Kernekraft eller global opvarmning?
Det er emnet i Robert Stones dokumentarfilm Pandora’s Promise. Den påpeger, hvor stor en indflydelse den anti-nukleare bevægelse har haft på at indgyde frygt hos millioner af mennesker, så der i dag er en næsten global modstand mod al form for kernekraft. Også selv om den ufarlige kernekraft, thorium, i dag kan vise sig at være den eneste energiform, der kan erstatte de fossile brændstoffer og bremse den menneskeskabte globale opvarmning.
Under et interview i Frankrig har Robert Stone fortalt, at hans film Pandora’s Promise vandt en pris på the Sundance Film Festival, men at europæiske TV selskaber ikke vil vise dokumentarfilmen, da den ikke har den korrekte politiske holdning. Da den i november 2013 blev vist i Barsebäck i Sverige, meldte den danske energiminister Martin Lidegaard afbud – han var forhindret – i at deltage i den efterfølgende debat!
Vil ikke se og ikke høre hvor slemt det står til
Klimaudviklingen har nået the tipping point – og det er ikke sikkert, at vi kan vende udviklingen. Men de politiske ledere taler kun om tilpasning til de klimatiske ændringer i stedet for at prøve at stoppe de CO2 udledninger, der er årsag til, at vi får en global opvarmning med mere ekstremt vejr. Resultatet kan være, at vi hvert år vil opleve ’århundredets’ storm, som netop har raseret Danmark.
Det kræver politisk vilje at ændre udviklingen. De såkaldte vedvarende energiformer kan ikke dække det stigende energibehov men kun supplere.
Den rene og ufarlige kernekraft thorium kan til gengæld spille en vigtig rolle. Og mange steder har man forstået det. I april 2013 havde Thor Energy i Halden i Norge et vellykket forsøg med thorium, hvilket vakte opsigt. BBC var på pletten, mens de danske medier stadig er påvirkede af anti-nuklear bevægelsen og ikke til at rokke.
Den danske energiplan vil blive ekstremt dyrt for Danmark i form af energiafgifter og i form af reparationer efter de kommende stormskader. Som dronning Margrethe ville sige: Gud bevare Danmark!
Jonna Vejrup Carlsen