Da græsk politi under en razzia mod en romalejr nær byen Farsala i det centrale Grækenland fandt en fire-årig lysblond pige, var man ikke et sekund i tvivl om, at der var noget galt.
Pigen, der ud over det blonde hår også er lys i huden, lignede overhovedet ikke det par, der i første omgang hævdede at være hendes forældre, og en afhøring af dem viste da også, at der var noget, der var rivende galt.
Tre forskellige forklaringer
En DNA-test afslørede hurtigt, at roma-parret, en 39-årig mand og en 40-årig kvinde, ikke var forældre til barnet.
Herefter har den ene af parret fortalt politiet, at de havde fået barnet af fremmede, medens den anden fortalte, at de havde fundet hende svøbt ind i et tæppe.
Ifølge TV2 News her til morgen, er den mandlige del af roma-parret nu kommet med en helt tredje forklaring, nemlig at Maria var blevet adopteret under ikke helt lovlige omstændigheder.
Parrets 14 børn skal nu undersøges af politiet
Desuden oplyste parret til politiet, at de har 14 børn, og dem er græsk politi nu ved at undersøge nærmere med henblik på at konstatere, om parret vitterligt er biologiske forældre til dem alle.
Parret er nu anholdt og sigtet for bortførelse af den nu fire-årige pige. Ud over sigtelsen for bortførelse, er parret også sigtet for at have falske legitimationspapirer. Således havde kvinden to sæt med to forskellige navne.
På det ene sæt legitimationspapirer er hun opført som mor til fem piger og to drenge, medens hun det andet er opført som mor til fire piger, men parret skulle altså ifølge græsk politi have i alt 14 børn.
Under razziaen mod roma-lejren, som var del af en landsdækkende razzia mod romaer, fandt politiet ud over den lille blonde pige desuden våben og ulovlige stoffer.
Efterlyst internationalt
Den fire-årige Maria er i øjeblikket i pleje hos organisationen The Smile of the Child, som oplyser, at pigen er født i 2009, er 100 centimeter høj og vejer 17 kilo.
Hun var i meget dårlig tilstand, da hun ankom, men er nu i hurtig bedring på det hospital, hvor hun er indlagt.
De græske myndigheder har nu bedt Interpol, det internationale politisamarbejde, om hjælp til at finde frem til forældre, der har mistet en pige, der svarer Maria, ligesom også andre organisationer, der arbejder med savnede børn, er blevet underrettet.
Mange tusinde henvendelser – otte ser lovende ud
Ifølge Sky News har organisationen The Smile of the Child nu modtaget over 5.000 opkald og tusindvis af e-mails, og blandt dem er der otte, som ifølge organisationen ser lovende ud.
Det drejer sig om fire henvendelser fra USA, en fra Sverige, en fra Frankrig, en fra Polen og en fra Canada.
Er engelske Ben Needham også i roma-lejren?
Ifølge den engelske avis Daily Mail hævder et vidne, som har besøgt lejren, at der også er en ung engelsk mand i den roma-lejr, hvor Maria blev fundet.
Og det vækker forhåbninger i England, hvor ægteparret Eddie og Kerry Needham mistede deres 21 måneder gamle søn, Ben, under en ferie på Kos i 1991.
”Vi har altid været overbeviste om, at Bens forsvinden var sigøjner-relateret, og vi har nu rettet henvendelser til politiet i Larissa (som fandt Maria – red.) og bedt dem undersøge lejren endnu engang,” fortæller Bens mor, Kerry.
Umuligt for sigøjnere at skjule et europæisk barn
Hverken de græske eller engelske myndigheder godtog i sin tid ægteparrets Needhams teori om, at deres 21 måneder gamle dreng var blevet stjålet af sigøjnere.
”Vi har gang på gang fået at vide, at det er umuligt for sigøjnere at gemme et europæisk barn. Men det viser sig altså nu at være tilfældet,” fastslår Bens far, Eddie.
