Lars Løkke kende sin besøgelsestid. Det gjorde Johanne Schmidt-Nielsen ikke.
Derfor er forhandlingerne om finansloven endt med et forlig mellem regeringen, Venstre og De Konservative, mens Enhedslisten står og surmuler i baggrunden.
Protestpartiet på den yderste venstrefløj vil gerne have indflydelse, men de er ikke i stand til at levere, hvad der skal til. Johanne Schmidt-Nielsen var så optaget af at overspille sin rolle til glæde for baglandet, at hun overså regeringens advarsler om et muligt sammenbrud.
Med Venstre trådte mange års erfaring i forhandling og ansvarlig politik ind i lokalet. Lars Løkke brugte ikke tiden på krukkede falbelader og masser af ord til tv-mikrofonerne. Han vidste, hvad han gik efter og fik sammen med Lars Barfoed en stor del af det. Derfor kunne der laves et lynforlig.
Thorning er taberen
Det kan meget vel være, at Enhedslisten øger deres i forvejen store opbakning i meningsmålingerne ved endnu engang at indtage martyrrollen. Men de har ikke så meget at bruge det til.
Slagets reelle vinder er Lars Løkke, der fik et politisk comeback efter GGGI-sagen, som er hurtigere og større, end han kunne drømme om.
Han kunne have satset på at lægge armene over kors i et forsøg på at tvinge Thorning til at udskrive valg. Men hans vurdering var, at i den situation ville regeringen alligevel strikke et eller andet sammen med Enhedslisten. Efter al sandsynlighed er det rigtigt.
Mens Lars Løkke står styrket tilbage, ligner Helle Thorning den store taber.
Hun havde en plan for, hvordan hun frem mod valget skulle erobre stemmer fra Løkke. Nu er den plan skudt i grus.
Det gik ikke efter bogen
Thorning har satset på, at hun frem mod valget skulle aflive debatten om, at regeringen fører blå politik. Denne debat opstod på grund af de økonomiske reformer, der blev lavet i de første to år for at styrke konkurrenceevnen og arbejdsindsatsen i det danske samfund.
Nu skulle der skrues ned for den slags reformer. I stedet skulle regeringen markere sig på traditionelle røde mærkesager omkring velfærd og øget offentligt forbrug.
Samtidig skulle modsætningen til Venstre trækkes op. Det skulle fremstilles som et parti, der vil angribe velfærden og den offentlige sektor.
Dette års forhandlinger om finansloven foregik da også i første omgang efter denne drejebog.
Drøftelserne med Enhedslisten drejede sig først og fremmest om at bruge flere penge på offentlig velfærd, bekæmpelse af social dumping og grønne initiativer. Enhedslisten fik specielt bragt hjælpen til de ældre i centrum.
Men så kørte de røde forhandlinger i grøften. Ind kom de blå. Og så holdt Thornings drejebog ikke længere.
Løkkes dobbelte mantra
Nu var det ikke forbrug af offentlige midler, der var i centrum. Det var en styrkelse af vækst og beskæftigelse, konkurrenceevne og arbejdspladser.
Forliget er gennemsyret af Løkkes dobbelte mantra: Virksomhedernes omkostninger skal ned, og det skal bedre kunne betale sig at arbejde.
Vækstplanen med dens lettelser i skatter og afgifter på virksomheder rykkes frem.
Samtidig øges gevinsten ved at gå fra passiv forsørgelse til beskæftigelse ved forhøjelse af beskæftigelsesfradraget, fremrykket forhøjelse af det særlige beskæftigelsesfradrag for enlige forsørgere og forbedret fradrag for kontanthjælpsmodtagere.
Dermed endte forhandlingerne om finansloven med den type ret blå politik, som prægede Thornings første år.
Bevidst om faren
Samtidig gør forliget det også sværere at gennemføre den del af Thornings plan, der går ud på at udstille Venstre som velfærdens fjender.
Løkke var bevidst om faren. Han tilsluttede sig uden videre det forslag om at afsætte 1 mia. kr. til bedre ældrepleje, som regeringen havde fremlagt for Enhedslisten.
For Thorning er det et hårdt slag, at hendes plan er skudt i grus.
Med dette forlig bliver det sværere for hende at angribe Løkke frem mod valget. Samtidig risikerer hun, at regeringen igen rammes af den gamle kritik for, at den fører blå politik.
Såret kan bryde op
Denne debat havde to konsekvenser for Thorning:
De røde vælgere flygtede til Enhedslisten, fordi de mente, at Thorning havde svigtet sine røde valgløfter.
Midtervælgerne flygtede til de borgerlige ud fra det argument, at de blå var bedst til at føre blå politik.
I den seneste tid er det lykkedes for Thorning at få bedre styr på vælgerne – godt hjulpet på vej af Løkkes rejsesag. Men nu kan såret bryde op igen.
Annette Vilhelmsen var væk
Hvis forliget rummer farer for Socialdemokraterne, så kan det ende som en total katastrofe for SF.
Partiet kom hårdt medtaget ud af kommunalvalget. Og dette nye store forlig med de borgerlige kan igen sende det i retning af spærregrænsen og rejse debatten om at forlade regeringen.
Et vaklende SF betyder uundgåeligt også en mere vaklende regering.
Mens SF i går aftes måske fik dødelige sår i Finansministeriet, sad formanden Annette Vilhelmsen i Vollsmose og hørte Yahya Hassans digtoplæsning. Det er vel symptomatisk for hendes lederskab.
Murbrokker
Og Thorning? Hun gjorde det eneste mulige ved at indgå forlig med regeringen. Men hun står og kigger på en bunke murbrokker. Resterne af hendes store politiske plan.
