Den Korte Avis tilbød i går den anonyme brevskriver i skattesagen, at vedkommende kunne sende i det mindste noget af sin dokumentation til os, under fuld anonymitet.
Hvis det fremgik af materialet, at brevskriveren faktisk lå ind med en afslørende viden, forpligtede vi os til at meddele dette i offentligheden.
Vi mente, at vi kunne gøre det med troværdighed, fordi vi hele vejen igennem har været landets mest kritiske medie i forhold til brevet og dets påstande.
Men foreløbig har vi intet hørt fra brevskriveren. Det havde vi nu ærlig talt heller ikke forventet, al den stund vi vurderer brevet til at være et fupnummer.
Brevskriveren kan stadig nå at bevise, at vi tager fejl. Vores tilbud står åbent.
Men vores foreløbige konklusion er klar: Skattesagskommissionen og store dele af medierne har gjort sig selv til grin ved at tildele brevet en vægt, som det aldrig burde have haft.
Inddragelse af politiet
Da Skattesagskommissionen oplyste, at den på grund af brevet havde udsat sit videre arbejde og overgivet brevet til politiet, skrev vi: ”Hvad i alverden har Skattekommissionen gang i?”
Det gjorde vi af flere grunde:
Politiet burde slet ikke inddrages i denne sag om politisk magtmisbrug. Politiet er en del af regeringsapparatet og skal ikke efterforske den slags i forhold til toppolitikere i oppositionen.
Samtidig tydede intet på, at brevskriveren havde leveret dokumentation for sine påstande. Der var derfor ikke grundlag for, at kommissionen udsatte sit videre arbejde.
Denne beslutning var truffet af kommissionens flertal bestående af Martin Simonsen og Niels Fenger. Kommissionens formand Lars E. Andersen var imod.
Beskyldningerne er grove – altså er de vigtige
Flertallet nøjedes ikke med at begå en fejl ved at overgive sagen til politiet. Nok så alvorligt var det, at man tillagde brevet en betydning, som der slet ikke var belæg for.
Det hed i flertallets begrundelse:
”Vi finder imidlertid, at de i brevet fremsatte påstande – såfremt de er korrekte – i afgørende grad vil kunne ændre forståelsen både af denne sag, der verserer ved politiet, og af flere af de forhold, som er omfattet af kommissionens kommissorium.”
Dermed gjorde man noget, som burde være udelukket for dygtige og erfarne jurister:
Man brugte selve grovheden i brevets beskyldninger som et argument for at tillægge det afgørende betydning. Men enhver kan jo anonymt fremsætte grove beskyldninger. Det er dokumentationen, det kommer an på. Og den var der ikke skygge af.
Lod sig gribe af frygt
Hvis man havde læst brevet ordentligt, ville det også hurtigt stå klart, at det virkede mærkeligt:
Hvorfor medsendte brevskriveren ikke så meget dokumentation, at man i hvert fald kunne se, at han/hun havde en reel viden? Hvorfor lagde brevskriveren stor vægt på sin anonymitet, samtidig med at brevet gjorde det pærenemt for arbejdsgiveren at afsløre identiteten?
Frem for alt burde det have fået alle advarselslamper til at lyse, at brevet er fuldt af selvmodsigelser og sjuskefejl. Det beskrev vi nærmere i Den Korte Avis onsdag.
Formentlig lod advokat Martin Simonsen og professor Niels Fenger sig gribe af frygt for den mediestorm, der kunne rejse sig, hvis de ignorerede brevet, og det så alligevel viste sig at have betydning.
Men de skulle jo bare have meddelt, at de havde modtaget brevet og i øvrigt ikke agtede at inddrage det i arbejdet, med mindre de modtog relevant dokumentation.
Den kritiske journalistik røg i kosteskabet
Nu fik de sat en anden slags mediestorm i gang. Den pustede deres begrundelse for at tillægge brevet betydning helt ud af proportion.
Gang på gang kom der fra tv-skærm og avissider henvisninger til, at kommissionen jo selv havde sagt, at brevet ”i afgørende grad vil kunne ændre forståelsen” af sagen. Og så gik det ellers derudaf.
Langt de fleste journalister sørgede ganske vist for at understrege, at man ikke vidste, om brevets beskyldninger var rigtige.
Men det påfaldende var, at praktisk talt ingen i første omgang gjorde sig nogen anstrengelser for at bore i de ting, som satte alvorlige spørgsmålstegn ved brevets troværdighed.
De fleste medier smed den kritiske, granskende journalistik ind i kosteskabet.
Man lod sig gribe af en hektisk forventning om, at NU var det store øjeblik måske kommet. Det øjeblik, hvor skattesagen eksploderede i en kæmpe politisk skandale, der involverede ledende Venstre-folk og måske endda Lars Løkke himself.
Til lykke! – og bestemt ikke til lykke
Fra Den Korte Avis skal lyde en lykønskning til den anonyme brevskriver. Du fik virkelig skabt den stemning af mistænksomhed omkring Venstres rolle, som du formentlig gik efter.
Derimod har vi ikke noget til lykke til Skattesagskommissionens flertal og størsteparten af medierne.
I gik fra snøvsen og gjorde jer selv til grin. Og I fik i hvert fald hos Den Korte Avis forstærket en bekymring for, at demokratiet i stigende grad vil dumpe nøgtern og rationel tænkning til fordel for en slingren båret af stemningsbølger.
