Disse uger er historiske i dansk politik. Det er aldrig sket før i nyere tid, at en regering er ramt af hele tre forskellige skandaler på én gang.
Der er Morten Bødskov-skandalen. Der er Annette Vilhelmsen-skandalen. Og der er Bjarne Corydon-skandalen, der i virkeligheden drejer sig om hele regeringstoppen.
Det mærkelige er, at medierne næsten ikke har gjort befolkningen opmærksom på, at dette brag af sammenfaldende skandaler er fuldstændig uhørt.
Det mærkelige er også, at medierne slet ikke har gjort befolkningen opmærksom på, at de forseelser, der her er tale om, er meget, meget alvorligere end Lars Løkkes luksusrejser. Her blev der sandt for dyden ikke sparet på mediehysteriet.
Der er forskel på folk. Bødskov, Vilhelmsen og Corydon slipper langt billigere i medierne, end Løkke gjorde
Bødskov-skandalen
Bødskov-skandalens fulde omfang er endnu ikke klarlagt. Men to ting står fast:
Landets justitsminister har fuldt bevidst deltaget i at føre Folketingets retsudvalg bag lyset. Samtidig har han medvirket til at forhindre et folketingsmedlem, nemlig Pia Kjærsgaard, i at udføre sit arbejde – uden at informere hende.
Dette er rigeligt til, at Bødskov burde gå af. For kort tid siden gik udviklingsminister Christian Friis Bach, fordi han havde misinformeret Folketingets udenrigsudvalg, selv om han ikke var klar over det.
Vilhelmsen-skandalen
Annette Vilhelmsen foretog en eklatant favorisering af én ansøger, da der skulle uddeles midler fra en pulje, som skulle bruges til at fremme socialt udsattes valgdeltagelse.
Vilhelmsens embedsmænd fortalte virksomheden Huset Zornig om puljen før alle andre. De hjalp også Huset Zornig med ansøgningen. Og man koordinerede pressemeddelelser, der skulle lancere initiativet på en måde, så det hele ikke virkede for aftalt.
Kulminationen kom, da Annette Vilhelmsen og Lisbeth Zornig tilfældigt mødtes for åben tv-skærm (DR2). Her lovede ministeren uden omsvøb, at Huset Zornig kunne få hele bevillingen. ”Der er 1 million til dig,” som hun så flot sagde (siden blev puljen forhøjet til 2 mio. kr., så andre kunne få).
Dermed gav Vilhelmsen alle pengene væk på et tidspunkt, hvor ansøgningsfristen slet ikke var udløbet, og hvor Zornig endnu ikke havde indsendt en ansøgning.
Alligevel erklærede Annette Vilhelmsen over for Folketinget, at alle ansøgere var blevet behandlet på ”fuldstændig lige vilkår”. Dermed talte hun usandt, hvilket hun må have været helt bevidst om.
Lisbeth Zornig selv siger lige ud: ”Det synes jeg ikke er lige vilkår”. (Politiken)
Hvis en minister bevidst fører Folketinget bag lyset på denne måde, bør hun meget alvorligt overveje at gå af. Men det gør Vilhelmsen åbenbart ikke.
Corydon-skandalen
Corydon-skandalen drejer sig som sagt om hele regeringstoppen. Med embedsmændene i en meget aktiv rolle har den forsøgt at forhindre Rigsrevisionen i at grave i forarbejdet til lovgivningen om solceller. Corydon har så optrådt som talsmanden.
Denne lovgivning har kostet statskassen og energiforbrugerne mange penge. Undervejs i sagen har klima- og energiminister Martin Lidegaard ydermere vildledt Folketinget. Regeringen har forsøgt at mørkelægge væsentlige dele af dette forløb.
Ingen dommedagsstemning
Medierne har på ingen måde fortiet de to mest aktuelle af sagerne, Bødskov-skandalen og Vilhelmsen-skandalen. Der har undervejs været lavet dygtig journalistik på dem.
Men dækningen har slet ikke haft den dommedagsstemning, som prægede dækningen af Løkkes rejser og bilag. Her blev der hamret løs på, hvor alvorlige konsekvenser sagen kunne få for Løkke, og negative meningsmålinger blev flittigt fremhævet.
Hvis man skulle gøre noget lignende i forbindelse med Bødskov og Vilhelmsen, skulle man dagligt fremhæve, hvor hårdt disse sager kan ramme regeringen.
Samtidig skulle man understrege, at Bødskov og Vilhelmsens forseelser – med vildledning af Folketinget – er langt alvorligere end Løkkes.
Men det har man absolut ikke gjort. Tværtimod er Bødskov og Vilhelmsen blevet behandlet væsentligt mindre aggressivt og inkvisitorisk end Løkke.
To konkrete eksempler
Et par konkrete eksempler kan illustrere det:
Hvis TV havde givet Vilhelmsen samme behandling som Løkke, ville man blive ved og ved og ved med at vise det klip, hvor Vilhelmsen mod alle regler lovede Zornig en million. Hvorfor har man ikke gjort det?
Et andet eksempel: Søndag var Pia Kjærsgaard gæst hos TV2 News. En stor del af interviewet gik med, at hun blev afkrævet dokumentation for sin kritik af Bødskov.
Men hendes kritik går jo på, at Bødskov ikke har givet nogen tilfredsstillende forklaring på sin håndtering af sagen. Det er Bødskov, der skal dokumentere.
I forbindelse med Løkke-sagen var socialdemokraten Pernille Rosenkrantz-Theil næsten daglig gæst i TV med anklager mod Løkke. Hun blev aldrig forhørt på samme måde som Kjærsgaard, men fik scenen for sig selv.
Der er forskel på folk. Store røde skandaler bliver behandlet mere nænsomt end små blå skandaler.
