland og England, men er endnu eksisterende herhjemme.
Op til 3 mio. kr. mere at tjene for en familie
Der er god grund til at holde øje med gebyret som forbruger. Det er ikke småpenge, det drejer sig om i det lange løb.
Beregninger viser, at det er muligt at opnå over en million kroner ekstra i pensionsudbetaling gennem livet, hvis man ikke løbende skal betale for et formidlingsgebyr.
Sammenlagt kan en dansk familie typisk tjene mellem 800.000 og 3 mio. kr. mere på pensionen ved at skifte bankens investeringsforening ud med en alternativ løsning.
I USA kører 25 procent af investeringsforeningerne typisk som billigkoncepter uden formidlingsprovisioner, mens tallet skønnet ligger på kun 2 procent i Danmark.
Det er derfor småt med mulighederne. Men der er nye spillere på vej ind på markedet.
En af de mest kendte er investeringsforeningen Optimal Invest A/S med omkring 350 millioner kroner at investere på vegne af privat- og erhvervskunder. Trods sin status som billigprodukt er foreningen netop blevet kåret til at have et af de 10 procent højeste afkast i sin kategori i Europa af ratingbureauet Morningstar.
”Danske forbrugere er vant til at betale høje gebyrer for rådgivning, som de typisk ikke benytter sig af. Med Optimal Pension får man et 100 procent gennemskueligt produkt udbudt af en uafhængig investeringsforening, som er væsentligt billigere at benytte. Hemmeligheden er, at der bliver investeret bredt i flere forskellige indeks frem for enkelte aktier eller obligationer,” forklarer investeringsrådgiver Søren Skjøth fra det uafhængige rådgivningshus F10 Finans.
Går imod bankerne
Investin Optimal VerdensIndex Moderat er det officielle navn på investeringsforeningen, som hidtil har givet 24,5 procent i afkast de seneste tre år.
Investeringsforeningen kan nemt købes som andre værdipapirer på børsen via netbank eller ved personlig henvendelse i en bankfilial.
”Vi handler aktivt i markedet som bankernes investeringsforeninger, men er anderledes, da det er til en helt anden pris. Der er tale om et fair hverdagsprodukt, hvor forbrugeren populært sagt får mulighed for at købe en Mercedes til Suzuki-pris,” lyder sammenfatningen fra Jesper Ihlemann, direktør i Optimal Invest A/S.
”Forbrugerrådet vil have politikerne til at skride ind over for bankernes formidlingsgebyrer, men der er desværre ikke sket noget endnu, selvom flere lande er i gang med at ændre reglerne på området,” tilføjer Jesper Ihlemann.
Hans forening har derfor udnyttet tiden til at komme med flere produkter. Det giver mulighed for at tilbyde forbrugerne et andet miks, da det ene papir vil være i lavrisiko-kategorien med kun 25 procent aktier i porteføljen. Det andet papir på en investeringsforening vil være et såkaldt livscyklusprodukt, hvor risikoen reduceres, jo ældre man bliver.