I løbet af 32 år i udenrigstjenesten faldt det igennem flere perioder i min lod at blive involveret i forvaltningen af Danmarks udlændingepolitik.
Jeg har været chef for den sektion – senere det kontor – i Udenrigsministeriet, der havde til opgave at udarbejde baggrundsrapporter til udlændingemyndighederne i asylsager.
Jeg har været medlem af Flygtningenævnet.
Jeg har været udstationeret i lande som Tyrkiet og Pakistan, hvor mange af flygtningene og indvandrerne til Danmark kommer fra. På disse udeposter har jeg været ansvarlig for visumudstedelse.
Min deltagelse i disse sammenhænge gav mange tankevækkende oplevelser ikke mindst som følge af den meget lange afstand mellem udlændingepolitikkens intentioner og de reelle følger af disse intentioner i virkelighedens verden.
Hvis offentligheden fik at vide, hvad der foregik
Efterhånden følte man, at man sad inde med erfaringer, som ville være meget eksplosive, hvis den danske offentlighed fik at vide, hvad der foregik.
Ind imellem – især fra slutningen af 1990’erne – diskuterede jeg disse problemer med kolleger, der mente, at udlændingedebatten var kørt af sporet og, at Dansk Folkeparti havde fået for stor indflydelse.
Jeg plejede at svare, at de så kunne være glade for, at det kun var en lille del af virkeligheden, der var kommet offentligt frem. Ellers ville Dansk Folkeparti have endnu flere mandater.
Nogle vil så i dag måske indvende, at meget blevet ændret og strammet i 2002, så at mine erfaringer ikke længere er relevante. Men desværre må vi i dag leve med de meget mærkbare følger af den udlændingepolitik, der blev ført ind til 2002. Desuden blev der vedtaget en del lempelser i 2012.
Tavshedspligt
Jeg er som tidligere embedsmand forpligtet til tavshed om konkrete sager. Så hvad jeg beretter i det følgende, er formuleret i helt generelle vendinger og holdt i så stærkt anonymiseret form, at ingen personer eller konkrete sager vil kunne genkendes.
Hvor der undtagelsesvis måtte være tale om aspekter af sager eller forhold, der allerede har været offentligt fremme, kan jeg naturligvis tale friere fra leveren.
Men nu til sagen og denne uges emne:
Hvad skal der til for at få asyl?
Vores forestillinger om flygtninge har vel nok været præget af erfaringerne fra de kommunistiske stater under den kolde krig og fra militærdiktaturerne i Sydamerika i 60’erne, 70’erne og 80’erne.
Derfor vil mange mene, at en rigtig flygtning er en person, der har måttet forlade sit hjemland (eller tidligere opholdsland), fordi han/hun i skrift, tale, med våben eller på anden vis har markeret sig som modstander af styret og derfor vil være i åbenlys fare ved tilbagevenden/afslag på sin asylansøgning.
Men hvis man tror, at det kun er denne type personer, der i årene siden 1983 har fået asyl i Danmark, tager man fejl.
En røverhøvding fik asyl
Til illustration kan jeg anføre en absurd sag i Flygtningenævnet i begyndelsen af 00’erne, hvor en person, der nærmest kan beskrives som en røverhøvding, søgte asyl (sammen med sin talrige familie), da han var forfulgt af regeringen i sit hjemland i Kaukasus.
Nu var der ingen tvivl om, at styret i det pågældende land var diktatorisk. På den anden side efterlod ansøgerens meget floromvundne forklaringer heller ingen tvivl om, at det udestående, som myndighederne i hans land havde med ham, skyldtes gerninger, der mildt udtryk stillede røverne i Rold helt i skyggen.
Da jeg noget naivt påpegede overfor de andre nævnsmedlemmer, at dette vist snarere var en straffelovssag end en asylsag, blev jeg hurtigt belært om noget andet af nævnsformanden og Dansk Flygtningehjælps medlem. Flertallet gav derpå ansøgeren asyl, da han jo risikerede det frygteligste, hvis han blev sendt hjem.
Palæstinenserne
Hvis nogen betvivler denne sags repræsentativitet, kan jeg henvise til de talrige palæstinensere fra Libanon, der fik asyl i 1990’erne.
Mange af dem gjorde gældende, at de havde været medlem af en politisk gruppe med de respektableste formål, og at de nu svævede i stor fare som forfulgt af de libanesiske eller syriske myndigheder eller andre kræfter i Libanon.
Af de udførlige baggrundsrapporter, som Udenrigsministeriet udarbejdede i så godt som hver enkelt sag, fremgik det imidlertid, at der var tale om væbnede grupper.
Ansøgerne måtte da også en passant vedgå, at de nok i ny og næ havde optrådt med våben i hånd, hvilket var gået ud over en og anden i andre grupper, der nu havde forsøgt at komme dem til livs eller i hvert fald havde dem på en dødsliste.
Danske myndigheder lod sig dupere
De danske udlændingemyndigheder lod sig som regel dupere af disse forklaringer. Der var jo tale om grupperinger, der ifølge deres navne og officielle formål kæmpede for demokrati, socialisme og det palæstinensiske folks ret. Og det tog man så for gode varer.
At navnene og grupperingerne for det meste dækkede over klan-, person- eller familiestridigheder, hvis ikke ligefrem over ren kriminalitet (hvad flere af de pågældendes videre løbebane i Danmark til fulde har illustreret), var vel ikke helt gennemskueligt for godtroende og velmenende danske myndigheder med et begrænset kendskab til mellemøstlige forhold.
Ergo asyl til de pågældende og deres familier – eller efterfølgende familiesammenføring, hvis familien ikke var med i første omgang.
Resten er historie, eller rettere sagt: Resten er i høj grad nutid, fordi vi står tilbage med integrationsproblemerne.
