Lav inflation gør dig rigere

I tider, hvor der er langt mellem de gode nyheder om både privatøkonomi og nationaløkonomi, betyder de gode nyheder mere. Og de nyeste tal for inflationen i Danmark godt nyt for dig og din privatøkonomi.

 

Rekordlave prisstigninger

Inflationen er faldet til det laveste niveau i 40 år, det viser de seneste tal fra Danmarks Statistik (DS) (pdf). Forbrugerprisindekset steg kun på 0,6 % fra juli 2012 til juli 2013. Så lav en stigning har der ikke været siden målingerne begyndte i 1967.

 

Priserne i nogle varegrupper er endda faldet i løbet af det seneste år. Det gælder transport og oplevelser (kultur og fritid). Til gengæld er det blevet 2 % dyrere at gå på restaurant.

 

Inflationen er faldet fra 1,5-3 % i 2011 og 2012 til cirka 1 % i 2013. Det er en markant ændring i forbrugerprisudviklingen.

 

Danskerne er blevet rigere

Priserne er jo stadigvæk steget, så hvis du ikke har fået mere i løn, eller hvis du måske endda er blevet arbejdsløs i løbet af året, så er det jo ikke positivt.

 

Men danskerne har altså i gennemsnit fået mere i nettoløn det seneste år. Selvom lønstigningerne har været aftagende, så steg lønningerne i den private sektor med 1,3 % fra 1. kvartal 2012 til 1. kvartal 2013 (ifølge DS). Og det er altså mere end inflationen.

 

I samme periode er skattetrykket faldet – primært for dem, der er i arbejde og har en relativ høj løn. Det skyldes stigende beskæftigelsesfradrag og højere grænse for betaling af topskat.

 

Er du nogenlunde som gennemsnitsdanskeren, så er du altså lidt rigere i dag, end du var for et år siden.

 

Godt udgangspunkt for vækst

Når der alligevel er lidt malurt i bægeret, så skyldes det årsagen til den lave inflation. Årsagen er blandt andet, at Danmark var i recession i 2012, det vil sige bruttonationalproduktet (den samlede produktion) faldt. Det var altså krisen, der fik inflationen til at falde.

 

Det var dog ikke givet på forhånd, at det skulle gå sådan. Det er et udtryk for at danskerne generelt opfører sig krisebevidst og ”krisefornuftigt.” Alt i alt er det svært at bevare pessimismen under disse omstændigheder.

 

Det er et godt udgangspunkt for vækst, både for Danmark og for din privatøkonomi, hvis verdensøkonomien skulle være på vej ind i en højkonjunktur.

 

Kim Valentin, Finanshuset i Fredensborg A/S

 

Hold dig opdateret om forhold, der påvirker din privatøkonomi: Send mig ugebrevet FinansNyt helt gratis.

Del på Facebook