Klar besked fra det offentlige: Du skal bare bruge referenceimplementeringen

Mange virksomhedsejere har haft deres bøvl med oprettelsen af den såkaldte e-Boks, som man nu skal have til at modtage henvendelser fra det offentlige i digital form.

 

For en af vores læsere, Steen Worziger, stoppede problemerne ikke, da det lykkedes ham at få oprettet denne e-Boks. Han ville nemlig have det ordnet sådan, at de beskeder, han her modtog fra det offentlige, blev sendt videre til hans almindelige mailadresse.

 

Sådan noget må man installere efter gør-det-selv-princippet. Worziger studerede derfor en vejledning i, hvordan man skal gå frem. Undervejs stødte han på denne forrygende sætning:

 

”Referenceimplementeringen giver en introduktion til services til afhentningssystemet”.

 

Så klart kan det siges. Man skal bare finde referenceimplementeringen frem, og så giver resten næsten sig selv! Så får man nemlig en introduktion til afhentning af servicesystemet … eller var det en service til introduktion af afhentningssystemet?

 

Steen Worziger afslører ikke, om han har forsøgt at bevæge sig ind i referenceimplementeringen. Ærgerligt nok. Vi ville gerne have hørt, hvad der sker, når man gør det.

 

Kan bruges til at imponere sine omgivelser

Men vi er hermed blevet beriget med et fantastisk nyt ord, som man vil kunne bruges til at imponere sine omgivelser i mange sammenhænge. For eksempel i selskabslivet:

 

”Vi rejser ingen steder uden at sikre os, at der er en ordentlig referenceimplementering med i prisen.”

 

Eller hvad med denne på autoværkstedet:

 

”Der kommer nogle underlige bankelyde – jeg ved ikke, om det er referenceimplementeringen, den er gal med.”

Læs også
Lars Løkke Rasmussen og danaidernes kar

 

For ikke at tale om kærlighedslivet:

 

”Har jeg fortalt dig, at det smukkeste ved dig er din referenceimplementering?”

 

Mulighederne er uanede, fordi ingen alligevel aner, hvad ordet betyder.

 

Sådan går det ofte med det offentlige

Og dog: Måske sidder der nogen i det offentlige system, som ved, hvad ”referenceimplementering” betyder. I det mindste den, der har opfundet ordet.

 

Men hvad i alverden skal borgerne stille op med sådan en gang volapyk som ”referenceimplementeringen giver en introduktion til services til afhentningssystemet”?

 

Læs også
Skattemoral og den fortsatte skandale om SKAT

Den vidunderlige sætning er endnu et eksempel på, hvad der alt for ofte sker, når det offentlige informerer:

 

Man gør sig en del anstrengelser for at udtrykke sig forståeligt. Med konsulenter og alt det dér indover.

 

Men der findes altid nogen i systemet, der er uhelbredeligt angrebet af bureaukratitis. Folk, der simpelt hen får et kick ved at udtrykke sig, så borgerne bliver rådvilde og bange for at gøre noget forkert.

 

Den slags typer kan ødelægge alle anstrengelser for at virke borgervenlige.

 

Vantro og måbende

Dér sidder hr. og fru Danmark med egen virksomhed. De er glade og lettede over, at det trods alt lykkedes at få oprettet deres e-Boks. Nu skal de bare sørge for at det hele bliver sendt videre til mailen.

 

De er faktisk lige ved at synes, at det offentlige måske ikke er så slemt endda, når det gælder kommunikation. Og så … kigger de på skærmen … og kigger igen … vantro og måbende:

Læs også
12. marts kan du se din årsopgørelse fra SKAT

 

Referenceimplementeringen giver en introduktion til services til afhentningssystemet.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…