Mennesker fra Syrien vil fremover have væsentligt lettere ved at få asyl i Danmark. Det skyldes, at Flygtningenævnet nu vil bruge et stærkt udvidet asylbegreb, når det behandler syriske asylansøgere.
Efter normal procedure tilkender man asyl, når ansøgerne anses for at være personligt forfulgte. Men nu kan de få asyl alene med den begrundelse, at de kommer fra områder af Syrien, hvor der er risiko for, at de bliver ramt af væbnede kampe eller angreb mod civile.
Nogle organisationer, såsom Dansk Flygtningehjælp, er allerede i gang med at udnytte det udvidede asylbegreb til der yderste. De erklærer, at alle syrere på den konto bør have adgang til asyl i Danmark.
Under alle omstændigheder vil den ny praksis give et meget stort antal syrere mulighed for at få asyl i Danmark. I Sverige, der giver alle syrere asyl, vokser tilstrømningen eksplosivt.
Og dette er kun begyndelsen. I fremtiden må man regne med, at blodige krige rundt omkring i verden, vil give langt lettere adgang til asyl og dermed langt større flygtningestrømme, end vi har været vant til.
Det burde i sig selv give anledning til, at der blev ført en grundig offentlig debat om det udvidede asylbegreb.
Et dybt alvorligt demokratisk problem
Samtidig burde denne debat trænge sig på af en anden afgørende grund:
Det udvidede asylbegreb er ikke resultatet af en demokratisk beslutning truffet af folkevalgte politikere.
I Danmark har Flygtningenævnet på egen hånd vedtaget, at det skal være sådan. Det bygger på en dom fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (fra 2011) vedrørende somaliske flygtninge.
Heller ikke denne dom er begrundet i nogen demokratisk beslutning. Den er alene baseret på domstolens egen særdeles vidtgående udlægning af nogle generelle formuleringer i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Reelt gør domstolen sig til politisk beslutningstager. Denne tendens ser man også på andre områder. Den udgør et dybt alvorligt demokratisk problem.
Behovet for at diskutere denne udvikling skriger til himlen. Men størsteparten af de danske politikere og medier forsøger at tie sagen ihjel. Det er ildevarslende.
”Ildevarslende” i den forstand, at den er udtryk for en manglende vilje til at værne om folkestyret. Og i den forstand, at den vidner om en bekymrende mangel på proportionssans. Vi står her med et samfundsproblem, der langt overgår de sager, som dominerer tidens politiske debat.
Brud på menneskerettighederne?
Flygtningenævnet henviser som sagt til en dom fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. I 2011 skrev nævnet følgende om denne dom, der vedrører to somaliere, som var blevet nægtet asyl i Storbritannien:
”Domstolen finder, at udsendelsen af to somaliske statsborgere til Mogadishu i Somalia vil udgøre en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel3.”
Hvad betyder det?
I omtalte artikel 3 står der alene: ”Ingen må underkastes tortur og ej heller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf”.
Så det er naturligvis et brud på menneskerettighederne, hvis man torturerer mennesker osv. Derimod står der intet i artikel 3 om, at det er et brud på menneskerettighederne, hvis et land fører en asylpolitik, der ikke generelt giver asyl til mennesker fra krigshærgede områder.
Det er simpelt hen noget, som Menneskerettighedsdomstolen på egen hånd har fundet på for nylig.
Dommerne har besluttet sig for, at sådan burde det være, og denne holdning iklæder de så juridiske gevandter ved at henvise til Menneskerettighedskonventionens artikel 3 – selv om der er et enormt spring fra denne artikel 3 og så til domstolens konklusioner.
En djævelsk cirkel
Hvordan kan Menneskerettighedsdomstolen slippe af sted med denne form for politik forklædt som jura?
Såre simpelt: Danmark og andre lande har forpligtet sig til at overholde menneskerettighederne, sådan som de fortolkes af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.
I denne forpligtelse har man ikke taget højde for den mulighed, at domstolen ville begynde at tiltage sig beføjelser, som aldrig er givet den ved en demokratisk beslutning (såkaldt juridisk aktivisme).
Og nu hænger politikerne på den. Hver gang Menneskerettighedsdomstolen udvider sit territorium, føler de sig nødsaget til at følge med. For man kan jo ikke sætte sig op mod Menneskerettighedsdomstolen, så handler man jo i strid med menneskerettighederne!
Det er en djævelsk cirkel. Og den er nødt til at blive brudt. Det kan den kun blive, ved at folkevalgte politikere har modet til at afvise domstolens erobring af nye beføjelser.
For eksempel beføjelsen til at bestemme, hvornår et land skal give asyl til alle mennesker, der kommer fra et krigshærget område.
Det bør høre under den politiske selvbestemmelsesret.
Politisk korrekthed, åndelig dovenskab, kynisme …
Men de fleste danske politikere og medier vil ikke engang lægge op til en debat om disse spørgsmål. På grund af politisk korrekthed, åndelig dovenskab, kynisme, eller hvad det ellers er.
Det er en skændsel.
